Det fremgår også af FE’s seneste udsynsrapport fra december 2024, hvor efterretningstjenesten skriver, at Rusland simulerer angreb og manipulere “både civile og militære skibes og flys kommunikation og GPS-signaler”, og at “disse aktiviteter kunne få en mere truende karakter”.
Orlogskaptajn og forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen kalder spoofingen for “et brud på den internationale maritime sikkerhed” og siger, at russerne bevidst provokerer ved at nærme sig krigshandlinger uden at gå for langt.
"Vi er en i gråzone af en krigstilstand. Det er en form for hybrid krigsførelse. Vi ligger lige under grænsen i forhold til artikel 5 i Nato. Et angreb på navigationssystemer er ulovligt, men det kan dog ikke betragtes som en krigshandling i traditionel forstand. Det er der, dilemmaet opstår", siger han og påpeger, at russerne godt ved, at de lige akkurat provokerer nok til, at det ikke kan betegnes som krig.
I værste fald kan manipulationen med færgernes signaler betyde, at skibene mister overblikket og eksempelvis støder på grund, vurderer orlogskaptajnen.
Så sent som tirsdag 17. juni kolliderede to store handelsskibe ud for Emiraternes kyst kun en dag efter, at der havde været omfattende meldinger om signalforstyrrelser i området som følge af konflikten mellem Israel og Iran.