Læzebælla på kjærkestæjn

Vi befinder os som bekendt midt i konfirmationstiden, og meget passende skal det i dag handle om bornholmske ord relaterede til konfirmationen.

Hvis vi ser på selve ordet “konfirmation” og det tilsvarende udsagnsord “konfirmere”, så kendes de i en hel del udtalevarianter på bornholmsk.

At konfirmere kan således hedde såvel ‘komformera’ som ‘komfermera’, ‘komfremera’, ‘komfrumera’ og ‘komfrømera’, og på tilsvarende vis kan man tale om såvel ‘komformasion’ som ‘komfremasion’, ‘komfrumasion’ og ‘komfrømasion’. Den slags udtalevariation er i øvrigt meget almindelig i den slags fremmedord, som har været vanskelige at gennemskue for den almindelige bornholmske sprogbruger i hine tider.

At konfirmere kan også bruges overført om at give svar på tiltale, fx når man siger: ‘Jâ komfrømerd’ijn ijænn’, eller om at ordne og lignende, fx når man siger: ‘Jâ ska komformera dai!’

Det at blive konfirmeret kan kaldes ‘å stå te komformasion’, fx når man siger: ‘de va ded åred, jâ sto te komformasion’ (blev konfirmeret).

Når man talte om konfirmationsforberedelse og lignende, brugte man imidlertid tidligere oftest ikke selve ordet “konfirmation”, men i stedet udsagnsordet ‘læza’ (altså “læse”) og ord sammensatte hermed.

Når man talte om ‘å læza’, refererede det således oftest til selve konfirmationsforberedelsen, særlig i forbindelsen ‘gå å læza’. Espersen illustrerer sprogbrugen med følgende eksempel: ‘Hon e mænn pibel inu, for hon hâr ønte gåd å læst’ (er altså endnu ikke blevet konfirmeret).

Konfirmanderne kaldte man meget passende for ‘læzebælla’ eller ‘læzehorra’ og ‘læzepibla’, hvis man skulle specificere deres køn.

Når konfirmanderne indbyrdes skulle omtale hinanden, altså dem, de gik til konfirmationsforberedelse med, så kunne de bruge ordet ‘læzekommerât’ eller ‘præstakommerât’.

For at kunne gå til komfirmationsforberedelse skulle man naturligvis have den rette alder, man skulle være ‘læzegammajl(er)’ – var man en dreng, var man ‘læzegammajl(er)’, mens en pige var ‘læzegammel’ (man kunne fx sige: ‘Hon e snârt læzegammel’). Et andet ord for det samme var ‘læzestor’, og endelig kunne man også tale om at være ‘læzedøktier’ (eller ‘læzedoktier’).

Når præsten skulle overhøre konfirmanderne, måtte de stille til katekisation på kirkegulvet på gangen mellem stolestaderne. Det kaldtes for ‘å læza på kjærkestæjn’.

Det har ganske givet været ved en sådan lejlighed, at en præst ifølge en kendt bornholmsk anekdote spurgte ‘ejn læzehorra’ om årets tre store kirkelige højtider (jul, påske og pinse). Han fik imidlertid ikke det ventede eller ønskede svar. Anekdoten lyder sådan:

Ejngång a præstijn skujlle præwa om læzebællana kujnne dorra laisa, spore hajn ejn horra, om hajn kujnne næwna di tre storste hællidâna. “Ju ded kajn jâ ræjtinokk”, swârde horrijn, “for ded e ju fâstelansmanda, sântansawtan å dyrskuedâjn!” Da skulle den arme dreng nemlig ikke arbejde!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk