Tidende tester: Her er Bornholms bedste kagegris

Tidende tester: Her er Bornholms bedste kagegris
De fire smagsdommere ser de seks kagegrise an, før de sætter tænderne i dem. Foto: Katrine Westh Sørensen
KULTUR | Lørdag 21. december 2024 • 15:30
KULTUR | Lørdag 21. december 2024 • 15:30

Den lyserøde kagegris er en ældgammel bornholmsk juletradition. Men hvilken kagegris er egentlig den bedste? Tidende samlede et stærkt dommerpanel, og efter en benhård smagning er vinderen fundet.

Den bornholmske kagegris er en udbredt juletradition i december måned. Kun i decembers 31 dage kan den lyserøde kagefigur købes i de traditionelle bagerforretninger rundt omkring på øen. Men hvordan adskiller kagegrisene sig egentlig fra hinanden, og hvilken kagegris er den bedste?

Tidende samlede et dommerpanel på fire personer med henbik på at finde et svar:

De fire smagsdommere

Først har vi Holger Larsen. En erfaren kagegris-spiser, med langt over 100 kagegrise på samvittigheden.

Dernæst møder vi Mathilde Teddy Christensen. Mathilde er nytilflyttet, har aldrig smagt en kagegris før, og går derfor til opgaven helt fordomsfrit.

Næste smagsdommer er Amanda Grønning. Som kok på Stammershalle har Amanda for nyligt eksperimenteret med at omdanne den traditionelle kagegris til en dessertis.

Sidst men ikke mindst har vi Tidendes egen aviskok. Sune Rasborg har spist kagegrise siden han var barn, men er spændt på at undersøge, hvordan de forskellige bagere hver især går til opgaven.

I alt findes der seks bagerbutikker på Bornholm, som sælger kagegris: Bager Johannes Dam & Søn i Aakirkeby, Bager Mortensen i Nexø, Kvickly Bageren i Nexø, Konditor Bageren i Rønne, Jensens Bageri i Rønne og Kvickly Bageren i Rønne. Tidende har indkøbt en af hver, placeret dem i deres anonyme form på hvide tallerkner og præsenteret dem for dommerpanelet.

Smagsdommerne vurderer kagekrisene ud fra fire kategorier: udseende, smag, konsistens og helhedsindtryk. De uddeler julegrisene mellem en og fire stjerner i hver kategori:

Bager Johannes Dam & Søn i Åkirkeby

– Der mangler lidt på finish her og glasuren er lidt tynd, siger Amanda Grønning.

– Den dufter af mere end den smager. Den smager egentlig ikke af særlig meget, tilføjer Mathilde Teddy Christensen.


Kagegris fra Bager Johannes Dam & Søn i Åkirkeby. Foto: Katrine Westh Sørensen

Bager Mortensen i Nexø

– Den er en anelse sjusket glaseret, men hvis man vender den om, så kan man se, at formen faktisk er meget fin. Det er en lille tyk glad gris denne her, siger Sune Rasborg.

– Jeg kan faktisk ikke se, at det er en gris. Til gengæld vil jeg sige, at det er den gris, som jeg synes, har den flotteste glasur. Den er flot lyserød og helt blank, lyder meldingen fra Mathilde Teddy Christensen.

– Den er ret tør, vurderer Holger Larsen.

– Ja, det er lidt som en tyk kiks, tilføjer Amanda Grønning.


Kagegris fra Bager Mortensen i Nexø. Foto: Katrine Westh Sørensen

Kvickly Bageren i Nexø

– Glasuren er lidt sjusket her. Men smagen er klart den bedste indtil videre. Det havde jeg ikke troet, da jeg så den, siger Sune Rasborg.

– Formen er god. Det er meget tydeligt, hvad det er. Den dufter helt anderledes. Den dufter krydret af anis. Den kan jeg godt lide, lyder det fra Amanda Grønning.

– Den smager af noget den her, siger Mathilde Teddy Christensen.


Kagegris fra Kvickly Bageren i Nexø. Foto: Katrine Westh Sørensen

Konditor Bageren i Rønne

– Det er lidt rart, at glasuren er lidt tyk, når det nu er en tørkage. Det er fint at man har et mønster her, siger Amanda Grønning.

– Den smager heller ikke af så meget. Der måtte gerne være lidt mere smæk for skillingen, mener Sune Rasborg.


Kagegris fra KonditorBageren i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen

Jensens Bageri i Rønne

– Den er rigtig adventsagtig i farven, og det kan jeg rigtig godt lide. Den er rød og hvid og det er rigtige julefarver. Mønsteret her er rigtig flot. Den er skarp i finish, siger Sune Rasborg.

– Den er flot i farven, den skiller sig ud, mener Holger Larsen.

– Det er den flotteste på bordet. Det her er en gris, som man kunne forestille sig hang på juletræet. Den er godt nok helt blød, der er overhovedet ikke noget sprødt som de andre, lyder det fra Mathilde Teddy Christensen.

– Der er nogen, der har givet sig tid her. Det er et virkelig fint arbejde, og jeg kan virkelig godt lide, at de har brugt så julede farver. Den smager lidt af honningkage, mener Amanda Grønning

– Den smager af mere end de andre. Den smager også meget mere julet. Hvis jeg skulle spise en hel, så skulle det være den her indtil videre, siger Sune Rasborg.


Kagegris fra Jensens Bageri i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen

Kvickly Bageren i Rønne

– Det er ikke en god farve. Den er nærmest lilla. Man kan også se, at glasuren er hældt ud over grisen, hvor de andre er dyppet i glasuren. Jeg kan til gengæld godt lide, at grisen har et lille øje, siger Sune Rasborg.

– Den er god. Det er min yndlingsgris, den skuffer ikke. Den har meget mere smag end de andre har. Den smager ikke bare af glasur, den smager af jul. Det er virkelig lækkert, mener Mathilde Teddy Christensen.


Kagegris fra Kvickly Bageren i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen


Her er vinderen!

Førstepladsen går til Jensen Bageri i Rønne, med et gennemsnit i de fire kategorier; udseende, smag, konsistens og helhedsindtryk på 3,3 ud af fire mulige stjerner.

Andenpladsen går til Kvickly Bageren i Rønne med tre ud af fire stjerner.

Tredjeplads går til Kvickly Bageren i Nexø med 2,3 ud af fire mulige stjerner.

En delt fjerdeplads går til Konditor Bageren i Rønne og Bager Johannes Dam & Søn i Åkirkeby med to ud af fire mulige stjerner.

Og femtepladsen går til Bager Mortensen i Nexø med 1,2 stjerner ud af fire mulige stjerner.

Stort tillykke til Jensens Bageri i Rønne, som ifølge Tidendes dommerpanel laver Bornholms bedste kagegris.


Dommerpanelet har talt: Jensens Bageri i Rønne laver Bornholms bedste kagegris.


Vindergrisen: Bager Jensen i Rønne

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT