Er det bare ærgerligt, eller vil nogen betale for konsekvenserne af, at et arrangement løb af sporet? Broløbet over Øresund blev dyrt for en del af de rejsende, der skulle med færgen fra Ystad til Rønne i løbet af søndagen. Flere timers kø på eller inden broen gjorde, at de ikke nåede deres færge. Derfor var de nødt til at ombooke billetten, hvilket både kostede et gebyr og en prisdifference. Hvor billetten ikke blev billigere. Tværtimod.
Molslinjen har meldt hus forbi, mens Øresundsbroen tygger på, hvad de mener.
Det har kostet en del penge for de rejsende, som ikke har kunnet nå deres færge i Ystad. Vil I betale den regning?
– Vi må tale med Molslinjen om, i hvilket omfang det her er, og hvilke færger, det drejer sig om. Det er første gang i dag, jeg hører om det. Vi forsøgte også at få så meget trafik igennem, som vi kunne, men vi havde også store forsinkelser på grund af havari, hvor der var tre biler, der var havareret. Men det er rigtig ærgerligt, at de har misset deres færger, og at busserne er blevet forsinkede. Vi har en stor evalueringsdag i dag (mandag, red.). Der må vi kigge på denne her historie. Men normalt er det sådan, at vi ikke krediterer for, at der har været forsinkelser på broen. Men vi skal tale med Molslinjen om det for at forstå, hvad der er sket, siger Jens Rogmark, der er salgschef hos Øresundsbroen.