Nagga konner å brækta halsa

De seneste to uger har det handlet om ortoi (ordsprog og talemåder) om ‘kjælijner’. I dag er emnet et nært beslægtet, idet vi ser nærmere på ortoi om ‘konner’. Også disse er hentede fra Kantor Johansens store samling, som vi er i gang med at digitalisere ved Bornholmsk Ordbog.

Vi lægger ud med en håndfuld ortoi, der kredser om den gode ‘konna’ og hendes egenskaber:

• Go/galant konna står fosst opp å går sist i sæjnn.
• Sladder droknar for go konnes dör.
• Hajn hâr ’ed gott, dær hâr en kåjl konna i stâuan å en varm konna i sæjnnen.
• Nagg [arrig, vred] konna e toza, brâ konna hojller fâr te huza.
• Brâ konna vill fâr gjærna roza. Nagg konna, dær kuns ont vill gjimma, hojller allri fâr jimma.

I de to sidst anførte ortoi kontrasteres den gode og den knap så gode kones egenskaber. Den sidstnævnte kategori sættes der også fokus på i de to følgende ortoi:

• Skâuskrabber [sure skovæbler] e sura, nagga konner e surere.
• Ded e ont, når klokkan står å konn liggjer.

Flere af ortoien kredser om kvindens indvirkning på manden, fx de følgende tre:

• Hajn âgar gott lass i går, som brâ konna får.
• Konna e on å hâ, mæn varre å ujnnværa.
• Ung konna e gammajl majns dö.

Men manden kan naturligvis også have indflydelse på konens opførsel eller gemyt. Det hedder således:

• Slapper tapp/majn gjer nagg konna.
• Lækkerswølten konna drikker ønte gjærna sur milk/flødd [om den, der foretrækker andre mænd fremfor sin egen].

Mandens og konens indbyrdes opførsel er også temaet i de følgende tre ortoi:

• Ded e fanijn te spill, når majn ska gjorra, va konn vill.
• Nagg konna bâgar slaggu [slatten, slap] kâga, slaggu kâga gjer slapper tapp/majn.
• Dær e mænn én on konna te – å ded e min [siges i spøg, når konen i andres nærværelse ikke modsiger manden].

Undertiden kan det jo udvikle sig til en hel magkamp mellem mand og kone – hvem bestemmer egentlig? Også det har det righoldige materiale nogle bud på:

• Kâga kommer, når konna vill.
• Konn e pærmedikkelijn [pendulet] i huzed.
• De e konn, dær slår proppijn i flaskan dær te gårs.
• Sæjnnen e konnans/konns prækestol.
• “Som du vill, mijn jarta majn”, sâ konn, “mæn hær ska skaved livæl stå!”

Det fremhæves altså, at konen bestemmer. Det hedder dog også:

• Viss skorstenspivan röjer imod vijnnen, ska konn hâ lâu te å rå.

Det er forresten ikke kun forholdet mellem mand og kone, der tematiseres. Også forholdet mellem hustru og svigermor ytrer ortoien sig om:

• To konner i ét huz e som to katta om én muz.

Vi runder det hele af med en pose blandede bolsjer i form af en god håndfuld skæmtesprog:

• “Dær sjedde ønte nâd ver ded, jâ faide golled i awtes”, sâ konn, når hon tavte grödafâd.
• “De går nokk âuer ijænn”, sâ konn te majn, når hajn brækte bened.
• “De ska nokk gå”, sâ konn, hon fikkj et lided [nyfødt barn], dær kuns hadde ét ben.
• “De e mænn et jammerlit gjijlle, vår ijnned slås itu”, sâ konn, når majn storte å å brækte halsijn.
• “God bevâra mijn mujnn, jâ saier ijnned”, sâ konn, når hon hadde fortalt alt, va hon visste.
• “Ded e mæjnneskelit”, sâ konn, når koen hon va tjyragaln.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk