I første omgang var oplægget fra kommunen, at træbådelauget kan råde over remisen i tre år. Men det er ikke nok, understreger Poul Forum Sørensen. Det skal være mindst fem år, sådan som et flertal i natur-, miljø- og planudvalget har foreslået.
– Vi går ud fra, at det bliver forlænget til fem år eller mere, for ellers vil det slet ikke kunne lade sig gøre. Vi skal have en tryghed i det her, med den økonomi og det arbejde, der skal lægges i det. Jeg har skrevet til borgmesteren, at vi accepterer kommunens tilbud, men ikke noget om, at jeg forventer, at det bliver fem år. Det går jeg ud fra, ellers må vi trække det tilbage igen, siger han til Tidende.
Siden det blev besluttet at inddrage Bornholms Træbådelaugs nuværende placering i det gamle bådebyggeri på Sydhavnen i Rønne Havns fremtidige oplagsareal, har lauget holdt møde med både Rønne Havn og med kommunen i skikkelse af borgmester Jacob Trøst og forperson Niclas Fick fra fritids-, kultur- og lokalsamfundsudvalget. Det var resultatet af mødet med kommunen, bestyrelsen behandlede mandag aften.