– Som enhver landbefolkning gør, med et vist forbehold i starten. Man skal lige vise, hvem man er og vise sit værd. Jeg er i virkeligheden et ret privat menneske, så for mig har det nok taget lidt tid. Men min familie og jeg blev hurtigt en del af Svaneke Friskole, som er en lille skole med mange kendte ansigter, og det giver rige muligheder for at skabe kontakt. Der er i det hele taget mange tilflyttere i det her område. Vores børn har også gået i skovbørnehaven Lille Gryn, som havde en meget tydelig profil under den daværende leder, og som passede perfekt til vores ønske om at være meget ude. Men mest af alt, og nu bliver jeg helt rørt, når jeg taler om det, føler jeg mig enormt taget imod af selve naturen. Efter mange år i København har det været fantastisk at komme tilbage til naturen og have den som en så stor del af min hverdag.
Har det overrasket dig, hvor meget naturen egentlig betyder for dig?
– Måske en lille smule, og så alligevel ikke. Jeg kan mærke, at det ligger dybt i mit DNA, og jeg finder en enorm ro i det. Især da jeg blev mor og mærkede den der klassiske utilstrækkelighedsfølelse, hvor man forsøger at mestre alle roller på én gang – at være en god hustru, mor, kollega og have en karriere. Der gav det mig en dyb ro bare at sætte mig i bilen og køre. Nogle gange den åbne rute over Østerlars, andre gange ind igennem Almindingen. Jeg har desværre påkørt to rådyr i min tid på øen, og der fældede jeg sgu en tåre over at have taget et liv. Men det minder mig om, hvor taknemmelig jeg er for at bo her og være en del af naturen. Vi er jo alle sammen natur, hvis vi bare overgiver os lidt til det.