Vækkede opsigt på Folkemødet: 'Havenissen' tager turen til Dresden

Vækkede opsigt på Folkemødet: 'Havenissen' tager turen til Dresden
Poul Stadler gav ved Folkemødet i 2016 Jens Galschiøts frihedsgudinde asyl i baghaven. Arkivfoto: Allan Rieck
KULTUR | 1. APR • 15:30
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | 1. APR • 15:30

Jens Galschiøts skulptur vakte furore ved Folkemødet i Allinge i 2016.

Når FN senere i april i Dresden i Tyskland holder Nexus-konference, vil den danske kunstner Jens Galschiøt være med og opstille frihedsgudinden med navnet "Freedom to pollute" ("retten til at forurene").

Den seks meter høje glasfiberkopi af den amerikanske Frihedsgudinde blev skabt og første gang opstillet i år 2002. Den har været vidt omkring og har blandt andet været opstillet ved FN’s klimatopmøder i København, Paris og Bonn, hvor der med jævne mellemrum er kommet røg ud af skulpturens fakkel.

Den har også været til Folkemødet i Allinge i 2016, og det gik ikke stille af. Til kunstnerens store forundring meddelte Bornholms Regionskommune, at opstillingen af skulpturen krævede en byggetilladelse og statiske beregninger. Fra Folkemødets side blev det oplyst, at opstillingen krævede nogle tekniske specifikationer, som kunstneren ikke havde kunnet levere.

Det fik Jens Galschiøt til i en annonce i Tidende at søge efter en privat allingeborger, der ville give frihedsgudinden asyl under Folkemødet.

Fik god placering

Den annonce reagerede Poul Stadler på, og han gav skulpturen en plads i baghaven lige ud til stien ved Kampeløkken Havn, hvor der var en jævn strøm af folkemødedeltagere.

– Når man gerne vil have en havenisse, kan man vel ikke få en, der er bedre end den. Jeg syntes, at det var synd, at den ikke kunne komme op at stå. Vi trænger til politisk provokation. Der skal være lidt spræl, sagde Poul Stadler til Tidende.

Jens Galschiøt stod ved Folkemødet det år også bag en kunsthappening, som blev stoppet af politiet, fordi man tolkede indslaget som en overtrædelse af straffelovens maskeforbud.

Skulpturen skal under konferencen i Dresden "fungere som en kras kommentar til Vestens paradoksale tilgang til klimakampen – man vil gerne redde planeten, men ikke hvis det koster job, komfort, forbrug eller billige flyrejser", skriver Jens Galschiøt i et nyhedsbrev.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT