– Jeg kan ikke sige præcist, hvad det er. De har meddelt, at de ikke kan starte i november. Det er noget kontraktligt, hvor der er nogle uoverensstemmelser, siger borgmesteren.
Han tilføjer, at drøftelserne i de kommende dage og uger overlades til de to parters jurister.
– Vi står med en kontrakt, som vi bliver nødt til at arbejde med. Uanset hvad vi ender med, er det en ærgerlig udvikling. Skulle vi ende med et ophør af kontrakten, vil det både koste tid og penge, siger Jacob Trøst, der minder om, at HCS' bud var væsentligt billigere end de øvrige tilbudsgivere.
Helle Munk Ravnborg påpeger også, at det vil være problematisk for kommunen at opgive kontrakten, selvom det er en juridisk mulighed.
– Det er et brud på betingelserne, men om det ligefrem er et kontraktbrud, så kontrakten kan rives i stykker, det er for tidligt at sige.
– Skulle vi stå med en kontraktophævelse, starter vi jo forfra, og det vil blive en proces med vældigt lange udsigter, siger Helle Munk Ravnborg og bemærker samtidig, at Bornholms Regionskommune ikke kan "sno sig udenom", så længe Folketingets regler for affaldsordninger og øget sortering er gældende.
– Jeg synes, det er møgirriterende – en helt forbistret situation, siger hun.
Fortsætter som nu
Hverken Helle Munk Ravnborg eller borgmesteren kan sige noget om, hvornår bornholmerne vil få vished om, hvordan affaldsindsamlingen skal foregå sidst på året og i begyndelsen af 2023.
– Det ved jeg ikke, for jeg sidder ikke med inde i det rum, hvor vi og vores advokater forhandler. Jeg håber, vi snart kan vende tilbage, når vi ved noget mere, siger Helle Munk Ravnborg.