Landet for længe siden

Et kig på det bornholmske landskabs historie fra sandsten til dinosaurer.

I geologisk henseende hører den bornholmske syd- og vestkyst ikke med til klippeøen Bornholm.

Det bornholmske grundfjeld blev dannet for 1,7 milliarder år siden under høje foldebjergkæder, der opstod da to af jordskorpens plader stødte sammen. Gennem millioner af år blev bjergene nedbrudt. For 600 millioner år siden nåede denne nedbrydning ned til granitten, bjergkædens dybe rødder. Derfor kalder man granit for grundfjeld.

Det nedbrudte materiale

Sand og grus fra bjergene blev for 600 millioner år siden aflejret i et ørkenlandskab og hærdet som Nexø-sandsten.

Da havet 500 millioner år siden nærmere sig kysten, blev sandet til Balka-sandsten, der var aflejret langs en kyst med tidevand og bølgeslags riller. De næste 150 millioner år var området helt dækket af havet. På de forskellige dybder og miljøet kan man se sydbornholmske sandsten, kalksten og skifre, ofte med fossiler af datidens dyreliv.

En ældre sten med teksten De Forenede Granitbrud A/S

Der var bulder og brag

For 400 millioner år siden stødte det nordamerikanske kontinent sammen med Europa.

Dermed opstod en ny bjergkæde, hvor de europæiske dele er Norge, Skotland, England og Irland. Samtidig hævedes Nordeuropa, og Bornholm blev en del af det nordskandinaviske fastland.

Måske skyldes øens firkantede udseende uden fjorde denne periode. Geologisk kaldes Bornholm en horst, et stykke af jordens skorpe, der langs dybe sprækker er hævet op over havets overflade.

Synlige bornholmske brudzoner

Klipperne er synlige fra Hasle i nord og tværs over øen til Nexø.

Det højtliggende landskabs møde med det lavere Sydbornholm kan ses på en lang række brudzoner. Ved Hasle er der Duebjerg ved Simblegårdsvej. Snorrebakken ved Rønne, Aakirkeby har Klintebakken og Egeby nord for Pedersker. Slamrebjergsvej ved Nexø er et typisk eksempel på et højtliggende områdes møde med det lave Sydbornholm.

Nord for Nexø fører Slamrebjergsvej op over brudzonen. Under ”bjerget” ses det flade Sydbornholm

Landet for længe siden

Når man kører fra Rønne til Almindingen, går landevejen stejlt opad til 80 meter over havets overflade.

Denne stigning op ad bjerget er årsag til navnet Snorrebakken. Hjulene på hestevognene ”snurrede” hurtigere ned mod Rønne end op. Mod højre ses Rabækkesøen, en tidligere lergrav til Rabækkeværket. I dag fører en smuk og leret sti rundt om søen.

Porcelænsgård

På den modsatte side af landevejen ligger Porcelænsgård.

Et navn der skyldes den Kgl. Porcelæns Fabrik, grundlagt i 1775. Dengang var Importeret kinesisk porcelæn, kaldet ”China”, meget populært. Den danske konge mente, det kunne laves billigere i i Danmark, hvis man havde råvaren. I året 1801 opdagede man forekomsten af hvidt porcelænsler, kaolin, udenfor Rønne, hvorefter den Kgl. Porcelænsfabrik købte gården med tilhørende områder og kaldte den Porcelænsgård.

Navnet Porcelænsgård skyldes den Kgl. Porcelænsfabrik

Hvad er kaolin

Det er forvitrede mineraler fra granit, der er nedbrudt til ler.

På grund af de tropiske forhold med fugtig varme for 200 millioner år siden, blev det omskabt til hvid kaolin. Desværre var den bornholmske kaolin uren, man ophørte i 1888 med at bruge den. Den Kgl. Porcelænsfabrik fortsatte i København, nu med en renere norsk kaolin.

Lang tid efter brugte man kaolinen som hvid cement og gulvklinker. I dag er de tidligere kaolingrave smukke søer omgivet af stier med navnet ”Den Grønne Ring”.

To store stenbrud

På toppen af bakken vil en mindre vej mod højre føre frem til Knuds Kirke.

Følger man vejen rundt om kirken, vil den ende på en parkeringsplads med en flot udsigt over et stort stenbrud. Fra kanten af stenbruddet er der 125 meter ned til bunden af stenbrudssøen. Omkring 50 meter under havets overflade. Da granitten var bjergets nederste dele, står man således og skuer ud over magmakammeret.

Stenbruddet kaldes Stubbeløkken efter en tidligere kreaturløkke. Stenbrudsdriften begyndte i 1833 af driftige borgere fra Rønne. Efter 1873 kaldet for ”De Forenede Granitbrud og Stenhuggerier”.

Fra 1841 hed firmaet ”A/S Rønne Granitværk” og igen senere ændret til Superfoss – Damman – Luxol og NCC. Der kaldes stenbruddet for NCC Roads Bornholm, da den knuste granit bruges til skærver i asfalt på danske og udenlandske landeveje. Rønne Havns nye molesikring er sket med sten herfra.

Klippeløkke stenbrud

På landevejens modsatte side køres mod Rønne, derefter fører Almegårdsvej mod højre, og 200 meter efter er der en fin udsigt over det aktive stenbrud Klippeløkken.

Det blev grundlagt i 1816 og er øens ældste stenbrud. Dengang til store bygninger som Rådhuset i København, samt kantsten og brosten. Rønne-granit er næsten helt sort. Det skyldes, at mineralerne af feldspat er klare. I dag bruges den mest til gravsten, facadesten og elementer til køkkener. Amaliehaven ved Amalienborg er lavet af granit herfra. Klippeløkken udlejes til TR Granit – Zurface. Efter sprængning i store blokke bliver den transporteret til finere forarbejdning på Rabækkeværket.

Derefter køres retur til Rønne. Stop ved busholdepladsen og kig ned mod Rønne. Der ligger øens største by på en lav slette med sine huse, siloer, kirketårne og andet.

Klippeløkken Stenbrud er øens ældste stenbrud

Dinosaurernes tumleplads

For 200 millioner år siden var der på samme sted store søer og lerede områder med træer, der lignede bregner og padderokker, men var 20 meter høje.

Mod det åbne hav var der laguner med hvide klitter ud mod kysten. I havet levede der hajer og svaneøgler med lange og korte halse, der rager op over vandet.

Fra bjergene blev der af floder ført store mængder af ler, der efterhånden dækkede mange rådne træer – der af vægten fra mere ler blev til kul.

Fundne fodspor af dinosaurer fra det samme område. Ses på Natur Bornholm

Store guldsmed og store dinosaurer 

I søerne levede der krokodiller og skildpadder. Over dem svævede store guldsmede på jagt.

De lignede vore dages guldsmede, dengang med vingefang på en meter. På grund af luftens høje indhold af ilt var fortidens øgler store, over de 20 meter høje træer stak der flere hoveder op fra de planteædende dinosaurer.

Det var de store langhalsede saropoder. Nogle af dem var 40 meter lange og vejede 100 tons. De fire stolpeformede ben gik langsomt med små skridt. Deres fodaftryk havde en længde på 70 cm.

Her var også rovgriske dinosaurer, farlige løbere med to små forben og to store bagben med tre tæer. Fodaftryk fra flere arter rovdinosaurer er fundet. Dinosaurerne levede på jorden indtil for 80 millioner år siden.

Man ved ikke om de uddøde på grund af klimaskifte, masseudbrud af vulkaner eller en meteor fra det ydre rum. Under alle omstændigheder uddøde 65 procent af alle jordens levende væsner. Inden det skete, havde nogle arter af dinosaurer udviklet fjer og vinger. De flyvende øgler blev millioner år efter til vore dages fugle.

Næste uge fortælles der om muslingers masse død i Robbedale og skarvers natlogi.