Medlem af Etisk Råd: Folkekirken er det mest demokratiske, vi har

Folkekirken giver sammenhængskraft i en tid, hvor polariseringen har medvind, siger Morten Bangsgaard fra Etisk Råd.

Den grundlovsgivende forsamling i 1848-49, herunder N.F.S. Grundtvig og D.G. Monrad, indførte religionsfrihed i Danmark, og flyttede kirken fra staten til folket.

Det var klogt gjort, siger Morten Bangsgaard, der er medlem af Etisk Råd.

– Det var en fremtidssynet og på mange måder fremtidssikret folkekirkemodel, man lavede der, for det viser sig jo i dag, at den rummelighed, som blev lagt til grund for folkekirken, giver mulighed for at rumme meget forskellige teologiske holdninger, siger han.

Den debat, der fulgte efter søndagens begivenheder i Hedensted, viser ifølge Morten Bangsgaard, at folkekirkens rummelighed faktisk kan modstå presset og kan være ægte mangfoldig.

Det var i Hedensted, at en ung præst blev indsat i søndags, mens demonstranterne udenfor kirkens mure prosterede mod en diskriminerende folkekirke. Præsten havde forinden stået frem og erklæret, at han ikke vier homoseksuelle.

Morten Bangsgaard mener imidlertid, at de der kræver, at folkekirkens præster skal tvinges til at vie homoseksuelle eller fraskilte, ikke har sat sig ordenligt ind i historien.

– Sagen fra Hedensted viser med al ønskelig tydelighed, at der findes en manglende forståelse for de grundlæggende frihedsrettigheder, som Grundloven giver. Ånds- og religionsfrihed er jo en grundlovssikret ret i Danmark, siger han.

En grundlovssikret ret

Der har været uenighed om folkekirken siden dens fødsel, siger Morten Bangsgaard.

Grundtvig havde en stærk frihedsorientering og krævede på et tidspunkt, at hans største modstandere, professor H.N. Clausen fra Københavns Universitet, blev smidt ud af statskirken i 1830'erne. Grundtvig indså dog med årene, at det var vigtigere, at hans og hans modstanders synspunkter kunne rummes indenfor samme kirke.

Morten Bangsgaards ekspertise ligger i etiske problemstillinger vedrørende livets afslutning og spændingsfeltet mellem menneske og teknologi. Men han har kendskab til de konservative præster, og vurderer, at de mest konservative af de konservative udgør en lille del af den danske folkekirke.

– Det drejer sig om et lillebitte mindretal, men de er der. Især i de lommer, hvor eksempelvis missionen har fyldt mere, herunder på Bornholm, i Vestjylland og Midtjylland, hvor Hedensted ligger.

Morten Bangsgaard mener, at LGBT+-bevægelsens repræsentanter tager fejl, når de betegner en vielse i folkekirken som en statslig serviceydelse.

– Det er det ikke. Man skal på den ene side være medlem, og på den anden side, for præstens vedkommende, kan der være tale om et samvittighedsspørgsmål. Her må man tage stillling efter sin samvittighed på linje med læger, der ikke ønsker at medvirke til udførelse af abort, siger Morten Bangsgaard.

Den største forening i Danmark

Det har siden 1903 været de lokale menighedsråd, der vælger deres præster. Morten Bangsgaard beskriver udvælgelsen af præster som et af de bedste eksempler på dansk nærdemokrati. For selv om det er kirken, der ansætter, så er det den lokale menighed, der vælger præsten ved afgivelse af stemmer.

– Det er en af de mest demokratiske ansættelsesformer,, vi overhovedet har i Danmark. Det er et lokalt valgt menighedsråd, der kalder præsten, som det så smukt hedder. Det ligger i den lutherske ånd, vi har demokrati fra neden.

Bryder man sig ikke om den lokale sognepræst, kan man løse sognebånd og skifte til et sogn med en præst, man gerne vil have.

En opsplitning af folkekirken i frikirker vil ifølge Morten Bangsgaard være en dårlig løsning.

– Dels vil man give køb på noget, der er fuldstændig centralt i vores nuværende religionsmodel, nemlig rummeligheden i folkekirken. Det faktum at den nuværende folkekirkemodel står på skuldrene af tusind års religionspraksis, der gør den til noget helt særligt. Det er på sin vis den største forening i Danmark, hvor tre ud af fire er med.

Det er efter Morten Bangsgaards mening en farlig tendens, hvis man får skabt en samfundsdebat, som er så snæversynet, at frisindet bliver ofret på alteret.

– Dels giver folkekirken, i en tid hvor polariseringen har medvind, en særlig sammenhængskraft – uanset hvor meget eller lidt man tror, og hvordan man læser biblens bogstaver. Dels er frisind intet værd, hvis det kun gælder blandt ligesindede. Frisind er også retten til at mene noget forskelligt og acceptere, at forskellige synspunkter findes. Der skal kunne sættes lighedstegn mellem mangfoldighed og frisind.

 

Valgret for kvinder

Kvinder fik tildelt valgret til menighedsrådene i 1903 ud fra et tilhørsforhold til et kristent fællesskab. Det blev springbrættet til den fulde politiske valgret med grundlovsændringen i 1915.