Det nystiftede Folkeuniversitet på Christiansø er blevet til i samarbejde mellem Naturpark Christiansø, Christiansø Administration og Folkeuniversitet på Bornholm.
Kridte skoene
– Nogle gange er der ikke så langt fra idé til handling. Heldigvis. Ideen opstod rundt om bordet i Naturparkrådet for Naturpark Christiansø, hvor vi hele tiden arbejder på at udvikle de tilbud, som både lokale og gæster møder, når de besøger Christiansø, fortæller naturvejleder Nina Bonnén Mourier i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Og det her var en af de gode ideer, som hurtigt vandt genklang hele vejen rundt. Både administrationen på øen og Bornholms Folkeuniversitet greb den med det samme, og så var det bare om at kridte skoene i Naturparkrådet og få Folkeuniversitet til at blive en realitet”.
Og ud fra aftenens fine fremmøde og store spørgelyst til de to første foredragsholdere tyder det på, at øboerne har taget Folkeuniversitetet til sig i de stille, mørke vintermåneder, fortsætter pressemeddelelsen og slår fast, at tanken bag tiltaget netop er at skabe endnu et fællesskabsorienteret tilbud til øboerne uden for turistsæsonen, hvor både gamle og nye øboere kan mødes og hygge sig sammen og samtidig blive klogere på naturen, kunsten og historien på øerne.