I flere år har Bornholm søgt svaret på, hvordan man skaber mere turisme hele året og på hele øen.
Senest har et treårig udviklingsprojekt arbejdet målrettet med at udvikle øen som et helårsbaseret, bæredygtigt og attraktivt rejsemål med høj kvalitet og stærk lokal forankring.
Bag projektet står Destination Bornholm og Business Center Bornholm i tæt samarbejde med lokale virksomheder og aktører.
– Noget af det vigtigste, vi tager med fra projektet, er den store lyst blandt virksomhederne til at samarbejde og udvikle turismen sammen. Det er netop samarbejdet på tværs, der skal være med til at styrke Bornholm som destination hele året, siger erhvervschef Christa Lodahl fra Business Center Bornholm i en pressemeddelelse.