Trøst har argumenterne klar: Håber på flere penge fra pulje

Trøst har argumenterne klar: Håber på flere penge fra pulje
Jacob Trøst har fået et møde i stand med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. Mødet finder sted på tirsdag. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
POLITIK | Torsdag 15. august 2024 • 15:55
POLITIK | Torsdag 15. august 2024 • 15:55

Borgmester Jacob Trøst (K) og økonomichef Stine Hansen tager tirsdag til København for at argumentere for, hvorfor Bornholms Regionskommune skal have en større del af pengene i puljen for særligt vanskeligt stillede kommuner end kommunen fik sidste år.

Da borgmester Jacob Trøst (K) onsdag aften var vært for et informationsmøde om den kommunale økonomi på Campus Bornholm, løftede han blandt andet sløret for, at han tirsdag i næste uge skal på charmeoffensiv i København hos indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Baggrunden er, at regionskommunen har søgt om 180 millioner kroner fra den statslige pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner. Penge der skal være med til at afbøde regionskommunens sparekrav, når politikerne den 2. og 3. september mødes for at lægge næste års kommunebudget.

– Når man sender ansøgningen om at få penge fra puljen for særligt vanskeligt stillede kommuner afsted, så kan man sætte kryds ved, at man ønsker et møde med ministeren. Det har vi gjort, og så er der kommet et møde i stand med os - og formentlig også andre kommuner, siger Jacob Trøst, der har erfaret, at der er 'en del' kommuner, der har sendt en ansøgning om at få del i pengene.

Det ansøgte beløb er lidt mindre end det, kommunen bad om sidste år. Her stod der nemlig 200 millioner kroner i ansøgningen.

Samtidig er der i 2025-puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner endnu engang flere penge at få del i end året før. Hvor 2024-puljen indeholdt 734 millioner kroner, er der denne gang 800 millioner kroner, der skal fordeles til kommunernes 2025-budgetter.

Når Jacob Trøst gerne vil mødes ansigt til ansigt med ministeren, handler det om at kunne underbygge regionskommunens ansøgning.

– Jeg vil gerne fortælle lidt om Bornholms særlige egenskaber, havde jeg nær sagt; hvorfor Bornholm adskiller sig fra andre kommuner, og det var også en af de ting, jeg forklarede på mit informationsmøde onsdag. Jeg vil også sige, vi er dybt afhængige af at få penge fra den pulje, siger borgmesteren.



Ansøgningen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet fylder to A4-sider. Foto: William Sonne Kaalø

 

Øget pres på økonomien

I ansøgningen skal regionskommunen som noget af det første beskrive dens væsentligste begrundelser for at søge om at få del i pengene - og det er ikke opløftende læsning.

"Nedgang i befolkningen og skæv aldersfordeling, hvor andelen af ældre og mindre børn er stor i forhold til andelen af unge og erhvervsaktive, øger presset på økonomien samtidig med at netop denne alderssammensætning gør, at Bornholm bliver underkompenseret i udligningssystemet. En fremskrivning viser, at der vil mangle kvalificeret arbejdskraft inden for en kort årrække, og personer med sociale problemer samt personer på overførselsindkomst vil fortsætte med at vokse," står der i ansøgningen, hvor regionskommunen også skriver:

"Kommunen har mange udsatte og andelen med en social sag er væsentligt højere end på landsplan. Kommunen bliver i udligningssystemet ramt på, at en del af vores meget omkostningstunge børn ikke indgår i befolkningsgrundlaget, da de er anbragt uden for øen. På børneområdet er vedvarende fokus på den tidlige og forebyggende indsats for at nedbringe den sociale ulighed og sikre det bedst mulige grundlag for kommunens børn og unge."

Håber på flere penge

Med sig til København tager Jacob Trøst chefen i Center for økonomi og personale, Stine Hansen. Administrationen har opgjort ubalancen i næste års budget til at være 180 millioner kroner, og det er det faktum, der afspejler det ansøgte beløb.

Sidste år fik Bornholm tildelt 95 millioner kroner fra puljen og 10 millioner kroner i lån fra den ordinære lånpulje, som er målrettet til kommuner i en økonomisk og likviditetsmæssig vanskelig situation. Det var kun Lolland Kommune, der fik et højere beløb end Bornholms Regionskommune - hele 210 millioner kroner. Men det høje beløb skulle ses i lyset af, at kommunen har en aftale om udviklingspartnerskab med ministeriet.

Jacob Trøst håber, at Bornholms Regionskommune får et højere beløb end 95 millioner kroner tildelt denne gang.

– Vi har en ubalance på 180 millioner kroner. Vi har lavet sparekatalog med en forudsætning om, at vi, hvis vi får 85 millioner kroner, stadig mangler mange penge i kassen. Så jo flere penge vi får fra puljen, jo mindre skal vi tage af sparekataloget, forklarer borgmesteren, der tilføjer, at sparekataloget, som kan indgå i de politiske prioriteringer i arbejdet med budgettet, er på 64 millioner kroner.

Hvordan millionerne fordeler sig blandt de kommuner, der har sendt en ansøgning, plejer at blive offentliggjort den sidste dag i august, fortæller Jacob Trøst. Det er meget tæt på budgetforhandlingerne, som finder sted den 2. og 3. september.

TV 2/Bornholm skriver torsdag, at en mulig aftale om et udviklingspartnerskab mellem Bornholms Regionskommune og Indenrigs- og Sundhedsministeriet også er på dagsordenen i København på tirsdag. Et udviklingspartnerskab er med til at støtte den økonomiske udvikling i landets vanskeligt stillede kommuner og løber over fire år, skriver den lokale tv-station.

Det er ikke første gang, Jacob Trøst er i København for at tale regionskommunens sag hos Sophie Løhde. Det var han også sidste år, hvor mødet fandt sted den 21. august.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT