"Vi ved snart ikke, hvad vi skal stille op med kvinderne, vi mænd. Forleden trængte en kvinde ind på det eneste sted, hvor mænd hidtil har kunnet være alene, nemlig i verdensrummet, og nu myldrer det frem med arrangementer, der udelukker de bornholmske mænd, men står åbne for kvinderne.
Vi tænker på alle skønhedskonkurrencerne.
For tiden vælger man i Rønne og andre steder noget, der hedder "Sommerens sødeste heks". Piger samles op og får nyt tøj for at lade sig udstille, men hvem har spurgt efter "Sommerens grimmeste trold", så vi andre kunne få en skjorte i præmie og lejlighed til at vise os lidt.
Der er også "Miss Sild" i Hasle, men er der nogen, som spørger efter en "Mister Torsk"? Der kåres "Turistpigen 1963" i Rønne i denne weekend, men ikke ét ord om "Turistmanden". Er det måske ikke mændene, der tjener pengene til folks turistrejser, men alligevel holdes de ude. Og så var der "Miss Sandvig", som selvfølgelig er en pige i badedragt, medens der aldrig er valgt en "Hr. Allinge" i badebukser.