Nu fjernes forræderens navn - og fire nye helte hyldes

Nu fjernes forræderens navn - og fire nye helte hyldes
Inden den 5. maj skulle der gerne stå syv navne på statuen, men ingen Karl Edvard Nielsen. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
KULTUR | Tirsdag 23. april 2024 • 05:30
KULTUR | Tirsdag 23. april 2024 • 05:30

Der er endelig givet tilladelse til, at Karl Edvard Nielsens navn fjernes fra Davidstatuen i Almindingen, og det sker inden den 5. maj.

Siden bornholmske Karl Edvard Nielsen i starten af september sidste år blev afsløret som landsforræder og nazist frem for den frihedskæmper, han er blevet hyldet som, har der været debat om Davidstatuen i Almindingen, som har navnet på fire frihedskæmpere indgraveret på en bronzeplade.

En af de fire er nemlig selvsamme Karl Edvard Nielsen.

Men nu er der godt nyt i sagaen om statuen, som både har været forbi Hjemmeværnet, Naturstyrelsen, museet og lokalarkivet, før det altså er lykkedes at finde en løsning.

TV 2/Bornholm skriver mandag, at den nye plade uden Karl Edvard Nielsens navn burde være klar inden kransenedlæggelsen den 5. maj.

Og det bekræfter museumsinspektør Jakob Seerup til Tidende.

– Ja, Søren Friese tog jo kontakt til museet og spurgte, om vi kunne hjælpe med at finde en løsning, der var fagligt i orden, og så tog vi kontakt til kunstnerens arvinger for at høre, om de var indforstået med, at man lavede mindre ændringer, og det var kunstnerens søn indforstået med, fortæller han.

Udover det navn, der åbenlyst skulle fjernes, så havde Foreningen Bornholm desuden et forslag om at man satte fire nye frihedskæmpere på statuen.

– Man har fundet ud af, at der er flere, der er relevante, så der bliver trukket en fra, og så bliver fire lagt til, så der bliver syv navne på statuen i alt.

Rasende dyrt

Det næste problem blev imidlertid, at Foreningen Bornholm indhentede et tilbud på en ny bronzeplade, for det kan nemlig ikke gå an, at fjerne navnet med hammer og mejsel som flere ellers har foreslået.

– Men det skulle støbes på, og det blev rasende dyrt, så det kunne slet ikke lade sig gøre, men så fandt vi en anden løsning, fortæller Jakob Seerup videre.

Løsningen, som han kalder meget heldig var nemlig at Danske Stenhuggerier tilbød at sponsorere en plade i Rønne-granit, hvor navne og årstal indgraveres med samme skrifttype som tidligere. Herefter sættes pladen ovenpå den gamle bronzeplade.

– Så får vi en pæn løsning, for man kan ikke begynde at hugge i det der. Det kan slet ikke lade sig gøre, forklarer han.

Den nye løsning er faldet i god jord hos både skovdistriktet, hjemmeværnet, Foreningen Bornholm og museet, og Danske Stenhuggerier mener, at de kan nå det før kransenedlæggelsen den 5. maj.

– Så alle er blevet hørt og alle er tilfredse. Det er rigtig fantastisk.


Inden den 5. maj skulle der gerne stå syv navne på statuen, men ingen Karl Edvard Nielsen. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller


En langstrakt affære

Sagen har efterhånden været en længere saga, men tiden er blevet brugt på at finde ud af, hvem det egentlig var, der havde muligheden for at sætte noget i gang, mener museumsinspektøren, som oplevede at løsningen kom ganske hurtigt, da sagen først kom i gang.

– Vi skulle finde ud af, hvem der skulle gøre hvad, og at Naturstyrelsen egentlig skulle gøre noget, som måske ikke var indenfor deres kompetence. Men det løste de jo så fint ved at tage kontakt til os, og så er alle ligesom blevet inddraget.

Kommer du til at drage et lettelsens suk?

– Jeg synes faktisk, at det har været en sjov sag at være med indover. Det er jo sådan noget, vi kan hjælpe med som museum, og det er noget af det spændende ved at være historiker. Man kan jo aldrig vide, om der dukker nogle spændende historier op om nogen af de andre navne.

– Det håber jeg ikke, at der gør, men så kender jeg nogen, der kan lave en stentavle.

Selvom det måske er lidt ukarakteristisk, at en historiker går ind og blander sig og laver om på mindetavler, så mener Jakob Seerup, at den prekære situation er løst meget elegant-

– I det her tilfælde er det jo klart, at hvis man i 1945 havde været klar over, hvordan det hang sammen, så var man jo aldrig kommet på at sætte hans navn på den statue, og i dag har vi formentlig et bedre overblik, end man havde på den tid.

Han glæder sig desuden over, at det giver lejlighed til at få endnu fire bornholmske modstandsfolk på listen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT