"Og så glæder jeg mig utrolig meget til kun at have ét sogn at koncentrere mig om. Det har været en fornøjelse at være præst i fire livlige og kulørte sogne, men jeg har også ofte længtes efter at have et mere ensartet fokus, sådan som jeg nu forhåbentlig får mulighed for”.
Langstrakt proces
På Bornholm har man de seneste uger kunnet læse, at det ikke er udlængsel alene, der fik Pernille Bolø til at søge væk. Præstegården i Ibsker er en af få tilbageværende præstegårde på Bornholm, som ikke har undergået en modernisering, og varme- og eludgifterne i en gammel, delvist uisoleret præstegård var ifølge Bolø høje, især om vinteren.
Den 19. januar fortalte den afgåede sognepræst i et interview med Kristeligt Dagblad, at hun allerede tilbage i 2022 forsøgte at få nedsat sit boligbidrag (leje, red.), hvilket krævede et besøg af stiftets vurderingsmænd. Disse kom i september 2023 – ti måneder efter Boløs henvendelse – og gav ved denne lejlighed et mundtligt tilsagn om ændring af boligbidraget. Derefter hørte Pernille Bolø ikke mere, og i november besluttede hun at søge væk fra Bornholm.
Historien har vakt genklang mange steder, blandt andet i Distriktsforeningen af menighedsråd på Bornholm og præsteforeningens boligudvalg. Også Pernille Boløs menighed reagerede voldsomt på nyheden om at deres populære sognepræst var på vej væk. Bolø forettede sin sidste gudstjeneste på Bornholm i en propfuld kirke i Svaneke den 21. januar.