Chaussesten i det centrale Rønnes fodgængerfelter er en envejselevator i. De kører kun ned.
Kommunens ansatte i Vej og Park bruger store ressourcer på at holde vejene i vater, men kæmper en forgæves kamp mod vejrmøller forklædt som busser og lastbiler. Den tunge trafik maser ganske enkelt de små sten ned i jorden, så den plane belægning bliver til et bakkelandskab. Men måske er der hjælp på vej.
– Nu du bringer det på banen, vil jeg helt klart snakke med driften og høre, om vi skal gøre noget andet. Der er flere muligheder. Chaussesten er nogle små sten, som skal ligge i noget grusbelægning, og der er jo meget tung trafik dernede. Det er en dårlig kombination, siger Palle Kreuzberg Tourell, leder af Veje og Havne i Bornholms Regionskommune.
Rønnes bykerne er belagt med to typer sten – de store brosten og de noget mindre chaussesten. Det er kun sidstnævnte, der volder vanskeligheder. Den tunge trafik har umiddelbart ikke held til at tryne brostenene.