Er Express 2 sikker nok til Bornholm?

Er Express 2 sikker nok til Bornholm?
LEDER | DEBAT | Mandag 6. februar 2023 • 05:30
LEDER | DEBAT | Mandag 6. februar 2023 • 05:30

Det går ikke an, at man rammer molen, når det ikke blæser mere end hård vind.


Vi elsker vores færger. Vi er mange, der får et lokalpatriotisk sug i maven, når Østersøen viser tænder, og gode gamle Povl Anker sættes ind. Stålfærgen fra 1978 kan til april fejre 45 års fødselsdag og har i de seneste mange år været Bornholms redning, når vejrguderne udfordrer os. Det er skønt, vi har Povl Anker og kan holde liv i Bornholms passagerforbindelse til Sverige og under coronaen til Køge.

Vi er enormt sårbare som ø og har i den grad brug for vores blå motorveje til Ystad og Køge for at holde samfundet velfungerende.

Vores stat hjælper os med støtte til færgebetjeningen med mere end en million om dagen, netop fordi den er så vigtig for vores samfund. Det er fantastisk og vigtigt for Bornholm, og det stiller store krav til det rederi, der holder øen kørende.

Den opgave løfter Bornholmslinjen i det store og hele rigtig flot. Selvom der ikke gives ved dørene eller bovportene, så har vi en rigtig velfungerende færgedrift langt det meste af tiden.

I den seneste tid har tekniske fejl på Express 1 lige inden værftsopholdet sammen med vinden drillet os, så Povl Anker og Hammershus har været på stormopgaver i den seneste uge. Men fredag var vi mere end almindeligt uheldige.

Express 2 sejlede ud af havneløbet i roligt blæsevejr med vindstød op til hård vind fra vest-nordvest. På optagelser af sejladsen kan man se, at færgen i havneløbet drejer mod nord op mod vinden og dermed skubber hækken ind i syd-molen i Rønne Havn.

Officielt har vi indtil nu fået at vide, at skaden skyldes et voldsomt vindstød. DMI målte i lufthavnen pust op til 11,9 meter i sekunder, der ikke kan siges at være voldsomt. En forklaring er, at Express 2 ikke er veludrustet med bovpropeller, som Express 1, der stadig ligger med havari på krydstogtkajen, er det.

Men hvis det virkelig er korrekt, at Express 2 ikke kan sejle sikkert ud af Rønne Havn i under 12 meter i sekundet, så er det alt for usikkert at have en sådan hurtigfærge sat ind på ruten.

Det bliver spændende at følge, om Søfartsstyrelsens undersøgelser giver rederiet ret i, at et vindpust var årsag til skaden, og om Express 2 i givet fald fremover er sikker at sejle med i hård vind ind og ud af Rønne Havn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT