Museets fremtidssikring sker desuden med bevillinger på tre millioner kroner fra Augustinus Fonden, to millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt 500.000 kroner fra Knud Højgaards Fond.
– Vi er fondene megen tak skyldig, fordi vi nu både kan nyindrette og skabe tidssvarende faciliteter for publikum, men også bliver i stand til at føre flere af rummene tilbage til deres oprindelighed. Det er målet at sætte i stand med respekt for husets sjæl, og det har vi nu lykkeligvis midler til, siger bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen i pressemeddelelsen.
Oluf Høsts liv i Gudhjem og hans værker er nærmest uadskillelige, og derfor har det været afgørende for restaureringsarkitekt Jørgen Overbyes Tegnestue at tage vare på husets historie og autenticitet ved at sikre sammenhængen mellem malerens værker og hjem.
– Vi kan med bevillingerne give nyt liv til Bornholms kunstneriske arv og genskabe et unikt miljø midt i Gudhjem, som var Oluf Høsts et og alt, siger Lars Nørby Johansen.