Løver, lys og Poul Pavas stol

Løver, lys og Poul Pavas stol
KULTUR | Lørdag 12. oktober 2024 • 15:30
Tommy Kaas
Redaktør
KULTUR | Lørdag 12. oktober 2024 • 15:30

Vi kigger på spændende salg fra danske og internationale auktionshuse, hvor emner med bornholmsk relation er under hammeren.

Den svenske keramiker Astrid Anderbergs (1927–2010) forunderlige dyreskulpturer vækker glæde rundt omkring – også i mange bornholmske hjem, da hun bosatte sig her i begyndelsen af 70'erne og boede her frem til sin død. I hjemlandet Sverige sættes der også pris på Astrid Anderbergs kunst, og da Stockholms Auktionsverk forleden solgte denne stentøjsvase med løvefigurer, blev den budt op i fine 2.800 danske kroner.



Axel Munch (1918-1974), der var født i Gudhjem og boede her hele sit liv, har på herlig vis skildret lysindfaldet i en døråbning på et billede fra 1957, som Bruun Rasmussen har fået til salg. Hammeren falder næste tirsdag, og maleriet, der måler 80 gange 100 centimeter, ventes at indbringe op mod 25.000 kroner. Billedet er ét blandt fire af den efterspurgte gudhjemmaler, der sælges samme aften hos auktionshuset i Lyngby.

 

 


Vi kender bedst Edgar Funch (1915-1995) for hans skulpturer i granit. Funch var født på Bornholm og blev uddannet stenhugger her – billedhuggeriet lærte han sig selv. Hér har han skildret en skulptur i oliekridt på papir – et værk, som Bruun Rasmussen sælger på tirsdag med en vurdering på 1.500 kroner. Buddene startede på det halve.

 

 



Holger Drachmanns (1846-1908) "Under Bornholms Storm” er malet i 1871. Det er et mindre oliemaleri på 24 gange 40,5 centimeter og til salg hos Bruun Rasmussen med en vurdering på 12.000-15.000 kroner. Der er hammerslag mandag aften.

 

 

En bemalet stol af den nulevende kunstner Poul Pava (f. 1967) sælges hos Bruun Rasmussen. Stolen er rødmalet, og sædet er dekoreret med en af kunstnerens velkendte figurer. Vurderingen er sat til 2.000-3.000 kroner, og der er i skrivende stund endnu ikke lagt nogen bud. Hammeren falder på tirsdag.

 

 


Den berømte danske billedhugger Adam Fischer (1888-1968) var også forbi keramikdynastiet L. Hjorth i Rønne i midten af 1900-tallet, hvor det blandt andet blev til en række kvindefigurer, der blev produceret i flere eksemplarer. En af dem – en 15 centimeter høj kvinde med blomster i uglaseret stentøj – sælges hos Stockholms Auktionsverk i næste uge.

 



FÅ ABONNEMENT