Rakel Haslund-Gjerrild: Pigen der ville lære at eksistere

Rakel Haslund-Gjerrild er på kort tid blevet en af Danmarks mest markante forfattere, senest som modtager af Weekendavisens Litteraturpris for sin roman ”Adam i Paradis” om den bornholmske maler Kristian Zahrtmann. Og som forfatter er hun også blevet formet af sin fødeø, fortæller hun.

Lyset gik ud på Nexø Bibliotek. Først da vågnede Rakel Haslund-Gjerrild op fra sin bog. Hun var 12 år og havde siddet i sin egen verden mellem bogreolerne og været så opslugt af at læse sin børnekrimi, at bibliotekaren var lige ved at låse hende inde.

– Det skete faktisk flere gange, fortæller hun og griner selvironisk.

Som de andre børn i Nexø gik Rakel Haslund-Gjerrild ellers både til badminton og ridning. Men ingen af delene varede ved længe. I stedet blev hun bidt af bøger, som hun passioneret begravede sig i på det lokale bibliotek.

– Jeg var ellers først et helt almindeligt læsende barn, men fra 3-4.klasse var der et eller andet, der klikkede, forklarer Rakel Haslund-Gjerrild, som tydeligt husker, hvordan læsningen pludselig blev som at åbne ”en vidunderverden af fortælling”. Og på Nexø Bibliotek var børnekrimierne placeret på hylderne på sådan en måde, at man nærmest skulle mase sig ind mellem hylderne, og så kunne man ellers sidde der helt alene og forsvinde ind i bøgerne.

– Jeg begyndte at læse De Fem-bøgerne og De tre detektiver, og jeg var så optaget af dem, at mine forældre flere gange måtte ringe til biblioteket og bede bibliotekaren om at sende mig hjem til aftensmad, ligesom jeg altså flere gange oplevede, at lyset blev slukket, fordi bibliotekaren troede, at alle var gået hjem, så hun godt kunne låse døren, siger hun med smil i stemmen.

– Først da vågnede jeg op fra min bog, og lånte en ordentlig stak bøger, som jeg gik hjem og viste min mormor og morfar. De boede på den anden side af Stormgade og var stort set naboer til biblioteket.

Drømmen om at skrive

Hos bedsteforældrene blev der lyttet tålmodigt og interesseret, når deres barnebarn fortalte om hendes møder med litteraturen. Morfaren var også en gammel afholdt dansklærer på Nexø Skole.

– Nu var han pensioneret, men så fik jeg et stykke slik, mens vi sad og snakkede om, hvad jeg havde læst. Han holdt en tale til min 14-års fødselsdag, hvor han citerede et gammelt børnerim:

”Bag ved bøgernes bjerg ligger et vidunderland, held for den heldige kommer derind, hvad han der får at se sætter hjertet i brand, tænder lysende bål i hans sind.”

Sådan var det netop at læse for den unge bornholmer.

– Om jeg læste De 5, Den sorte hingst eller Dostojevskij var det sådan det samme. Jeg læste bare. Men der var et tidspunkt som 13-14-årig, hvor det gik fra at være eventyruniverser jeg åndede i, til at det gik op for mig, at man kunne tænke gennem bøger. Pludselig kunne man se sit liv i et nyt perspektiv gennem bøgerne, som gav mig nye tankemønstre og ideer til hvilke værdier, jeg ville leve efter.

Og dér opstod de første drømme om selv at skrive, husker hun.

– Jeg forstår godt dem, der siger, at man skal læse for at kunne skrive. For mig at se hænger skrivning og læsning i hvert fald sammen, når det handler om sådan nogle relativ formbevidste bøger, jeg har skrevet. Og dem har jeg kun kunnet skrive i dialog med litteratur.

Da forfatterdrømmen blev født i hende, var hun omkring 14 år. Alligevel gik der længe, før hun for alvor kastede sig ud i skrivekunsten.

– På det tidspunkt blev det for stort for mig. Jeg skrev gode stile, men ikke egne tekster. Nok også fordi det blev knyttet til noget præstationsangst for mig, fordi jeg læste så store værker, som var svære at leve op til.

Stormende succes

Dengang skulle hun bare kunne se sig selv i dag. For både novellesamlingen ”Øer” og debutromanen ”Alle himlens fugle” fik strålende anmeldelser. Og det store gennembrud kom sidste år, da hun udgav den roste historiske roman ”Adam i paradis” om den store bornholmske maler Kristian Zahrtmann. For den blev hun nomineret til TV2 Bornholms kulturpris, ligesom hendes bøger nu er på vej på både tysk og ungarsk. Og i forrige uge modtog hun Weekendavisens Litteraturpris på samme dag, som hun også blev nomineret til Montanas Litteraturpris, der uddeles i samarbejde mellem Montana, Dagbladet Information og Det kongelige bibliotek.

Hvordan føles al den succes?

– Det føles meget lykkeligt, siger hun og slipper en euforisk lille latter, som dog snart toner ud i sætninger af mere alvorsfuld karakter.

– Men det er også en lille smule urovækkende, fordi forventningspresset nu også føles noget større. Men det er først og fremmest en glæde. For det er opildnende at vide, at mine bøger rører folk, at det ikke kun er for min egen skyld, at jeg skriver.

– Min bog om Zahrtmann har jo været flere år undervejs. At få sådan en anerkendelse betyder derfor noget for mig, når jeg regner med, at den næste bog også kommer til at tage tre-fire år, for så er der en sandsynlighed for, at folk ikke helt har glemt mig. Det føles, som om jeg har fået en sikkerhed og stabilitet, som jeg ikke har haft før, siger den unge forfatter, som finder den stormende succes dobbeltsidig.

– Jeg føler på den måde på en gang, at jeg kan sænke skuldrene lidt samtidig med, at jeg ranker ryggen for at gøre mit bedste næste gang, når der nu er forventninger til mig. Og de to ting hænger jo sammen, siger hun.

Da forfatterdrømmen blev født i hende, var Rakel Haslund-Gjerrild omkring 14 år. Alligevel gik der længe, før hun for alvor kastede sig ud i skrivekunsten. Foto: Berit Hvassum

Naturen som inspiration

Selv føler hun, at hun er blevet formet som forfatter af to ting – stor litteratur og Bornholm, forklarer hun, mens hun vender tilbage til sine tidlige læseoplevelser:

– Som teenager fik jeg, mens jeg egentlig var i gang med De 5-serien, pludselig fat i Dostojevskijs store roman ”Idioten”. Dér forstod jeg, at litteratur er følt tænkning. Dostojevskij er jo netop en forfatter, der forholder sig til meget store eksistentielle problemstillinger. Jeg har også været fascineret af norske og islandske forfattere som Per Petterson og Jon Kalman Stefansson. Og deres præcise beskrivelser af ensomhed og de storladne landskaber, især i islandske romaner, fortæller hun.

– Og det tror jeg hænger sammen med, at jeg er fra Bornholm og har haft adgang til store landskaber her.

På den måde er klippeøen blevet et fundament for hendes forfatterskab. Novellesamlingen ”Øer” består af ø-karakter, Zahrtmann var bornholmer og ”Alle himlens fugle” har hun skrevet ved at gøre København til en ø.

– Ikke så meget i Zahrtmann-romanen, men i mine andre bøger betyder havet og naturen rigtig meget, og det tror jeg ikke er et spor, der forsvinder. Jeg var på Grønland som guide, da jeg skrev ”Øer”, og det var der, at det gik op for mig, at der var et ø-tema på spil, fordi der var en underlig forbindelse mellem Bornholm og Grønland på spil. I de små fiskerbyer var man jo isoleret som på en ø, fordi man ikke kunne tage af sted til den næste ø, medmindre man tog et fly eller en båd, så der mærkede jeg min tilknytning til Bornholm.

Et spor af alvor

Selvom hun såmænd også har læst kinesisk og boet flere år i det store land mod øst, er det øen i Østersøen, hun vender tilbage til i sine tanker og i sit forfatterskab.

– Jeg har en følelsesmæssig tilknytning til de bornholmske landskaber. Det er dem, jeg kan, når jeg lukker øjnene. Alt andet skal jeg skrive mig frem til, men Paradisbakkerne, skanserne, klippekyststrækningen og de bornholmske heder er det landskab, jeg kan, fortæller forfatteren.

– Det er mit indre landskab. Sådan har jeg det simpelthen ikke endnu med de københavnske gader. Mine forældre bor også stadig her, og jeg er vel på Bornholm en gang hver anden måned. Og jeg har skrevet en del af bøgerne på øen.

De bornholmske landskaber tog form hos hende, da hun som stor 13-14-årig pige begyndte at tage på ugentlige ture alene ud i naturen for at øve sig i kunsten at eksistere.

– Jeg måtte ikke tænke på hverken fortiden eller fremtiden. Jeg skulle bare eksistere. Og så gik jeg der og eksisterede.

Hun ler lyst og højt.

– Jeg har vandret uendeligt meget på den måde. Jeg tror, at det var fordi jeg havde læst en lærebog på Nexø Folkeskolebibliotek om eksistentialisme, forklarer hun.

– Og så tænkte jeg, at jeg nu virkelig skulle eksistere, siger hun og griner igen.

– Det var igen noget, der satte sig spor i mig, måske gav det mig også en lovlig stor alvor, men jeg var et alvorligt barn, så det bekræftede en alvor, jeg allerede havde i mig, men der kunne jeg nogle gange have ønsket, at jeg var faldet over noget lidt mere let og humoristisk, men det blev ikke lige det, jeg fik fat på. Det blev i stedet ”Hærværk” og ”Kældermennesket”.

Var det litteraturen, der gjorde dig så alvorlig?

– Så alvorlig var jeg måske heller ikke. Jeg var også ret social. Jeg bor i kollektiv nu, men jeg tror, at teenageårene for mig blev ret alvorlige. Måske ligger det også til mig. Min morfar var også en dyb mand, som introducerede mig til Martin A. Hansen, Grundtvig – og relativitetsteori, når han hentede mig forskellige steder. Og så er jeg vokset op i en troskontekst, der også understregede en vis alvor i livet.

Fik afslag på forfatterskolen

Alvor skal ikke forstås som en modsætning til humor og glæde - og det var bestemt ikke fordi man ikke havde det sjovt i frikirken, hvor hun kom som barn og ung, forklarer hun. Men forpligtelsen overfor at være til for andet og mere end sig selv blev også betonet.

– Og egentlig er der elementer i Zahrtmann-romanen, som virker som et modbillede til den idealisme, erkender hun.

– For kan man tillade sig at skabe skønhed for sin egen skyld? siger hun og lader spørgsmålet hænge alene i luften.

– Jeg voksede op med en grundholdning om, at man ikke kun lever for sig selv. Det tror jeg også, at man ville kunne finde i mange mere politiske familier. Og det kan jo blive et spørgsmål om, hvad kunst skal bruges til. Skaber man kunst for sig selv eller skaber man det for verden? Var det vigtigt nok at bruge relativ mange af mine ungdomsår på at beskæftige mig med at skrive om Zahrtmann? Jeg tror ikke at skønhed og kunsttrang og idealisme er modsætninger, slet ikke, men jeg har haft brug for at stille spørgsmålet: Hvorfor ville jeg skrive?

Hvad gav dig ideen til ”Adam i paradis”?

– Jeg fik afslag fra forfatterskolen og tænkte, at jeg så måtte finde på noget andet. Først begyndte jeg at skrive på en roman om Gustav Munch-Petersen, men gik væk fra det, da jeg opdagede, at hans børn stadig levede.

I stedet kom hun i tanke om den store bornholmske maler Kristian Zahrtmann, som hun havde været draget af, siden hun som barn så hans store maleri ”Det mystiske bryllup i Pistoia” på Bornholms Kunstmuseum.

– Det maleri havde fascineret mig, siden jeg var barn, men jeg tænkte først, at der var en roman i Zahrtmann, da jeg så hans maleri ”Adam i Paradiset” og så nogle fotografier af Zahrtmann, der sidder og kigger på sin model. Der havde jeg romanen, tænkte jeg.

En god brevskriver

I dag forbinder mange bornholmere nok mest Zahrtmann med Zahrtmannsvej og Zahrtmanns Runddel i fødebyen Rønne, mens han for mange nok er næsten glemt som maler. Men i sin samtid var han Danmarks største maler, som mange andre talenter så op til, og med sin malerskole – Kunstnernes Studieskole, som med tiden bare blev kaldt Zahrtmanns Skole - formede han sine elever i sit eget billede.

"Jeg er blevet den store Mester, ufejlbarlig. Mine venner er blevet gået til. De har tilpasset sig som et par gode lædersko eller et par handsker, der har formet sig efter knyster og skæve led," siger Zahrtmann i Rakel Haslund-Gjerrilds roman. Blandt andre bornholmermalere som Karl Isakson, Olaf Rude, Oluf Høst og Niels Lehrgaard stod i stor gæld til mesteren Zahrtmann. Det var dog ikke Zahrtmann som sådan, Rakel Haslund-Gjerrild var interesseret i som person, men selve hans tid, fortæller hun.

– For mig blev han selve billedet på en aldrende kunstner, der bygger et paradis op i 1913, og om lidt kommer det europæiske syndefald, men hvad er det så for nogle spændinger, der opstår? Det var det, der fik mig til at skrive. Det var ikke Zahrtmann som kunstner, men som figur, der interesserede mig.

– Zahrtmann var en virkelig god brevskriver. Nogle forfatter researcher først, og så skriver de, for mig var det sådan, at jeg først fik tidslinjen på plads, men har så kontinuerligt læst Zahrtmanns breve, mens jeg har skrevet under hele processen. Der er også flere sætninger i romanen, som er Zahrtmanns egne citater, siger forfatteren, som har bygget sin roman op med både sanselige scener og autentiske bilag med alt fra breve til uddrag af forhørsprotokoller under den store sædelighedsfejde, ligesom Zartmanns egne breve med tiden blev en del af romanens dna.

– Det er den måde, jeg har fastholdt tonen. Og jeg tror ikke romanen kunne være blevet så god, hvis ikke Zahrtmann var så god en brevskriver.

Blev som en gammel mand

Men skriveprocessen har trukket tænder ud, indrømmer forfatteren, som har haft perioder, hvor hun ikke kunne adskille hendes egne følelser fra oplevelsen af at være en 70-årig mand, der hele tiden ser livet flyve revy.

– Jeg var jo selv kun i slutningen af 20’erne, mens jeg skrev den, så det var jo tidligt at skulle trøste sig selv med, at man da havde haft et meget godt liv, småler forfatteren, som på den måde altså oplevede at smelte mere og mere sammen med sin romanfigur, som formentlig kæmpede med en på den tid forbudt homoseksualitet.

Hun glemmer aldrig en gang, hvor hun var til yogatime med alle mulige andre ”smækre københavnerkvinder i tætsiddende yogabukser”. For på et tidspunkt hen mod slutningen, hvor hun lå i en afslapningsstilling, blev hun overmandet af sorg over at være gammel og begære en ung krop og ikke kunne vise den kærlighed uden, at det blev overgrebsagtigt.

– Jeg var blevet en 70-årig mand! udbryder hun.

– Og jeg lå der på yogamåtten og blev overvældet over at føle, hvad jeg forestillede mig, at Zahrtmann må have følt, siger hun.

Længslen efter at skabe

Den vigtigste begærsform i romanen er dog begæret efter at skabe, forklarer hun.

– Nu har der været meget fokus på det homoseksuelle, som jeg faktisk har gjort mig meget umage med at undgå at omtale direkte, så muligheden hele tiden ligger der for, at det også kunne handle om et andet begær. Og det ved vi jo heller ikke, selvom jeg trods alt også antyder, hvad jeg har tænkt. Men romanens hovedomdrejningspunkt er længslen efter at skabe og at skabe et mesterværk. Det peger titlen i sig selv også på. Adam i paradiset er jo en reference til den kristne grundfortælling og Gud, der skaber Adam i paradiset før Eva og syndefaldet.

Her sætter Zahrtmann sig i virkeligheden i Guds sted som skaber. Han vil skabe det sublime, så spørgsmålet er, om Rakel Haslund-Gjerrild i virkeligheden ikke også har skabt romanportrættet af Zahrtmann i sit eget billede som en skabende sjæl?

– Det er klart, at jeg har haft mit eget følelsesliv på spil. Og hvilken lykke og ensomhed knytter sig til at hengive sig så inderligt til et projekt? Jeg har ønsket at skrive siden jeg var teenager, og bogen her repræsenterer også min egne overvejelser over, hvor langt man vil gå for at skabe det sublime, så man bliver den store mester, der former verden efter sit billede. Og det var det, jeg ville bruge Zahrtmanns figur til.

Ifølge forfatteren hænger Zahrtmanns triumf og tragedie sammen. Det er storhedens pris. Det er begæret, der får ham til at skabe vidunderligt, men det gør ham også ensom.

– Jeg tror, at jeg har skrevet en karakter frem, som henimod afslutningen af sit liv står med alt han har vundet og ikke fik. Og accepterer det. Det gør hverken lykken eller tragedien mindre. Jeg synes ikke, at det er et billede af en ulykkelig mand, der har levet hele sit liv med undertrykt homoseksuel længsel.

– Jeg har lavet et billede af en kunstner, der blev det, han ville. Han fik lov til at udtrykke sine visioner og blev anerkendt for det. Men så er der også sorgen. De to ting går hånd i hånd, og jeg synes ikke, at de nivellerer hinanden.

Det handler om at ville

Men kan du også som ung kvinde spejle dig i det?

– Jeg tror, at jeg trods alt har taget sorgerne lidt på forskud, ikke? siger hun og tier lidt.

– Men såvel som det kan blive konklusionen af ens liv, kan man jo også godt undervejs gøre status og sige, at meget har jeg, og meget har jeg ikke. Der er dage, jeg er lykkelig, og dage hvor jeg ikke er.

Hvis du vil give et råd til andre, der gerne vil skabe. Hvad skulle det så være?

– Jeg slår lige op i min samling af Zahrtmanns breve, for han har så mange råd. Og han sagde, at det ikke handler om talent, men om at ville.

Og det er der ifølge den bornholmskfødte forfatter en god portion sandhedsværdi i.

– Hvis man skal have succes, handler det nok også om held og netværk. Men jeg tror, at det grundlæggende er at sætte sig noget for. Selvfølgelig findes der talent, men meget kunst i dag handler også om at søge det opløsende og udfordrende.

Hvad vil du gerne have, at læserne tager med sig fra romanen?

– Jeg har lidt svært ved at sige, at det er det, folk skal få ud af min roman. Jeg har levet med den bog i 6-7 år. Der er meget af mit liv og Zahrtmanns liv i den. Og jeg synes også, at det bliver en bog, der bliver farvet af livet, fordi det bliver et ret fuldt portræt af et menneske, så man måske ser verden lidt klarere og ser, hvor dyb verden er og hvor meget spil, der er i farverne, fortæller den bornholmskfødte forfatter, som ellers undervejs godt kunne være i tvivl, om hvorvidt romanen var det hele værd.

– Jeg føler, at ”Adam i paradis” var en satsning, fortæller hun ærligt.

– I virkeligheden faldt bogen først på plads et par måneder, før den kom til korrektur. Der var også dage, hvor jeg græd mig igennem skrivningen. Og hvis den ikke var blevet til noget, så tror jeg også, at jeg havde fortrudt, at jeg brugte så lang tid på det, forklarer hun.

– Men nu hvor jeg møder så meget anerkendelse, så er det også med til at bekræfte, at det var det værd.

 

Blå bog

Rakel Haslund-Gjerrild. Født 1988. Har studeret kinesisk på Københavns Universitet. Debuterede i 2016 med novellesamlingen Øer. I 2020 udgav hun romanen ”Alle himlens fugle”. I den historiske roman ”Adam i Paradis” henter hun inspirationen fra den danske kunstmaler Kristian Zahrtmanns liv og tid. Det er hendes tredje skønlitterære bog, som udkom sidste år. Født og opvokset på Bornholm.