Der er mange traditioner forbundet med julen, og siden 2007 har Club Bang Bang Christmas Special været en af dem. Bag arrangementet står Musikhuzet og Tunes of Tomorrow, som ønsker at samle festglade sjæle til en storslået fest juledag.
– Musikhuzet var pakket til bristepunktet, og stemningen blev løftet til nye højder med en fantastisk lineup og en helt særlig overraskelse, fortæller konstitueret daglig leder Torben Severinsen fra Musikhuzet i en pressemeddelelse.
Ifølge ham imponerede hovednavnet Djämes Braun med en energisk optræden, der bød på kæmpehits som "Kvinder og Kanoner", "Kom og giv mig alle dine penge" samt "Jeg kigger på fugle".
– Publikum sang med i kor, dansede og var med til at gøre hans optræden til aftenens absolutte højdepunkt, fortæller Torben Severinsen.