Kvinden bag Krimi-Klubben: 'Jeg kunne sige hund, før jeg kunne sige mor'

Ny krimi tager udgangspunkt i en hundeudstilling på Bornholm, hvor historien også udspiller sig over en hektisk, blodig, sjov og spændende weekend.

"De tilskuere, der sad lige ud for vinderpodiet, kunne se, hvordan blodet nærmest boblede op og strømmede ud af mandens brystkasse med sådan en kraft, at hans hvide skjorte i løbet af blot et par sekunder var farvet rød af blod".

Ja uha, så er vi da ligesom i gang, og denne sætning står vel at mærke skrevet allerede på allerførste side i "Hundedamernes Krimi-Klub", hvor en række personer med tilknytning til hundeverdenen pludselig findes myrdet.

Det er en helt ny bog skrevet af Anne Egede, som foregår lige her på Bornholm og tager udgangspunkt i den årlige hundeudstilling, som "Dansk Hundesportsforening" årligt afvikler.

Hun har tidligere skrevet en del bøger og også en krimi, "Dyrlæger dør ved daggry", hvor hun brugte det miljø, hun færdedes i, da hun læste til dyrlæge, men aktuelt har hun altså taget et vovet spring til Bornholm og hundeverdenen, som hun gennem mange år er færdedes i.

Hvorfor så det?

– Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at bogen skulle foregå på Bornholm, siger hun.

– For det er et anderledes og sjovt miljø, øen er smuk, og der er en anden stemning. Jeg synes, det er den helt ideelle kulisse til det, og hundeudstillingen, som Dansk Kennel Klub holder på Bornholm, er i hundekredse årets hyggeligste. Det er den udstilling, alle glæder sig til, så folk tager ferie og er der en uge før eller en uge efter, hvor de virkelig kan nyde øen. De samme udstillere følges ad, leger sommerhuse sammen og så videre. Der er mange traditioner forbundet med det, og jeg var ikke tvivl om, at skulle jeg skrive noget ud fra en hundeudstilling, var det kun Bornholm, der kunne komme på tale.

Mens vi her kan konstatere, at det fremgår, at Dansk Hundesportsforening fra bogen er en selvopfundet forening og en slags synonym for Dansk Kennel Klub, skal vi også lige citere endnu en røst:

– Vovvov! Væf-vuf ...

Det er en af forfatterens mange hunde, der giver sit besyv med i baggrunden af telefonsamtalen. Det viser sig at være den bayerske bjergschweisshund Ellen, som tilhører en jagtrace, som man bruger til at eftersøge påkørt eller anskudt vildt. Forfatteren har også aktuelt blandt andet en labrador, en gravhund og en cockerspaniel.

Oplagt

Anne Egede har ikke som sådan nogen relation til Bornholm, men har ligesom så mange andre blandt andet været turist på øen.

– Og der er jo det ved Bornholm, at har man først været der én gang, så er man nødt til at vende tilbage, for det er så charmerende et sted, siger hun.

Dertil har hun i årevis selv udstillet hunde – endog også hunde, der vinder rigtig mange priser – hvorfor det har været oplagt at deltage i kennelklubbens udstillinger på Rønne Stadion Nord.

Hvor kommer din egen interesse for hunde fra?

– Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har bare altid være vild med hunde. Min mor påstår, at jeg kunne sige "hund", før jeg kunne sige "mor", og jeg har også haft hunde i hele mit liv, ligesom alt, jeg har beskæftiget mig med, har relateret sig til hunde, og sådan er det stadig. Siden jeg var 20 år, har jeg konstant haft mellem 10 og 15 hunde, siger Anne Egede, som da også bor på en stor landejendom på det sydlige Sjælland.

Hun pointerer dog i forhold til sin krimi, at nok tager den afsæt i noget med hunde og den omtalte hundeudstilling, men den rummer rigtig mange andre aspekter.

– Den kommer vidt omkring, der er meget andet i den lige fra storpolitik og til særlige karakteristiske steder på Bornholm, hvor eksempelvis bisonreservatet spiller en væsentlig rolle i handlingen, siger hun.

Og rent faktisk er Krølle Bølle ikke blot nævnt i bogen, men spiller en væsentlig rolle i opklaringen.

– I det hele taget er handlingen vigtig i de krimier, jeg skriver. Der skal ske noget. Folk er i vore dage blevet vant til, at tingene går hurtigt, så de gammeldags krimier, hvor det nok var butleren, der begik mordet i biblioteket med en brevåbner af sølv, tror jeg ikke, folk i vore dage har tålmodighed til.

Der skal action til?

– Ja, og jeg snyder nok lidt på den måde, at i både den nye krimi og den tidligere lader jeg handlingen foregå over et relativt kort tidsrum, her en weekend. Det betyder, at du ikke behøver lade dine personer udvikle sig så meget. Det gør jeg bevidst, fordi jeg egentlig er ved at være lidt træt af de der krimier, hvor hovedpersonen helst skal være dranker og fraskilt med en traumatisk historie og nogle børn, der bliver forsømt og så videre. Det er, som om det på en eller anden måde skal legitimere fortællingen og gøre krimien til en såkaldt rigtig bog med dybe problematikker.

– Men i forhold til de traditionelle krimier om Sherlock Holmes og så videre var der ingen, der tog stilling til, om det var fint eller ej, det var spænding for spændingens skyld. Senere skulle der så en masse sociale problemer ind for at gøre det fint, men det har jeg valgt at gøre op med. Sådan er det ikke i mine bøger.

De er plotdrevne?

– Ja, det er de nemlig. Og dertil vil jeg gerne have, at det også bliver sjovt og lidt uhøjtideligt. Man må gerne grine, når man læser en krimi, siger Anne Egede.

Spøgelseshistorien

Hvordan skaber du plottet?

– Jeg ved faktisk altid, hvad jeg skal ende med. Jeg kender gerne den sidste linje i krimien – og så skal jeg bare lige skrive 500 sider for at nå frem til den.

Er det Jussi Adler-Olsen, der også har fortalt, at han bruger den teknik?

– Ja, præcis, det har han fortalt om. Han ved gerne, hvordan hans bøger slutter på forhånd. Og jeg synes også, det fungerer, fordi du hele tiden ved, hvor du er på vej hen, mens du skriver. Til gengæld laver jeg ikke de store synopser over handlingen. Ikke for at lyde særlig kunstneragtig, men der sker ofte det, når man er kommet ind i arbejdet med bogen, at personerne tager lidt over og begynder at gøre nogle ting, der kommer bag på dig som forfatter, men som lige præcis passer til dem. Det oplever jeg hver gang, jeg skriver noget.

Og at personerne på den måde præsenterer sig som selvstændige individer, gør det næppe lettere at slippe dem:

– Når du er færdig med manuskriptet, sidder du tilbage i et vakuum og tænker: "Åh nej, de har forladt mig!", siger forfatteren.

– Hvis du har beskæftiget dig med dem i et halvt år, får du følelsen af pludselig at sidde tilbage helt alene. Man er glad for at være færdig med bogen, men bliver også lidt forstemt, fordi de personer, du har hygget dig med i flere måneder, pludselig bare er smuttet afsted.

Ja, smuttet, som var de spøgelser, der vaporiserer og forsvinder op i den tynde luft.

Apropos spøgelser, så rummer krimien da også en vaskeægte spøgelseshistorie, som faktisk er inspireret af Bornholm.

– Som jeg synes har noget mystisk og spændende over sig, forklarer Anne Egede om sit forhold til øen og fortsætter:

– Jeg er også meget begejstret for den bornholmske maler Oluf Høst, og han har været en del af inspirationen til den spøgelseshistorie, som indgår i bogen.

Anne Egede: "Hundedamernes Krimi-Klub" (Forlaget Bellis, krimi, 536 sider, er på gaden).

Bogens forside

Et røgeri og et offer forgår i flammer

Tidende bringer her et uddrag fra kapitel 4 i "Hundedamernes Krimi-Klub".

Veninderne Kath, Herdis og Katrine – og deres hunde – er fredag morgen ankommet til Bornholm for at deltage i weekendens store hundeudstilling i Rønne. Fredagen forventer de at bruge på sightseeing på øen.

De lægger ud med en guidet rundtur på et røgeri på havnen, en rundtur, der udvikler sig ganske anderledes end forventet:

Hatten.

Næppe havde Kath og Katrine erkendt hvad den anderledes lugt i røgeriet skyldtes før de fik øje på hatten.

Den mærkelige sombreroagtige hat, som de sidst havde set på hovedet af Gorm Nygaard.

Den besynderlige stråhat lå på gulvet midt i rummet. Som om den var blevet smidt eller måske tabt.

Katrine drejede prompte om på hælen, og stormede tilbage til glidedøren ud til restauranten. Hun skubbede døren op med så meget kraft, at det gav et brag da den røg tilbage. Da var Katrine dog allerede halvvejs gennem restauranten på vej udenfor.

"Stop ovnene. Nu. Få åbnet ovnene" råbte Kath, og løb selv hen til den nærmeste ovn.

Hun var tæt på at brænde hænderne, men nåede i sidste øjeblik at stoppe bevægelsen, da hun mærkede heden fra ovnen.

Så stod guiden ved siden af hende. Han lagde hænderne på hendes skuldre, og begyndte at snakke om, at hun ikke måtte røre ovnene, og at det kunne være farligt.

Kath hørte ikke rigtig efter. Hun vred sine skuldre ud af hans greb, og vendte sig mod ham.

"Der er en person, et menneske, inde i en af ovnene. Stop dem, luk dem op. Nu."

Guiden, som arbejdede på røgeriet til hverdag, så tøvende på Kath. Kiggede sig lidt omkring, som for at få opbakning fra nogen. Den kom ikke. De forsamlede var fuldstændig stille. Ingen rørte sig.

Ovnene – 8 stykker af dem – stod side om side, og udgjorde en stor del af væggen i rummets ene side. Hver ovn blev lukket med to solide metallåger med en låsemekanisme, hvor man skulle løfte op i en stang, der forbandt to håndtag. Reelt løftede man to håndtag med et greb.

Røgeriets mand tøvede lidt, så greb han et par store handsker og trak på.

"Du må gøre et eller andet" råbte Kath igen. Og endelig skete der noget.

Allerede da den første ovn blev åbnet gik det op for Kath, at det ville være håbløst at åbne alle otte ovne. Massive mængder af røg væltede ud i rummet.

I løbet af få sekunder var rummet fyldt med røg, der fik folk til at hoste og gispe, og gjorde det umuligt at se ret meget.

Røgen, der væltede op fra elletræflisen i bunden af ovnen, blev nu, da ovndørene var åbne, nærmest slået ud i rummet i stedet for at trække op i skorstenen. Den pludselige tilførsel af ilt fik også flisen i bunden af ovnen til at flamme op.

Et eller andet sted i Kaths baghoved rumlede der noget med røggaseksplosioner, og noget med, at der kunne dannes, livsfarlig, kultveilte, hvis der ikke var ilt nok.

Folk skulle se at komme ud. Det prøvede hun at råbe, men hendes stemme ville ikke rigtig lystre, og hun fik et kraftigt hosteanfald.

Guiden skubbede ovndørene i igen, men skaden var sket. Rummet var fyldt med røg. Manden stak næsen i vejret, og travede så langs med rækken af ovne. Det gik op for Kath, at han prøvede at lugte sig frem til hvilken ovn, der var mere end røget fisk i. Kath fulgte efter ham.

Gad vide om det kunne lade sig gøre nåede Kath lige at tænke, så var den der, lugten. Flæskestegslugten. Den skar igennem røglugten og fiskelugten, og var så markant, at Kath ikke var i tvivl om, at de nu stod ud for den rigtige ovn.

Røgmanden greb fat i lukkemekanismen på ovnlågerne, løftede op i den og trak ud i de massive ovnlåger. Indersiden af ovnlågerne var sodet fuldstændig til i noget, der mest af alt mindede om tjære, og også lugtede sådan, opdagede Kath, nu, da hun stod helt tæt på.

Det næste var heden. Heden fra ovnen slog imod hende næsten som et fysisk slag. Og så skete det.

En skikkelse væltede ud af ovnen, og ud på gulvet. Personen lå i fosterstilling, og rørte sig ikke.

Forsamlingen, som var fulgt med op langs rækken af ovne skreg, og nogle begyndte at græde.

Kath var ikke i tvivl om, at den forbrændte skikkelse var helt og aldeles død. Ikke engang Katrine og hendes mirakelrygsæk, som hun var stormet ud for at hente, ville kunne redde ham.

Kath genkendte omgående den lyse sommerjakke selvom hele dens ene side var svedet sort. Det var den jakke, som hun sidst havde set på Gorm Nygaard.

Men noget stemte ikke. Bukserne var anderledes, mørkere og mere tætsiddende. Eller var det turen i ovnen, der havde forandret deres udseende?

Røg steg op fra liget, for det var et lig, og lugten var helt forfærdelig. En virkelig kvalmefremkaldende lugtcocktail af brændt hud og hår. Af kunststof, der var smeltet ind i huden, hvor kroppen havde været i kontakt med gløderne.

Der var ikke længere nogen lugt af jul og flæskesteg. Det var så også det eneste positive, der var at sige i situationen.

Røgen væltede ud af den åbne ovn, det sved i Kaths øjne og næse.

"Få folk ud" lykkedes det Kath at få råbt til guiden, mens hun forsøgte at dække sin mund og næse ved at lægge armen hen over luftvejene.

Kath prøvede at bøje sig ned for at få et glimt af ligets ansigt. Heden fra ovnen, og røgen gjorde det svært. Hun var nødt til at fortrække, til at komme ud.

Netop da skete det.

Fra den første ovn, som åbenbart ikke var blevet lukket rigtigt igen, blæste den ene ovnlåge op og ramte med et brag mod ovnen ved siden af. En massiv røgsøjle stod vandret ud i rummet, og så kom den. Den røggaseksplosion, som Kath havde frygtet.

Med en hvislen og et knald, skød en massiv flamme vandret ud i luften i hælene på røgen. Kath kunne mærke trykket fra eksplosionen, men stod så tilpas langt fra den eksploderende ovn, at det kun føltes som et lidt kraftig vindstød.

Igen skreg folk, og begyndte at løbe længere ned i rummet. Kath undrede sig kort over, at de ikke allerede var forsvundet ud, at de var blevet inde i dette inferno af hede og røg. Og død.

Så vidt hun kunne vurdere havde det været en relativt lille røggaseksplosion. Røgen var blevet i den anden ende af rummet, hvilket var mere end heldigt, for røgen var formodentlig lige så varm som ilden.

Heden i røgeriet var da også næsten ulidelig nu, mens Kath famlede sig afsted for at komme ned til den dør, som hun vidste, der måtte være i den anden ende af det lange rum.

Så var hun forbi ovnene. Hun holdt sig langs med væggen så hun var sikker på ikke at miste orienteringen. Hun prøvede at holde vejret, beskytte sine luftveje mod røgen.

Kath ville gerne have været heltemodig, og sikre sig at alle kom ud, men hun var klar over, at det ville være med livet som indsats at gå tilbage. Det var allerede med livet som indsats, følte hun. Hun kunne kun håbe, at alle var fulgt i hælene på guiden, og var kommet ud.

Så mærkede hun en brise, en vind, der suste gennem rummet. Vinden slog røgen til side, og Kath fik øje på bagdøren, som netop var åbnet, og som folk myldrede ud af. Luften blev nærmest suget ind i røgeriet, og gav ny næring til ilden i de to åbne ovne.

Kath kunne høre hvordan ilden et sted bag hende gik fra knitren til at udstøde en række høje knald. Kath satte i løb.

Netop som hun nærmest fløj gennem døren ud i friheden, ændrede ilden igen karakter. Nu brølede den med en helt ny styrke, sugede store mængder af ilt til sig og forvandlede sig på sekunder til et dræbende, altædende, livsfarligt monster.

Men da stod Kath lykkeligvis udenfor røgeriet, hostende og spyttende, men på god afstand af den brændende bygning.

Den friske luft gjorde underværker, og allerede efter 4-5 dybe indåndinger følte hun sig rimeligt tilpas.

Så stod Katrine ved siden af hende.

"Jeg tror alle kom ud, men jeg ved det ikke. Men jeg er næsten sikker på det. Og der var en død mand i ovnen" sagde Kath, inden Katrine kunne nå at spørge om noget.

"Alle er kommet ud. Ham, røgmanden, guiden, havde tal på dem. Det er da så vist godt nok også det eneste, han har styr på. Han er ret chokeret. Vist mest over den døde mand, der faldt ud af ovnen. Nærmest ned på hans tæer, bliver han ved med at sige."

"Det er sådan set rigtig nok. Han faldt faktisk næsten ned på tæerne af os" nikkede Kath.

"For pokker da. Det var sgu vildt.”

Det var Herdis, som pludselig stod ved siden af dem.

"Og da ham gutten faldt ud af ovnen. Ja, jeg var lige ved at besvime" fortsatte hun.

Kath kunne ikke lade være med at grine. Herdis ville aldrig være besvimet. Det var hun ganske enkelt for nysgerrig til. Hun var klart typen, der skulle have det hele med.

"Det er løgn" sagde Kath. Herdis vidste med det samme præcis, hvad hun mente og grinede højt.

"Det er det sgu nok" medgav hun så fredsommeligt. Så blev hun med det samme alvorlig igen.

"Men hvem var han, den døde. Var det… " Herdis holdt en kort pause. "Var det Gorm?"

"Det var hans jakke, det er jeg sikker på. Og vi så jo også hans fjollede hat derinde. Men jeg tror faktisk ikke det var ham. Men jeg er ikke fuldstændig sikker."

Kath trak på skulderne. Pludselig gik der kuldegysninger gennem hende selv om hun sad midt i solen, som stadig bagte godt.

"For satan da… " mumlede hun, og gemte kortvarigt ansigtet i hænderne.

Kath var så følelsesmæssigt påvirket af oplevelsen, at hun uden at protestere fandt sig i, at Katrine undersøgte hende, tog hendes puls lyttede på hendes hjerte og lunger. Hun svarede også automatisk på Katrines spørgsmål om, hvorvidt hun følte sig svimmel, havde kvalme, hovedpine. Alle de plagsomme spørgsmål, som læger altid stiller.

Endelig erklærede Katrine sig tilfreds med Kaths helbredstilstand, hvilket var nogenlunde samtidig med, at politi og brandvæsen dukkede op.

De åbne ovne havde fået sat ild i Røgeriet, en ild, der havde udviklet sig til en decideret brand. Man kunne tydeligt se flammerne danse og vride sig bag de højtsiddende vinduer, og varmen strålede ud fra bygningen.

Så begyndte vinduerne at sprænges, det ene efter det andet. Det så uhyggeligt ud, da flammerne slikkede ud af de tomme vinduesrammer, og strakte sig mod den sommerblå himmel.

Røgeriets ejer stod hændervridende og kiggede på sin brændende forretning. De unge ansatte havde slået ring om ham, og klappede ham trøstende på ryggen. Ind i mellem, når ejeren ikke så det, så listede de unge mennesker kort mobilen frem, og tog billeder af branden.

I løbet af et øjeblik havde politiet gennet alle tilstedeværende ud på parkeringspladsen og trukket minestrimler, rød-hvide som svenske polkagrise. Minestrimler, som ikke måtte overskrides.

Herdis havde, fordi hun nu var Herdis, med en blanding af frækhed og charme, fået lov af betjentene til at hente sin bil. Bilen, der havde været parkeret ved bænken, hvor de havde siddet, kørte hun over på parkeringspladsen.

"Vores mad var jo i bilen. Heldigt vi lige nåede at få den inden, vi gik ind til den skide rundvisning. Og heldigt, jeg har aircondition i min bil, så maden stadig er lækker. Og heldigt, at mors små hunde er så tålmodige, ikke, basser" tilføjede hun, og kiggede kærligt ned på de seks Dværgschnauzere, som havde fået snor på og var kommet ud af bilen.

Hundene var rejseerfarne udstillingshunde, så de tog al virakken, inklusive politi og brandbiler med udrykning, knusende roligt.

Det samme gjorde Walter, Kaths Cocker Spaniel, som havde siddet og ventet i Kaths Landrover, og ligesom Herdis' Dværgschnauzere behageligt køligt i en airkonditioneret bil.

Kath satte sig ind på forsædet af Landroveren med Walter på skødet. Walter lagde hovedet på hendes skulder, og lænede sig ind mod hende. Kath havde behov for at sidde i ro et øjeblik sammen med sin hund.

Katrine var i gang med at assistere ambulancelægen i undersøgelser af de personer, som havde været inde i røgeriet.

Branden havde bredt sig til en stor bunke tørt elletræ, som var blevet opbevaret under et halvtag lige ved siden af røgeriet. Elletræet brændte kraftigt og gnister fra det store bål føg rundt i luften. Selve røgeriet var helt overtændt, og meterhøje flammer stod op fra bygningen.

Brandfolkene kæmpede for at forhindre ilden i at få fat i det udendørs køkken. Restauranten havde de opgivet, den var næsten lige så omspændt af flammer som røgeriet.

Politifolkene var i gang med at skubbe alle de mange træbænke og træborde væk fra de brændende bygninger, så ilden ikke kunne springe til dem, og dermed brede sig yderligere.

Der blev ved med at komme brandbiler til. Formodentlig var hele øens brandmandskab mobiliseret for at få bugt med den voldsomme brand.

Massive, sorte røgskyer rejste sig fra brandstedet. Heldigvis var vinden på brandmandskabets side og blæste røgen og gnisterne, der hvirvlede rundt i luften og lignede livligt minifyrværkeri, ud over havet.

Det værste var næsten lyden. Ilden brølede, sukkede, stønnede, knitrede, som om den var et levende væsen. Et ondt væsen.