Gravgaard: Sådan må det ikke være

Gravgaard: Sådan må det ikke være
Indehaveren af Sandlinien i Sandvig har fortalt om, at dårlig tone, mobning og modvilje har været medvirkende til beslutningen om at sælge forretningen. Arkivfoto: Anette Vestergaard
LEDER | DEBAT | 19. MAJ • 05:30
LEDER | DEBAT | 19. MAJ • 05:30

Nye erhvervsdrivende fortjener bedre – vores fremtid afhænger af det.

En sag har meget ofte flere sider, og i Mette Bergmanns læserbrev i Tidende om hende og manden Claus' dårlige oplevelser med lokalmiljøet og deres cafe Sandlinien i Sandvig kommer kun den ene side tydeligt frem. Men det er ikke et billede, man kan være bekendt. Uanset det fulde billede må nye erhvervsdrivende på Bornholm ikke føle sig ramt, mobbet, overfaldet og udskammet.

Der var også lynchstemning mod Martin og Jannie Thorborg, da de for et par år siden var alt for driftige på barscenen i Gudhjem.

Selvfølgelig bliver der begået fejl. Nye etablissementer støjer og fejler. Det hører til at starte noget nyt. Men hvis vi ikke omfavner og hjælper nye tiltag på vej frem for at udskamme dem, som cafeparret i Sandvig oplever det, afvikles vores samfund langsomt, men sikkert. Vi skal på den ene side ikke tivolisere Bornholm med ødelæggende virksomheder og på den anden side ikke kvæle øen ved at stoppe de nye entreprenører med sladder og fjendskab.

Bornholm har brug for tilflyttere. Vi har brug for nye iværksættere, der vil løbe stærkt og lykkes. Vi har brug for mennesker, der tør investere i vores lokalsamfund – også når det betyder forandring.

Derfor er det ægte sammenhold om Bornholm at hjælpe nye tiltag i den rigtige retning og sikre, at tilflyttere lykkes her i vores samfund. Det er altafgørende for dem og for os, at tingene vokser, og at nye tilflyttere får succes.

Når Mette og Claus beskriver, hvordan de blev mødt med nedladende kommentarer, rygtespredning og en konstant følelse af aldrig at høre til – ja, så burde det give anledning til selvransagelse i lokalsamfundet. Når de fortæller om Facebook-opslag, der sammenligner deres forretning med Thylejren, om trusler og endda fysiske overfald, er vi langt over grænsen for, hvad man kan kalde "lokal debat" eller "bare en mening".

Man må selvfølgelig gerne have en holdning til menuen, musikken, indretningen eller driften af et sted efter et ejerskifte. Man må gerne savne "det gamle". Men hvis man vælger at sige det højt, har man et ansvar for at gøre det ordentligt. Og helst med en vilje til dialog.

Små samfund kan være vidunderlige, men de kan også være knusende. Når holdninger hurtigt sætter sig som stemninger, og stemninger vokser sig større, end de burde, kan det ødelægge mere end en forretning. Det kan ødelægge mennesker. Vi har alle et ansvar for, at dette ikke sker.

Heldigvis kom der nye kræfter til Sandlinien. Lad os håbe, at de bliver mødt med mere nysgerrighed end modstand.

Man behøver ikke elske alt nyt. Men man kan møde "de nye" med respekt. Det skylder vi dem. Og det skylder vi os selv, hvis Bornholm skal have en fremtid.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT