Poetisk nat i Østermarie

Poetisk nat i Østermarie
NOTITS | 21. AUG 2024 • 20:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
21. AUG 2024 • 20:00

Normalt er datoen fredag den 13. forbundet med uheld og ondskab, men i september benytter Kjøllergaard i Østermarie den til at byde på poesi midt i en mørk skov. Arrangementet hedder "Sort poesi" og byder på tre digtere, som på hver deres måde bearbejder mørket, natten og naturen.

De tre er den lokale forfatter Dennis Gade Kofod, digter og filmmanuskriptforfatter Caroline Storm samt digter og musiker Peter Kure fra bandet De Underjordiske.

Roald Bergmann fra Kjøllergaard fortæller, at man i sommer arrangerede en international litteraturfestival med så gode resultater, at det føles ganske naturligt at lave mere af den slags.

– Særligt når gæsterne efterspørger det, siger han i en pressemeddelelse.

Arrangementet vil både indeholde oplæsning, lidt musik, snak og mulighed for samtale med digterne. Det er støttet af Friluftsrådet og er både en del af Bornholms Kulturuge og Naturens Uge, som falder sammen i år.



FÅ ABONNEMENT