Tv-kendt kunstner udstiller i Rønne

NOTITS | KULTUR | RØNNE | Mandag 4. juli 2022 • 14:03

Groteske portrætter af såvel mennesker som dyr har den unge billedkunstner Gaia Armyrantis Trampedach de seneste år vist frem som et bevis på sit store talent, og hun har ligeledes deltaget i programmet Danmarks bedste portrætmaler. I sine seneste værker dyrker hun blandt andet på mere poetisk vis naturen og naturens fænomener igennem sine abstraktioner. Udefinerbare fugle på en nærmest orange himmel eller et landskab set næsten som et farvenegativ, er bare et par eksempler.

Fra lørdag den 9. juli kan kunstneren nydes i Galleri Rasch i Rønne. Her udstiller hun sammen med Merete Larsen, der igennem 30 år har arbejdet med at forfine trædrejningens kunst til noget, der virker utroligt. Hendes arbejder er vist over det meste af Europa samt i USA og Mexico, ligesom hun er repræsenteret på adskillige museer og samlinger i såvel ind- som udland.

– Hun arbejder med indfarvning af træemnerne, så åretegning og strukturer i træet træder frem og bearbejder den ydre overflade på forskellig vis. Hendes skåle er ofte så papirtynde, at man må undre sig over, at det kan lade sig gøre, skriver Per Jensen fra Galleri Rasch. 

FÅ ABONNEMENT