Musikalsk julekalender midt om sommeren
Fredag den 23. juli klokken 20 kan man lytte til domorganist fra Haderslev Domkirke Henrik Skærbæk-Jespersen, som spiller i Skt. Nikolai Kirke i Rønne. Foto: Berit Hvassum

MUSIK | BORNHOLM | GRATIS
21. JUL 2021 • 15:20
Af: Christina D. Gornitzka

Musikalsk julekalender midt om sommeren

Hvis man ikke vidste det bedre, så kunne man tro, at man var i gang med at åbne låger i en musikalsk julekalender: hver dag en ny musikalsk oplevelse i en ny musikalsk kontekst. Således ser verden nemlig ud de kommende dage på Bornholm. Fredag den 23. juli klokken 20 kan man nyde orgelvirtuosen Henrik Skærbæk-Jespersen, som til daglig er domorganist ved Haderslev Domkirke.

Mange Bornholmere har nydt hans virke enten som organist eller korleder for Haderslev Domkirkes Drengekor – og menigheden i Østermarie har ligefrem kunnet nyde ham på orgelbænken under en søndagsgudstjeneste. På fredag vil han helt sikkert udforske Skt. Nikolai Kirkes formidable orgel i alle hjørner og kanter. Lørdag den 24. juli repræsenterer John Mogensen Jam og tirsdag den 27. juli Johnny Madsen Tribute (begge gange klokken 20) på Pilen i Allinge de rytmiske låger i julekalenderen. Bornholm har nemlig plads til det hele.

Country-, folkemusik og klassiske sværvægtere

Søndag den 25. juli klokken 19.30 inviterer Svanekegården med Christian Hede til moderne skandinavisk country & folk. Sammen med Rune Kjeldsen (guitar) og Mads Folmer (trommer) vil han bortføre publikum i en ny verden af country- og folkemusikken, for genrerne er nemlig ikke synonym med "gammelt og støvet" – men lyslevende. Christian Hede følger op på traditionerne med helt nykomponeret musik – og det var der i 2020 jo rigelig tid til. Mandag den 26. juli klokken 20 byder Bornholms Musikfestival på en af Danmarks sværvægtere blandt de klassiske danske ensembler, når de fem unge træblæsere fra Carl Nielsen Kvintetten gæster Domen i Allinge. De er kendte for deres sprudlende energi og medrivende performance, således at en koncertoplevelse med dem fejer enhver træthed mandag aften af bordet og giver energi for resten af arbejdsugen.

Jazz, filharmoni og spansk temperament

Runden blandt de musikalske julelåger og genrer når også jazzmusikken, når Mads Mathias Quartet gæster Svanekegården onsdag en 28. juli klokken 19.30. Sammen med pianisten Henrik Gunde, guitaristen Pelle von Bülow og bassisten Morten Ankerfelt er der lagt op til ung jazz i bedste Nat King Cole og Sinatra stil. Torsdag den 29. juli klokken 20 vil musikerne fra det tyske orkester Kammerphilharmonie Europa nyde den gode akustik i Østermarie Kirke, når Bornholms Musikfestival atter inviterer til store musikalske oplevelser. Ensemblet, som i sin fulde størrelse tæller 60 hoveder og repræsenterer 18 europæiske nationer, påmønstrer trompetisten Cyrill Gussaroff og violinisten Michael Kibardin som solister.

Programmet er et udpluk af de europæiske musiktraditioner, når de er bedst, og programmets komponister genspejler med tyske Bach, italienske Vivaldi, franske Fauré, danske Nielsen, østrigske Hummel og engelske Elgar vores multikulturelle europæiske samfund – Brexit eller ej. Sidst men ikke mindst er der fokus på det spanske temperament, når Gypsy Guitar Duo Kristoffer Grønbech og Claudi Mogensen fredag den 30. juli klokken 20 leverer akustisk musik med inspiration hentet fra Paco De Lucia, Al Di Meola, John McLaughlin og Django Reinhardt, tilsat egne kompositioner og improvisationer på det lille hyggelige Fabers Café i Allinge. Set fra et helikopterperspektiv er det skam ret utroligt, hvad sådan en ø i Østersøen kan byde på sådan en ganske almindelig sommer i 2021.

 

Musikkalender

Fredag 23. juli klokken 20:

Sommerkoncert i Skt. Nikolai Kirke: Orgelkoncert med domorganist Henrik Skærbæk-Jespersen (Haderslev). Arrangør: Skt. Nikolai Kirkes menighedsråd. Entré. Børn ifølge med voksne gratis.

 

Fredag 23. juli klokken 20:

Munch og Broderskabet Gasolin /Larsen Jam på Pilen, Pilegade 8, Allinge. Arrangør: Pilen. Entré.

 

Lørdag 24. juli klokken 2

John Mogensen Jam på Pilen, Pilegade 8, Allinge. Arrangør: Pilen. Entré.

 

Søndag 25. juli klokken 19.30

Christian Hede – skandinavisk country & folk noir på Svanekegården. Dørene åbnes klokken 18.45. Arrangør: Svanekegården. Entré.

 

Mandag 26. juli klokken 20:

Bornholms Musikfestival i Domen i Allinge. Blæserkvintetten Carl Nielsen Kvintet spiller værker af Beethoven, Liszt, Widmann og Schumann. Arrangør: Bornholms Musikfestival. Entré. Unge under 25 gratis.

 

Tirsdag 27. juli klokken 20:

Johnny Madsen Tribute, Pilegade 8, Allinge. Arrangør: Pilen. Entré.

 

Onsdag 28. juli klokken 19.30:

Jazz med Mads Mathias Quartet på Svanekegården. Dørene åbnes kl. 18.45. Arrangør: Svanekegården. Entré.

 

Torsdag 29. juli klokken 20:

Bornholms Musikfestival i Østermarie Kirke. Kammerphilharmonie Europa spiller værker af Vivaldi, Hummel, Elgar, Bach, Fauré og Nielsen. Arrangør: Bornholms Musikfestival. Entré. Unge under 25 gratis.

 

Fredg 30. juli klokken 19:

Den røde tråd. Shu-bi-dua og Kim larsen kopi band på Kabyssen, Vesthavnsvej 30, Hasle Havn. Arrangør: Kabyssen. Entré.

 

Fredag 30. juli klokken 20:

Rock/Pop: Bomles Venner Bamse Jam, Pilegade 8, Allinge. Arrangør: Pilen. Entré.

 

Fredag 30. juli klokken 20:

Spansk Gypsy Guitar Duo Kristoffer Grønbech og Claudi Mogensen. Akustisk musik med inspiration hentet fra Paco De Lucia, Al Di Meola, John McLaughlin og Django Reinhardt, tilsat egne kompositioner og improvisation på Fabers Café, Kirkestræde 1, Allinge. Entré.



Rubrikannoncer

Med flere tusinde besøgende hver dag, vil din rubrikannonce her være et godt sted at få dit budskab ud.


Indryk rubrikannonce

Flere nyheder