Ung bornholmer viser vejen

Ung bornholmer viser vejen
Amar Dlakic var sammen med en gruppe unge initiativtagere til et projekt i Rønne. Arkivfoto: Kristian Maegaard Nielsen
NOTITS | KULTUR | 19. MAJ • 12:00
NOTITS | KULTUR | 19. MAJ • 12:00

Et nyt, landsdækkende projekt skal styrke alkoholfrie alternativer i unges natteliv. Det er organisationen Alkohol & Samfund, der står bag det nye projekt. Allerede på Bornholm har en ung bornholmer indtaget en rolle som inspirationskilde forud for projektet.

Fem danske kommuner skal være testkaniner i projektet. Målet er at skabe mere attraktive festmiljøer, hvor alkohol ikke er festens midtpunkt. Projektet tager fat på fester på natklubber og i forbindelse med festivaler.

Her på Bornholm har 19-årige Amar Dlakic tidligere stået bag et initiativ i Rønne, hvor alkohol ikke indgik. Her var målet at samle unge i Dams Gård til koncerter, musikbingo og oplæg – uden alkohol. Han har tidligere været formand for Bornholms Ungdomsråd og arbejder i dag som studentermedhjælper i Alkohol & Samfund.

– Vi manglede et sted, hvor vi kunne være frie uden alkohol, siger han.

I bygningen Dams Gård i Rønne renoverede og omdannede gruppen stedet til et rum med aktiviteter, der tiltrak andre unge. Hver gang uden alkohol.

Ifølge direktør for organisationen Maria Koch Aabel tegner der sig en tydelig tendens. Især de 18- til 25-årige efterspørger i stigende grad et natteliv med mindre alkohol. En ny undersøgelse fra Epinion viser samtidig, at 54 procent af de unge mener, at der bliver drukket for meget i nattelivet. De bornholmske erfaringer skal indgå som et konkret eksempel i den nationale indsats.

Hvilke fem kommuner, der skal være testkaniner, vides endnu ikke.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT