Hemmeligt bornholmsk kartotek definerer danskernes kolde krig

Mange af konflikterne i den nyudkomne 1,8 kilo tunge "Sjælekampen: Danskernes kolde krig" af universitetslektor Rasmus Mariager er desværre igen højaktuelle. Bogens 530 rigt illustrerede sider tegner et billede af danskernes dagligliv fra 1946 til 1991 med kulturkampe, fremtidsfrygt, overvågning, aktivisme og sikkerhedspolitik.

I 1946 introducerede Churchill begrebet "jerntæppet", som blev en velkendt metafor under Den kolde Krig om opdelingen ned gennem Europa mellem de frie demokratier i Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Østeuropa.

At Rusland forleden forbød adgang til mere end 80 europæiske medier er i disse a-våbenraslende "preppertider" blevet kaldt en tilbagevenden til jerntæppet, der giver de ældre generationer en ubehagelig fornemmelse af dejavue.

"Sjælekamp" var statsminister Hans Hedtoft karakteristik af stemningen i 1949, hvor Danmark som medstifter af Atlantpagten brød årtiers neutralitetspolitik. Og det er stikordet til en tidsrejse til de knap fem årtier, hvor koldkrigen gennemsyrede danskernes liv.

Bornholm foran fronten

Den kolde Krig var en konfrontation mellem to imperier - det totalitære sovjetiske og det liberale amerikanske. Flere gange balancerede verden på randen af en atomkrig. Og der var adskillige scenarier for angreb, hvor Bornholm langt inde på den gale side af jerntæppet var særligt udsat.

Som introduktion til sin historie har Rasmus Mariager valgt en meget konkret fortælling om en bornholmsk officers hemmelige kartotek, der dels vidner om tidens sikkerhedsprocedurer og dels demonstrerer, hvordan den kolde krig både engagerede og såede splid i den danske befolkning.

Officeren opbyggede arkivet på 250 røde og hvide numre i 1960’erne og 70’erne for at kortlægge øens politiske venstrefløj. Efter hans død kom kartoteket på Bornholms Museum i 2018, hvor det i 2020 blev "afsløret" for offentligheden af museumsinspektør Jacob Seerup.

De røde og de hvide

De godt 100 røde kort indeholder informationer om værnepligtige fra Almegårds Kaserne, som var vurderet til at være en sikkerhedsrisiko og derfor hjemsendt. For på landets kaserner befandt sig store mængder af viden, som fjender var interesserede i at kende til.

Mens de røde kort hørte til officerens arbejdsområde, er de 150 hvide kort et privat "autonomt" arkiv, der absolut intet har med kasernen at gøre, men indeholder oplysninger på almindelige folk, der af forskellige årsager kunne mistænkes som potentielle fjender af kongeriget.

Hovedparten af de hvide kort er på folk, der har skrevet under på protestindsamlinger mod kernevåben på dansk jord eller selverklærede kommunister, fagforeningsfolk og tilfældige andre på den ydre del af venstrefløjen.

Eftertidens kulturkampe

I dag ved vi, at langt de fleste danskere på den politiske venstrefløj hverken hjalp eller støttede Danmarks fjender. Men det var her, man skulle finde undtagelserne, hvor "Blekingegadebanden" hørte til de mest ondartede.

Koldkrigsårenes partidannelser og partiforberedende grupperinger voksede ud af tidens blokopdelte verden, og på den måde både opildnede og splittede Den kolde Krig. Den mistillid og mistænksomhed, der lå bag officerens hvide arkiv, var han ikke ene om.

Så dyb var den gensidige mistænksomhed mellem de uenige politiske miljøer, at danskernes nationale sindelag fortsat blev et vigtigt element i 1990’ernes og 00’ernes ophedede kulturkampe, skønt Østblokken længe havde været i opløsning.

Foto: Bornholms Museum

"Soldatermytterier"

Med sin fremskudte rolle måtte Danmark og ikke mindst Bornholm, hvor radaranlægget ved Segen blev etableret i begyndelsen af 1950’erne, påregne at blive involveret i en varm krig som en af de første lokaliteter.

I 1953 blev værnepligten for ca. halvdelen af landets rekrutter forlænget fra 12 til 18 måneder. Det resulterede i kortvarige "soldatermytterier", som myndighederne mistænkte kommunisterne for at opmuntre. Blandt andet derfor var den bornholmske officer på tæerne.

Han havde til opgave at holde et vågent øje med værnepligtige og militærfolk, der opførte sig mistænkeligt, eller var medlem af samfundsundergravende organisationer. Officeren refererede til Forsvarets Efterretningstjeneste, så den røde del af hans virke var helt normal.

Revl og krat

Den hvide arkivdel er imidlertid i højeste grad problematisk. Det er tilsyneladende samlet hulter til bulter for en sikkerheds skyld og formentlig opgivet, efterhånden som freden sænkede sig og arkivet gik i ophavsmandens glemmebog.

De mange vidtløftige udsagn om navngivne personer kan næppe genere nogen i dag. De korte oplysninger virker i harmløse eller ligefrem kuriøse. Ikke mindst sammenlignet med nutidens elektroniske overvågningssystemer og den ubefæstede og ondskabsfulde sladder på de sociale medier.

Tilsyneladende er revl og krat fra officerens informanter kommet med. Som f.eks. at en lærer på Svaneke Skole "forsyner lærerværelset med avisen Land & Folk". Og en ingeniør "har på en beværtning i fuldskab udtalt, at han tjente penge ud over det, han fik i sit civile liv, og at han havde negativer af militære anlæg".

Løse rygter

De mange løse rygter er opfisket på værtshuse eller hos købmanden, hvor almindelig sladder nu engang kolporteres. Eller fra pressen. Og kartotekets lødighed styrkes ikke ligefrem af informationerne om f. eks "kommunelærer Svend Brandt-Møller«, der døde som en kendt grafiker i 1983.

Omkring 1960, hvor kartotekskortet er oprettet, boede han i Sandvig, hvor "han er gift med malerinden og grafikeren Pepin Henriksen, som antages at være venstreorienteret. Han er selv kunstuddannet og en meget dårlig økonom, der er i konstant pengenød.«

"Pepin Henriksen" var i virkeligheden den ligeledes kendte kunstner Pipin Henderson, der døde i 2012. Så hvis resten af kartotekets informationer har været lige så lemfældige, har kartoteket næppe været meget bevendt.

Helt parodisk

Helt parodisk virker oplysningerne om den veltjente skolepsykolog Frøkjær, der er så "så stærkt venstreorienteret, at han må betegnes som unational. Plejer omgang med landinspektør Olsen og lektor Davidsen."

Davidsen var lektor på Statsskolen og leder af Bornholms Museum fra 1947-72. Han optræder også på et kort over "kunstnerinden Gertrud Kudielka". Der står, at hun er keramiker og »spiller musik hos lektor Davidsen".

Den sidste oplysning stammer fra "frøken N. fra motorkontoret på Almegaards Kaserne". Og det anføres på kortet, at frøken N. kan, hvis der er behov for det, levere mere information om kunstnerinden og lektoren.

Museumsinspektør Jacob Seerup med arkivet i 12. december 2020. Foto: Jens-Erik Larsen