'Jeg har altid været det mest strukturerede menneske, jeg kender'

Ungerådets 16-årige formand Amar Dlakic er også en mønsterelev, tidligere elitefodboldspiller, redaktør på skolebladet på campus og medarbejder i Rema. Han drømmer om at blive læge eller psykolog og har aldrig været bagud med en aflevering i skolen. For når han slapper af, laver han lektier. Til gengæld går han altid tidligt i seng.

Lige så længe Amar Dlakic kan huske tilbage, har han været fascineret af personer i hvide kitler. Og næsten lige så længe har han vidst, at han en dag enten ville være læge eller psykolog. Det fik han allerede bekræftet, da han som ambitiøst børnehavebarn slog sig og skulle sys i baghovedet.

– Da jeg vågnede op efter narkosen, var jeg omgivet af læger, og så tænkte jeg: ”Hold da op, det er jo mig. Det er mig i fremtiden!” For allerede dér vidste jeg, at jeg ville være læge, siger Amar Dlakic, der nok kunne blive lidt af hvert.

For trods sine bare 16 år har han allerede gjort sig bemærket som både fodboldspiller, fodboldtræner, mønsterelev, redaktør på skolebladet på Campus Bornholm og senest siden i sommer også som formand for Ungerådet på Bornholm. Derfor giver det god mening at mødes på Landemærket i Rønne, synes han, for der holder Ungerådet en del af sine møder.

Vil hjælpe andre

Da vi mødes foran den lange gule tange af en bygning, kommer han lige fra en kemitime på Campus.

– Timen trak lidt ud, fortæller han og undskylder sine få minutters forsinkelse. Han smiler og hilser venligt med hånden, før vi går ind og sætter os i de kommunale møbler. Med sig har en bred stofpose, som ikke ser ud til at indeholde meget andet en computer.

Ansigtet er mildt. Øjnene er fyldt med liv og tillid allerede fra begyndelsen, hvor han ubesværet svarer på, hvorfor han stillede op som formand i foråret, hvor han ud af det blå vandt formandsposten for Ungerådet på Bornholm.

– Da det blev udmeldt, at den tidligere formand gik af, tænkte jeg, det virkelig havde været tabubelagt at være ung og at være engageret. Men man skal ikke overlade alle beslutningerne til de voksne. Og jeg ville kæmpe for at få endnu flere til at se, hvor fedt det egentlig er at være en del af et ungeråd. Det var min første tanke, og min mærkesag har altid været mental trivsel på Bornholm. Og jeg tænkte, at Ungerådet kunne være et godt udgangspunkt at arbejde ud fra, siger Amar Dlakic, som nu står i spidsen for Ungerådets medlemmer fra hele øen. Dog kniber det med at tiltrække helt unge medlemmer og medlemmer fra erhvervsuddannelserne, for de fleste i ungerådet går som han selv i gymnasiet på Campus Bornholm. Men der er ellers masser af indflydelse at hente for rådets medlemmer, forklarer han.

– For det første er vi et direkte led indtil kommunalbestyrelsen, fordi vi jo repræsenterer de unges stemme på øen. Vi får nogle ønsker og påbud fra alle de andre unge på øen igennem spørgeskemaer og forsamlinger, og dem tager vi med videre. Vi har for eksempel også lige skrevet et kæmpestort høringssvar på 37 sider, som indebærer mere end 100 punkter til det kommunale budget. Alligevel er vi desværre blevet skåret relativt hårdt med 100.000 kroner.

Hvad står øverst på jeres dagsorden til kommunalpolitikerne?

– Det er den mentale trivsel blandt de unge og selvfølgelig også klimakrisen. Vi har nogle i ungerådet, som er vildt engageret på klima, som også er partipolitisk engageret på klima både lokalt og nationalt, så vi har heldigvis nogle rigtig dygtige også på det felt. Derudover ligger det også højt på vores liste at skabe et inkluderende fællesskab for øens unge på tværs af uddannelser og alder.

Forældre flygtede fra borgerkrig

Amar Dlakic taler ikke bare accentfrit dansk, men han har tydeligvis også et større ordforråd end de fleste på hans alder. Sit fremmedklingende navn har han fra sine balkanske forældre, der kom fra henholdsvis Montenegro og fra Bosnien, før de flygtede fra det tidligere Jugoslavien til Danmark for 25 år siden, længe ingen han selv blev født som det tredje barn i søskendeflokken.

Hans to ældre søskende læser allerede videre i København, men selv har han haft hele sin verden og barndom indenfor kort afstand i Rønne, hvor han er født og opvokset.

– Først gik jeg i børnehaven Nordstjernen i Gartnervangsområdet, så på Åvangsskolen i hele grundskolen, og så behøvede jeg kun cykle de få hundrede meter videre til Campus Bornholm, da jeg begyndte i gymnasiet.

Og han har endnu aldrig prøvet at være bagud i skolen.

– Nej, smiler han.

– Jeg har altid været det mest strukturerede menneske, jeg kender. Det er vigtigt for mig at komme til tiden og holde mine aftaler, hvad enten det er i Rema, i skolen, til et møde eller et interview som her. Så jeg har to do-lister hver dag. Jeg er gået over til et digitalt system, for jeg er ikke så glad for at rydde mere regnskov. Og min kalender ændrer sig jo hele tiden, hvis et modul for eksempel bliver aflyst i skolen. Men så bruger jeg de tidspunkter, hvor jeg har huller, på mig selv til at slappe af.

Og for Amar Dlakic kan afslapning sagtens være lektielæsning.

– Jeg kan godt lide at læse lektier, selvom man tænker, det er da det mest kedelige i verden. Men jeg har jo selv valgt de fag, jeg har. Nogle fag er obligatoriske, men mine linjefag, biologi og kemi, har jeg selv valgt. Jeg synes, det giver en ro, at jeg kan sidde inde på mit eget værelse ved mit skrivebord. Have min computer fremme, læse lidt. Det er nok der, jeg har pause. Så jeg har ikke prøvet ikke at have læst lektier. Og alle afleveringer har jeg afleveret til punkt og prikke, siger han og begynder at holde et lille foredrag om, hvordan stress dog nemt kan opstå, hvis man føler, at tiden overhaler en.

Intet arbejde er spildt

Ungerådets formand holder sine hænder frem som to racerbiler i luften.

– Hvis man forestiller sig, at tiden er lineær, og så kommer dit liv og overhaler den linearitet, siger han og lader den ene hånd køre frem foran den anden.

– Så er det, at det bliver uoverskueligt.

Og det er netop faldgruben for rigtig mange unge, mener han.

– For når man overhaler tiden, så bliver det rigtig problematisk, for så er du nødt til at stoppe op på et tidspunkt, og hvis du stopper for meget op, så overhaler tiden jo dig, siger han og lader nu den bagerste hånd overhale den forreste.

– I min klasse har vi for eksempel haft nogle stresssygemeldinger. Der var nogle, der blev nødt til at stoppe efter en periode. Først var de bare syge et par dage. Men da de kom tilbage, kunne de ikke nå op på samme niveau som os andre, siger han og uddyber nu ned hænderne i ro foran sig.

– I matematik er der nogle beviser, som læreren gennemgår højst to gange, og så bliver man jo nødt til at læse det op selv. Og hvis du ikke selv yder den indsats, så kan man bare ikke klare det, og så går tiden jo bare frem. Den fortsætter jo bare i al evighed. Den venter ikke lige på dig. Så du falder bare endnu mere tilbage. Og når du kommer tilbage, kan du være to måneder bagud og have 100 siders lektier, der skal læses op, imens de andre fortsætter. Der er jo et pensum, der skal nås.

Selvom han endnu aldrig har prøvet at være bagud med lektierne, kender han dog godt til stress.

– Jeg er da blevet stresset til mine eksamener, så jeg vil ikke sige, at jeg bare er fløjet igennem det hele. Men jeg har den indstilling, at man lærer af alting. Også af sine fejl. Og man får altid en belønning, hvis man gør en indsats. I Rema får jeg løn og gode erfaringer fra erhvervslivet, og i skolen får jeg viden, når jeg laver lektier, så intet arbejde er spildt.

Indbegrebet af tryghed

Amar Dlakic har ikke sin disciplin fra fremmede. For forældrene lærte ham tidligt, hvor vigtigt struktur er, ligesom de selv var blevet opdraget med meget struktur og en høj arbejdsmoral i deres hjemlande.

– Mine forældre har opdraget mig til at arbejde for tingene. Min mor er sosu-assistent nu. Men hun har tidligere været biokemiker, før hun kom til Danmark. Min far var bygningskonstruktør, før han blev hentet ind som soldat under den jugoslaviske borgerkrig, hvor han kom for tæt på en bombe, der sprængte, så han mistede fire fingre på sin gode hånd. Mine forældre mødte faktisk hinanden på et hospital, hvor min mor fungerede som sygeplejerske.

Senere blev faderen opereret i Tyskland. Men da han kom til Danmark, sendte de ham direkte på førtidspension.

– Så i stedet engagerede han sig i forskellige flygtningebevægelser, ligesom det er ham, der står for det huslige derhjemme, hvor han også holder haven helt perfekt. Og det har været trygt at have ham som base derhjemme, siger han og smiler.

– Jeg kan stadig huske, hvordan jeg som børnehavebarn lå og sov på min fars bryst. Det var som at bestige et bjerg at komme op på det bryst at ligge der, og det var mit safe space at ligge der og sove. Det var jo en vild tryghedsfølelse at få fra så tidlig en alder. Det har virkelig også hjulpet mig med at være bedre til at lukke folk ind, tror jeg, og ikke forvente det værste i folk. Forvent, at de har noget godt, indtil det modsatte er bevist.

Men selvom Amar Dlakic mildt sagt ikke længere sover dagene væk, værdsætter han stadig søvn. For batterierne skal lades op, som han siger. Både de faglige og de sociale.

– Derfor vægter jeg højt at få en god nattesøvn. Jeg går altid i seng kl. 22 sharp, og så står jeg op ved 7:20-tiden, og så er jeg i skole 8:30. Så ved jeg, at jeg får mine lidt over ni timer. De ni timer er vidunderlige. For så har jeg meget mere energi dagen efter, og det vægter jeg højest. Så når kl. er 22 ved jeg også, at jeg skal være færdig med min dag, med min to do-liste, for ellers skrider den, siger han og tilføjer, at sådan er det jo med rutiner, et lille ’slip up’ ødelægger den.

Neurokirurg eller børnepsykolog

Hvordan er du blevet så fornuftig?

– Nogle synes, at det er sejt at droppe lektier. For du er jo en nørd, hvis du læser lektier. Det er en generel holdning blandt mange unge. Men jeg har altid været så ligeglad med de bokse, man kan sættes ind i. Og jeg tror virkelig, det er det, der har været min drivkraft. Jeg synes, det er fedt, at jeg kan mærke, at jeg kan klare det vildt godt og få en 10-12 stykker til en eksamen, hvor jeg bagefter kan tænke ”shit, jeg nailede den her, jeg klarede det godt!” Og hvorfor klarede jeg det godt? Jamen, det er fordi, jeg har sat så mange timer i det her arbejde. Og jeg har nogle mål ude i fremtiden, hvor det er nogle rigtig høje adgangskvotienter. For jeg drømmer som sagt om at læse enten medicin eller psykologi.

Hvad er det ved de to erhverv, der tiltrækker dig?

– Det er 100 procent det med at hjælpe andre. Jeg har altid haft en kæmpe forventning om, at jeg gerne ville hjælpe andre. Og jeg er glad for, at det allerede i så tidlig en alder faldt i hak for mig, og at jeg ikke er endt i grupper, hvor man eksperimenterer med stoffer og den slags. Jeg vidste tidligt, hvad jeg ville, for det gav mig retning. Mange har jo ikke noget fodfæste og ved ikke, hvorfor de egentlig er her. Og så bliver skolen også ligegyldig, siger Amar Dlakic, der også allerede mere specifikt ved, hvad han drømmer om at arbejde indenfor.

– Jeg har et mål om at blive neurokirurg eller arbejde med børns traumer som psykolog, der findes jo 1000 grene indenfor både medicin og psykologi, men jeg vil gerne have med hjernen at gøre på den ene eller anden måde.

Kom ud

Amar Dlakic tøver ikke, før han svarer på, hvad andre unge kan gøre for at finde deres passion.

– Det handler virkelig om at komme ud. Kom ud, kom ud! Tag alle de oplevelser til dig, som overhovedet muligt. Prøv ting af. For passionen kommer ofte, når man prøver det. Så kom i noget erhvervspraktik. Det kan være en uge, hvor du lige ser det an. Hold da op, det er spændende at være dyrelæge. Hold da op, det er spændende at være brandmand. Prøv noget!

Og når man finder sin passion, er det vigtigt at holde liv i drømmen, mener han.

– Selv er min drøm at hjælpe andre, og det er det, der har været drivkraften. Det er min ild, og den vil jeg ikke lade dø ud. Jeg tror, at det er vigtigt at sørge for at holde sin indre ild ved lige, så den ikke dør ud. Og det gør jeg ved at blive ved at med hjælpe andre, hvor jeg kan.

Kan du huske første gang, du havde oplevelsen af, at det er fedt at hjælpe andre?

– Ja! Det er virkelig en feel good story.

Han smiler bredt og finder endnu et ”happy minde” frem fra hukommelsen. Denne gang er han omkring syv år. Han er med sine forældre på besøg i Bosnien. Det er en varm sommerdag. I hånden har han en håndfuld mønter og er godt på vej mod isboden for at købe sig en is.

– Når det er varmt, er det, man allerhelst vil som barn at få noget til at nedkøle sig. Men på vej til isboden får jeg øje på en vagabond, som tigger efter penge. Dem ser vi jo ikke særlig mange af, hverken på Bornholm eller generelt i Danmark, og det er også ulovligt at tigge. Men vagabonden her sidder rigtig tæt på isboden. Og jeg har de her penge, som jeg havde tænkt jeg skulle bruge på is.

Han tier lidt, mens mindet synes at rulle forbi hans blik som en lille film.

– Men lige der går det op for mig, hvor vigtigt det er at hjælpe andre. Jeg kunne få en is for de her penge, men vagabonden kunne få mad. Han kunne overleve to dage mere. Så instinktivt uden overhovedet at tænke videre, smed jeg mine mønter i den lilla hat, som stod foran ham, og han så fuldstændig smadret ud, siger han og drejer hovedet fra side til side.

– Jeg tænkte: ”Skidt med isen. Jeg gider ikke engang tænke på den”, siger han.

– Det var jo bare mønter, og det var jo ikke vildt meget, men det var mine penge, det var nogle, som jeg havde fået i fødselsdagsgave. Og mine forældre sagde ikke noget. De var bare helt stille. Jeg tror også, det var en test for dem, for at se hvad jeg ville, fortæller han.

Fortryllet af hjælpsomhed

Amar Dlakic husker især, hvordan hans lille gode gerning, fik ham til at trække kraftigt på smilebåndet.

– Jeg kan huske, at det fik mig til at smile rigtig meget. For jeg fik jo nogle ord tilbage af den her vagabond. I Bosnien er der rigtig mange vagabonder, og de siger altid, at ens hjerte bliver fortryllet. På en eller anden magisk vis. 1000 tak, fordi du har givet mig noget. Du får også noget af nogle andre magter. Måske ikke af nogle mennesker, men måske i form af, at du er sund hele dit liv, så det er sådan en ”give and take”-tankegang. Hvis du giver noget, får du noget. Lige siden da har de ord bare stemplet sig ind i hovedet på mig. Det satte en gnist i gang i mig, så jeg siden har haft mere lyst til at hjælpe andre.

Derfor hjælper han, hvor han kan – for eksempel i kantinekøen på Campus, selvom det kan være surt tjente penge, når han står 15 timer om ugen i Rema og hos en cykelmekaniker, hvor han har testet cykler.

– Men det skader jo ikke en selv at hjælpe. Med årene har jeg selvfølgelig lært, at jeg ikke kan hjælpe alle. Men dem, man kan hjælpe, får en til at føle sig rigtig godt tilpas. Nu er kulturen på Campus ofte sådan, hvis du giver noget den ene gang, så giver den anden noget en anden gang. Men hvis der er nogen, der gerne vil have noget, så siger jeg: ”Du sætter det bare op på båndet, så skal jeg nok give”. Så siger de ”jo tak og ej det behøver du ikke”. Det giver jo også en følelse af, at man har gjort noget godt, siger ungeformanden, der heller ikke bruger mange penge på sig selv.

– Jeg bruger virkelig næsten ingen penge på hverken tøj eller nye ting. Det her er en studietrøje, siger han og hiver ud i en mørkeblå hættebluse.

– Det er mit sidste ”piece”, som er nyt. Ellers køber jeg kun genbrug. Både af hensyn til klimaet, og også fordi det er en fed stil, føler jeg.

Er det dit indtryk at der er mange i din generation, der tænker over at være klimabevidste?

– Nej, der er desværre ikke mange af os. Men de få, der er, er vildt ambitiøse. Der er mange, der er stoppet med at flyve for eksempel, fordi deres CO2-udledning er så stor, og der er mange, der kun spiser vegetarisk.

Spiser du selv kød?

– Ja, det gør jeg, men jeg prøver at cutte så meget som muligt væk. Derhjemme spiser vi også økologiske grøntsager fra haven uden nogen pesticider. Økologi går vi også meget ind for i min familie. Min mor drikker heller ikke mælk. Hun drikker sojamælk eller havremælk.

God karma og islam

Til gengæld er svinekød ikke blandt råvarerne hos Amars familie, som er muslimsk. Og selv definerer han sig også som muslim.

Hvilke grundværdier giver islam dig?

– Grundlæggende respekt. Både autoritet til autoritet, ældre til ældre, barn til barn. Og det med at hjælpe andre er også en kerneværdi i islam.

Det er jo en værdi, som også er essentiel i kristendommen…

– Ja. Sådan flyder religioner også lidt hen over hinanden. Man kan jo se lighedspunkter, og det er de grundlæggende værdier, som at passe godt på hinanden og at huske, at ens dårlige gerninger virkelig kan påvirke en. Det er virkelig også en af de fundamentale ting.

På hvilken måde kan de påvirke en?

Amar bryder ud i en stille latter.

– Jeg tror bare, det er karma, siger han og bringer også god karma denne eftermiddag med endnu et smil.

– Det kommer tilbage, sådan at hvis jeg gør noget dårligt, så bliver jeg ramt af noget dårligt. Jeg ved ikke, om det er pseudovidenskab.

Er du så god ud af frygt for at blive ramt af noget dårligt?

Et måbende smil løber over det unge ansigt.

– Det tør jeg faktisk ikke engang svare på, siger han så nærmest leende.

– Men det kunne man faktisk godt argumentere for, at det var man. Men jeg tror bare, at jeg rigtig gerne vil være god, men at jeg også rigtig gerne ikke vil være dårlig.

Meningen med livet

Hvis dine venner skulle beskrive dig med tre ord, hvilke tre ville de så vælge, tror du?

– Ej, det er så svært, når det handler om en selv, siger han og ser til siden.

– Jeg tror, de vil sætte intelligent som den første, siger han lidt efter.

– Og så håber jeg, de vil sige støttende. Der er jo mange måder, man kan være støttende på.

Han tøver lidt.

– Men jeg ønsker at blive husket som et godt menneske, som har nogle grundlæggende gode værdier, der handler om at støtte andre til fællesskabets bedste.

Det lader til, at du tænker dybt over mange ting. Har du også et bud på, hvad meningen med livet er?

– Jeg har bare lyst til at sige – at sprede godhed. At sprede godhed og positivitet. For det kommer til at påvirke dig på den gode måde, hvis du gør det og ligeledes, hvis du ikke gør det, så vil det påvirke dig på den negative måde.

Amar Dlakic sidder et øjeblik i sofaen og smiler stille for sig selv.

– Jeg vil ikke sige, at folk skal gå over til at tro på karma, siger han så.

– Men jeg har selv oplevet episoder, hvor der er nogle, der har gjort noget dårligt, og så har de fået noget dårligt igen. Så jeg synes, den holder stik, siger Amar Dlakic, som også håber på at kunne sprede god karma som formand for ungerådet.

Ung til ung model

– Vi vil gerne lave en ung til ung-model på Bornholm, hvor frivillige unge snakker med andre unge om hverdagsproblematikker, så de unge ikke føler sig alene. Og det kan man for eksempel gøre, hvis man har oplevet skilsmisse derhjemme eller mobning i skolen, og så vil vi gerne skabe et trygt sted, hvor folk kan komme og få noget gratis rådgivning, og det kan også være anonymt. Det handler jo ikke om behandling af alvorlige diagnoser, som psykologerne skal tage sig af, men om de små problemer, der hurtigt kan vokse sig store, hvis man ikke griber dem i tide. Hvis man har det skidt derhjemme, kan det jo for eksempel skabe en kædereaktion, så man også får det skidt i skolen. Og i Ungerådet vil vi gerne komme ind, inden problemet begynder at vokse. Og det er derfor, vi gerne vil skabe den her ”ung til ung model”, siger Amar Dlakic, som gerne vil have mere fokus på unges ensomhed.

Her kunne en løsningsmodel handle om at få flere med i foreningslivet, mener han.

– Ja, det kunne også være i Ungerådet, griner han og tilføjer:

– Det med at folk er en del af noget. Af noget større, det kan virkelig være ’the breaking point’ imellem ensomhed og at føle sig okay i livet.

Han peger også på andre årsager til unges mistrivsel.

– De sociale medier har skabt en perfekthedskultur, hvor du ikke må have fedt på kroppen. Og det kan føre til anoreksi og bulimi eller cutting. Perfekthedskulturen i min generation ser man også på 12-talsjagten, hvor nogle føler, at alt under 12 er for dårligt. Og det er også det, vi prøver at tale imod, siger Amar Dlakic, som selv forsøger ikke at sammenligne sig med andre på nettet:

– Det handler virkelig om at have en virkelighedsforståelse, der ikke er drejet over imod det fotomanipulerede, fantastisk flotte modellook, men at man også er perfekt, hvis man arbejder på en tankstation og hedder Jørgen og har en hat på og uvasket hår og gule tænder. Så er man også smuk. Man er jo smuk på hver sin måde. Det er i hvert fald det, jeg tænker.

Priden udskudt et år

Selvværd kommer af at acceptere, at man er den, man er, mener han. Og et andet tiltag, som allerede er på tapetet for Ungerådet, er priden 2024.

– Vi har faktisk mødt en del modstand og negativitet mod priden blandt både unge og ældre, fordi mange nok stadig tænker ret traditionelt. Men vi håber på at “strække” begrebet “normalitet”, så alle føler sig mere accepteret og værdsat, selvom de ikke ligner nogle, som passer ind i mainstream-boksens “smuk”, hvad end det nu skulle betyde. Vi er alle mennesker, vi bløder rødt, trækker vejret, så det ville være ærgerligt, hvis faktorer som seksuel orientering, hudfarve og religion skulle komme i vejen for os.

Men hvilke reaktioner har du selv fået på det arbejde i dit muslimske bagland?

– Både derhjemme og i Ungerådet mener vi, at priden skal handle om, at der skal være større accept overfor alle, svarer han.

Plads til at være ung

Er der en ting, som du gerne vil have, vi granvoksne forstod om din generation?

– Giv os lidt luft. Tid og sted og plads til at trække vejret og til at være unge.

Det synes du ikke, der er?

– Jo, det er der. Men jeg har også oplevet unge, som har været i nogle virkelig strenge forældre-barn-relationer, hvor der ikke er plads til andet end skolen. Selv har jeg nogle rigtig large forældre. Men jeg elsker jo også at læse lektier, griner han.

Hvad er så dit råd til din egen generation?

– Vær ung. Og nyd at være ung. Det er jo først, når du er kommet i voksenalderen, at du virkelig mærker, hvor mange kæmpe ting, der er med hjem, børn, familiestiftelse, uddannelse, bekendtskaber, venner. Nyd din gymnasietid, nyd din erhvervsuddannelse, nyd din folkeskolegang. Jeg har virkelig nydt min. Så nyd at være ung. Man har hørt det så mange gang. Men vær ung med alt, hvad det indebærer.

Har du selv en kæreste?

– Nej.

Kunne du tænke dig en?

– Det må tiden vise, og nej jeg ved heller ikke lige med min tid, smiler Amar Dlakic, der inden længe skal stå klar på fodboldbanen som træner.

– Min tid er måske også lidt presset.

– Nyd at være ung. Man har hørt det så mange gang. Men vær ung med alt, hvad det indebærer, siger Amar Dlakic. Foto: Joan Øhrstrøm

Blå bog

Amar Dlakic. Født den 2. november i 2006. Formand for ungerådet på Bornholm siden sommer. Går på Campus på STX’s sundhedslinje i 2.g.