Kærlighed, sex, pirater og vilde togter i 1700-tallet

Maj Isidora Raith udgiver en dramatisk fortælling om stor kærlighed, pirater og vilde togter i 1700-tallet, som nærmest helt af sig selv materialiserede sig for hende – hvorefter hun valgte at skrive den ned.

Det stod ikke som sådan skrevet i kortene, at Maj Isidora Raith skulle blive forfatter med en roman, som kommer på gaden her den 19. januar.

Hun er født i 1969, først uddannet køkkenassistent siden folkeskolelærer med linjefagene matematik, natur/teknik, religion og billedkunst.

Forældrene er danske, men fødestedet var Madrid i Spanien, og familien boede senere i Mexico. Den flyttede til Danmark, da hun var syv år, og hun har boet så mange steder her i landet, at hun uden at vakle kan konkludere, at eftersom hun kom til Bornholm i 2004, er det her, hun har opholdt sig længst i sit liv, og det er her, hun føler den allerstørste tilknytning, eftersom hun lige siden har været her sammen med sin mand og deres to drenge. Her har hun slået rod.

Og her udgiver hun sin første roman, som altså bliver udgivet den 19. januar under titlen "I kærligheden navn – Bogen om Maria Josefine Adelhoff".

Det er en fortælling om stor kærlighed, sex, venskaber, pirater, vilde togter, glædespiger, slaver og deres gruopvækkende forhold. Hovedpersonen er Maria, som er en ung, viljestærk kvinde og datter af en handelsmand, og i året 1715 kommer hun med sin far og guvernanten Signe til den caribiske ø Coco Island, som er styret af pirater.

Ja, hvabehar, der er lagt op til en kulørt fortælling med fuld fart på, fornemmer man, men hvordan er forfatteren dog kommet på den?

Svaret på dét fortoner sig i en helt anden fortælling, som også har sin helt egen dynamik og fascinationskraft, for Maj Isidora Raith har ikke fremdraget den fra sit indre som en bevidst handling og dernæst sat sig ved skrivebordet for at nedfælde den.

Nej, den kom spontant til hende uden en viljesakt som primus motor. Og den kom til hende som en engelsksproget film, der kørte på hendes indre biograf.

Først senere besluttede hun sig for at skrive fortællingen ned, hvilket hun dog valgte at gøre på dansk.

Overraskende ting

Hun er i dag tilkendt førtidspension, fordi hun har en bipolar lidelse, hvilket af Psykiatrifonden forklares som en psykisk sygdom, som er karakteriseret ved betydelige svingninger i stemningsleje og aktivitetsniveau. Personer med en bipolar lidelse oplever, at de til tider tilsyneladende uden ydre grund er meget opstemte og energiske til andre meget nedtrykte, trætte og triste.

Hun har tidligere i forbindelse med det, der nu hedder Lindehuset, tidligere Fontænehuset, og som er et aktivitets- og samværstilbud, udgivet en kogebog, ligesom hun også har været med til at lave en fotobog derfra, men nu taler vi altså om en decideret roman med en fortælling, som hun folder ud over intet mindre end 566 sider.

Hvor kommer den fra, hvordan kom hun på den idé?

– Det er lidt skørt, ler hun selv, da hun skal redegøre for processen.

– Jeg er jo bipolar og lider meget af for eksempel angst, og jeg var meget nede i en periode omkring 2017, og da kørte historien ligesom en film for mine øjne. Og den kørte på engelsk! Det var simpelthen som at se en engelsk film, og jeg fortalte ind imellem mine omgivelser om den – altså, nu er der sket det og det. Og specielt en af mine veninder sagde: Skriv den dog ned!

– Og da der så var gået et år, efter filmen var stoppet, tænkte jeg, "jamen, jeg må hellere skrive den ned, mens jeg kan huske den". Og så begyndte jeg at skrive på bogen.

Du får altså den her fortælling præsenteret for dit indre, uden at du egentlig gør noget for det?

– Ja, det var meget overraskende. Det var simpelthen som en film, der kørte, og jeg oplevede ikke, at jeg havde den stor indflydelse på den. Der foregik mange overraskende ting, hvor jeg tænkte "hvad sker der lige her?!". Den havde sit eget liv.

Fortællingen foregår jo i gamle dage, er det en periode, du specielt har forstand på eller har læst om?

– Nej, det har jeg egentlig ikke som sådan. Kulissen er gamle dage, men bogen har jeg skrevet i et moderne sprog, og jeg tror da, at det skyldes, at jeg har læst rigtig mange bøger og set serier og film i samme gerne, som også er udfærdiget i et moderne sprog.

Og den foregår så på Coco Island i Caribien, er det et sted, der eksisterer i virkeligheden?

– Nej, det er det ikke, ikke Coco Island. Hele bogen er fiktion.

Hvordan vil du beskrive fortællingen?

– Det er en stor kærlighedshistorie om to meget forelskede mennesker, så der er også noget sex i den, men dertil er der jo pirater, glædespiger, slaver og andre i dens persongalleri.

Smøgede ærmerne op

Du satte dig ned og skrev bogen et års tid efter, du har oplevet din indre film, men det er jo efterhånden nogle år siden, du gjorde det så?

– Ja, jeg skrev den i 2018, og så gjorde jeg ikke rigtig mere ved den, andet end at jeg ind imellem tog den frem og kiggede lidt på den. I 2021 sendte jeg den så til en manuskriptlæser, fordi jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at se, om jeg mon overhovedet kunne skrive. Jeg fik så 21 sider retur, hvor hun gav mig gode råd. Noget af det, tænker jeg, var en standardskrivelse, men der var også nogle specifikke ting om min bog personligt. Ud fra det tænkte jeg, at dén tager jeg fat i, og så smøgede jeg ærmerne op og gik i gang med at gennemskrive bogen igen med tanke på de råd, jeg havde fået.

– Der var for eksempel noget med nogle klicheer, der skulle ud, og nogle steder i det, jeg havde skrevet, som hun ikke mente havde så meget med selve kernen i fortællingen at gøre, så jeg har også sorteret meget fra. Der var også noget med forskellige synsvinkler og så videre.

Altså nogle fortælletekniske ting, hun gjorde dig opmærksom på?

– Ja, det kan man sige, og jeg er jo egentlig uddannet matematiklærer, så det var måske også lidt atypisk, at jeg satte mig ned og skrev sådan en historie, ler Maj Isidora Raith.

Hvad bragte dig og din familie til Bornholm?

– Vi boede i Gentofte, og jeg studerede til lærer, men der skete nogle ændringer på min mands arbejdsplads, så han skulle gå ned i løn, og det havde vi ikke råd til. Så tænkte vi, hvorfor ikke få vores drøm opfyldt med et hus på landet? Vi kiggede lidt rundt, og så faldt alle plusserne på Bornholm. En måned efter havde vi købt hus her på øen, haha, jeg er meget spontan, når der skal være, ler Maj Isidora Raith.

Hvilket altså har udmøntet sig i en spontant udviklet fortælling, som hun snart kan dele med sine kommende læsere.

Og der er rent faktisk mere i vente:

– Jeg har lige her den 7. januar skrevet under på en kontrakt til en opfølger på bogen, siger hun.

Maj Isidora Raith: "I kærlighedens navn – Bogen om Maria Josefine Adelhoff" (Mellemgaard, 566 sider, udkommer den 19. januar).

Tidende bringer her begyndelsen af kapitel 1 fra Maj Isidora Raiths bog "I kærlighedens navn – Bogen om Maria Josefine Adelhoff":

Maria Josefine Adelhoff stod ved en af de to indgange til "The Inn". Der var varmt, og sveddråber klistrede sig fast i nakken af hendes lange, blonde, let bølgede hår. Hendes smukke brune øjne spejdede rundt i baren, hvor flere borde og stole var væltet. Råbende mænd stod samlet i en klump længere inde. Der var tydeligvis en slåskamp i gang. Maria var nysgerrig og ville tættere på, men blev holdt tilbage af den skrækslagne frøken Signe, Marias tidligere guvernante, nu husholderske.

Signe, en kvinde i sin bedste alder, havde altid mindet Maria lidt om en mus med sin spidse næse, men nu, med rædslen malet i hendes øjne, lignede hun en mus fanget i en fælde.

En glædespige med mørkt, uglet hår og en kjole, der havde set bedre dage, kom forbi.

Maria henvendte sig til hende: "Undskyld, men hvad foregår der derinde?".

Glædespigen gik tæt på Maria. "Den er sgu helt gal. John, altså John Vincent Black, har afsløret en britisk spion. Ser du, John er en af de mest eftersøgte pirater blandt briterne. Det siges, at han har slået en vigtig officer ihjel i London og står til hængning, hvis han bliver fanget, og nu har John insisteret på selv at slås mod spionen på liv og død". Glædespigen blinkede indforstået til Maria og gik.

Signe rykkede sig nærmere på Maria. Maria mærkede straks hendes skælven og tog hendes hånd. Pludselig hørtes der jubel inde fra baren, og kort efter blev en mand slæbt ud. Maria tænkte først, ud fra hans slappe krop og fredfyldte lukkede øjne, at han var bevidstløs, men fik så øje på alt blodet og kniven, som stak ud af hans bryst. Maria følte blodet løbe fra hovedet og rykkede sig et par skridt tilbage. Hun mærkede Signes rystende hånd i sin. Maria havde aldrig set en død mand før, og om det var, fordi han så fredfyldt ud, vidste hun ikke, men hun undrede sig over, at hun ikke reagerede voldsommere.

Der kom en ung mand ud, måske midt i tyverne. Han havde store blå øjne og sort krøllet hår. Han hev kniven ud af den døde mand, tørrede den af i den dødes jakkeærme, hvorefter han stak kniven i skeden og gik ind i baren igen.

Signe vaklede på stedet, vendte rundt og kastede op. "Åh gud. Hvor bliver din far dog af".

Maria rankede sig op og lagde en trøstende hånd på Signes ryg. "Du skal ikke være nervøs. Han kommer nok om lidt".

Marias far, en statelig, ikke så høj mand med sveden dryppende under sin pudrede paryk, stod oppe ved den lange bardisk fyldt med efterladte krus og glas. På væggen bagved var der hylder med flasker i alskens farver og størrelser og tønder med vin og øl. Han lagde hænderne på bardisken og måtte straks tørre sine klistrede hænder af i sit tørklæde. Det havde været umuligt at få fat på ejeren af "The Inn", så han kunne tjekke dem ind, men nu, sammen med mændene, der smilende vendte tilbage til deres glas og krus, efter at have fulgt slåskampen, dukkede han op. Ejeren var Dougal Mac Gregor, en ældre skotte, der absolut ikke havde lagt sin skotske accent bag sig. Han havde svindende rødt hår og fregner i hele hovedet.

Dougal Mac Gregor lænede sig indbydende ind over disken, så de bedre kunne høre hinanden. "Hvad kan jeg gøre for Dem, hr.?". Marias far rømmede sig. "Andreas Sebastian Adelhoff til Deres tjeneste. Jeg vil gerne leje tre værelser i en tre ugers tid, hvoraf det bedste værelse, De har, skal være til min datter".

Marias far vendte blikket fortrøstningsfuldt mod Maria og frøken Signe, der for en sikkerheds skyld stadig stod ved den store åbne indgang. Maria smilede lidt nervøst tilbage til ham og vendte så blikket ud over baren og det varierende klientel. Der var nu, hvad der måtte være almindeligt travlt i baren. Man kunne i hvert fald ikke mærke, at der fem minutter før var båret et lig ud derfra. Der blev drukket, sunget, spyttet, og pigerne havde travlt med at servere og gøre mændene glade. Maria havde aldrig oplevet noget lignende. Nogle af pigerne sad på skødet af mændene og kælede forførende for dem, andre grinede bare af at få et klap bagi. De piger, som serverede drikkevarerne, havde travlt, og det var bestemt ikke nemt for dem, da der tit var mænd, som hev fat i dem. Frøken Signe brød sig absolut ikke om det og stod med et tørklæde op foran den vrængende næse. Hver gang en af glædespigerne gik forbi, fnyste hun. Maria kunne ikke lade være med at more sig lidt over det. Hun stillede sig lidt på tæer og fortsatte med at kigge nysgerrigt rundt i baren. Ved den anden indgang faldt hendes blik på en ung mand, som ikke var til at undgå at få øje på, da han var et halvt til et helt hoved højere end resten. Han var en ret flot mand med sin høje, slanke krop, sit korte blonde hår, og så havde han de klareste blå øjne, hun nogensinde havde set. Måske kunne han fornemme hendes stirrende blik, for pludselig vendte han hovedet og stirrede tilbage. Maria blev ikke flov, men mærkede en besynderlig varme fra de blå øjne. Det var meget intenst.

Efter lidt tid mærkede hun alligevel blodet i sine kinder og kiggede ned. Den eksplosive styrke, som havde ligget i deres blikke, da de mødtes, havde helt overrumplet hende. Hendes hænder var fugtige, og hendes hjerte slog så hårdt, at hun kunne mærke den i ørerne som en svag susende banken, men samtidig følte hun en behagelig rislen i hele kroppen.

Da hun kiggede op igen, var han væk. Følelserne sad stadig som lænket i hendes krop, og hun trak vejret tungt, da hun hørte sin far kalde på hende. Med en lettet Signe i hånden gik hun glad mod ham.

Marias far, der var en rig handelsmand, havde taget dem med til denne smukke caribiske ø, Coco Island, da han havde besluttet, at de efter at have sejlet med det britiske handelsskib Majestic i to år for en tid skulle have fast bopæl i denne travle handelsby.

Byen Turtle Bay var kendt for at være en god handelsby for pirater, ikke så usædvanligt i Caribien i året 1715.

Indtil deres hus var klar, skulle Maria, Signe og hendes far bo i krodelen af "The Inn", som også fungerede som bordel. Dette tog Maria ganske roligt. Hun havde oplevet så meget rundt om i verden i sit nittenårige liv.