Kræftpatienter må rejse over: 'Det skal vi være rigtig glade for'

Det er bedre at rejse over til specialisterne end at få en dårligere behandling lokalt, fastslår Kræftens Bekæmpelses lokalformand.

Hvert halve år får sundhedsudvalget i Region Hovedstaden forelagt en status, der viser, om regionen lever op til de mål, der er i kræftpakkerne for, hvor hurtigt kræftpatienter skal udredes og i behandling. Den seneste status handler blandt andet om brystkræft og prostatakræft, hvor bornholmske patienter må en tur over vandet.

Når det gælder udredning og kirurgisk behandling af brystkræft, foregår det på Herlev og Gentofte Hospital, mens medicinsk behandling også sker på Bornholms Hospital, og patienter med prostatakræft skal rejse, fordi den anbefalede procedure begynder med en MR-scanning, som ikke laves på Bornholm.

Umiddelbart kan det lyde som en ulempe for de berørte patienter, men det behøver det ikke at være, fortæller formand Gitte Goldschmidt fra Kræftens Bekæmpelse, Lokalforening Bornholm. Faktisk tværtimod.

– Hvis man får konstateret brystkræft, skal man i første omgang have stillet en diagnose, og det foregår hovedsageligt på enten Gentofte eller Herlev Hospital, hvor der er specialafdelinger til det. Heldigvis ikke på Bornholms Hospital, for der er ikke den samling af specialister, der skal til for at stille en kvalificeret diagnose, siger hun.

Får man stillet diagnosen og skal i medicinsk behandling, kan den ofte foregå på Bornholms Hospital, hvis der er tale om kemoterapi, og der er ingen ventetid, fremgår det.

– Hvis det skal være meget friskblandet eller noget andet specielt, så kan det godt være, at man er nødt til at tage over, men ellers er der rigtig mange brystkræftpatienter, der får deres kemoterapi på Bornholms Hospital, siger Gitte Goldschmidt.

Er der brug for kirurgisk indgreb, foregår det enten på Herlev, Gentofte eller eventuelt Rigshospitalet.

– Det er dem, der har forstand på det, der behandler, og det skal vi være rigtig glade for på Bornholm, siger hun.

Alle kan betjene en radio

Gitte Goldschmidt fortæller, at hun ved mere om brystkræft end om prostatakræft, men også for den kræftform gælder det, at specialisterne er på den anden side af vandet.

– MR-scanning er jo ikke bare at have en scanner og så trykke på en knap. Alle kan finde ud af at betjene en radio eller et fjernsyn, men når man har specialscannere, så skal man også vide, at man lægger patienterne præcis, som de skal ligge. Man skal trykke på de rigtige knapper, give de rigtige doser og lave de rigtige optagelser, og det kræver en masse specialpersonale, ud over et meget dyrt apparat, fortæller Kræftens Bekæmpelses lokalformand.

I det lys har hun ikke et ønske om, at alle dele af et kræftforløb skal kunne foregå på Bornholm. Er man så uheldig at få kræft, er man som bornholmer bedre stillet ved at skulle forbi et hospital i hovedstadsområdet.

– Vores fine hospital er jo et nærhospital, og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at vi kan komme i en situation, hvor vi vil have de specialister, og vi vil i hvert fald ikke have dem fast, for det kan vi slet ikke. Man kan ikke have et helt setup af alle mulige specialister, det vil slet ikke kunne hænge sammen. Så vi skal kun være glade for, at vi skal dele det med andre, for det gør, at vi kan få de højt specialiserede behandlinger, siger hun.

Kvalitet er afgørende

Ud over kirurgiske indgreb og kemoterapi kan kræftbehandling også bestå af strålebehandling, og der gør det samme sig gældende som for MR-scanning.

– I strålebehandling skal man have det lige specifikt dér, og man skal ligge på en bestemt måde, og det kræver jo igen meget kompetente personer og radiologer, der kan betjene strålekanonerne. Får man strålerne lidt ved siden af, så får man alle mulige bivirkninger og senfølger, siger Gitte Goldschmidt.

Derfor er det godt, at det er folk, der har gjort det mange gange, og som ved, hvad de skal gøre, frem for at det en på Bornholm, der gør det en gang imellem.

– Det nære er vigtigt, der hvor kvaliteten er i orden, men det er vigtigere at få en god kvalitet, hvis man gerne vil overleve som kræftpatient, og det vil de fleste jo gerne, lyder det fra Gitte Goldschmidt.