Bygningerne, der for størstedelens vedkommende er barakker af træ, blev opført i 1939, og fungerede først som statsungdomsarbejdslejr og senere som skole for grønlandske børn. Senest har kommunens produktionshøjskole haft til huse på Bygaden i perioden fra 1983 til 2011.
Herefter lå området ubenyttet hen og fremstod rimelig nedslidt, da en gruppe tilflyttere i 2018 købte ejendommen for 1.050.000 kroner.
Siden da er flere bygninger istandsat og taget i brug, og nu søger foreningen tilladelse til at genetablere nogle nedrevne boliger, samt opføre fire små boliger på cirka 40 kvadratmeter hver. I alt lægges der op til 19 boliger, fællesfaciliteter og småerhverv.
Ønskerne går ud over, hvad der kan lade sig gøre inden for landzonereglerne, og det kræver derfor, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og lokalplan, hvis projektet skal imødekommes.