Kunstnerkoloni udstiller resultatet af udfordring

Kunstnerkoloni udstiller resultatet af udfordring
Kim Richard Adler Mejdahl er en af seks kunstnere i den kunstnerkoloni, som udstiller på Bornholms Kunstmuseum fra på søndag. Foto: Eddy Media
KUNST | HELLIGDOMMEN | 14. JUL 2021 • 11:14
Henrik Nielsen
Journalist
KUNST | HELLIGDOMMEN
14. JUL 2021 • 11:14

I foråret sagde Michael Kvium, Ursula Reuter Christiansen, Kaspar Bonnén, Julie Nord, Kim Richard Adler Mejdahl og Sif Itona Westerberg ja til en udfordring. De skulle skabe en kunstnerkoloni, hvor de i to uger skulle bo sammen, skabe kunst i de samme omgivelser som bornholmermalerne og lave en fælles udstilling på Bornholms Kunstmuseum.

Søndag åbner Bornholms Kunstmuseum en udstilling med de værker, som de seks kunstnere skabte, mens de var på Bornholm. Udstillingen bliver vist til og med 24. oktober. Det fortæller museet i en pressemeddelelse.


Michael Kvium, Kaspar Bonnén, Sif Itona Westerberg, Ursula Reuter Christiansen, Kim Richard Adler Mejdahl og Julie Nord udgør kunstnerkolonien. Foto: Eddy Media

Et tv-hold fulgte kunstnernes proces og samarbejde, og i et sammenklip af optagelserne og i et album med kunstnernes egne fotografier kan man komme helt tæt på det skabende arbejde. Det giver et usædvanligt kendskab og en særlig dybde til oplevelsen af kunstværkerne, fortæller museet.

Udstillingen er en mulighed for at se, på hvilken måde de enkelte kunstnere har forholdt sig til Bornholm. Det er både naturen, bornholmermalerne og de mytologiske lag, der har inspireret.

Tv-programmerne bliver vist på DR2 og kan ses på DR's hjemmeside fra på søndag.