Fodfolket inviterer til jubilæum

Fodfolket inviterer til jubilæum
Søndagsturen startede ved Natur Bornholm og førte blandt andet de cirka 25 deltagere til Klintebakken. Foto: Holger Larsen
KULTUR | Mandag 27. januar 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | Mandag 27. januar 2025 • 05:30

Gangforeningen Bornholm er ude at gå næsten hver søndag året rundt.

Søndag den 16. februar er der ingen tur i Gangforeningen Bornholm. Det er ganske usædvanligt, for normalt er medlemmerne ude at gå hver eneste søndag, undtagen til påske og pinse.

Men der er en god forklaring: Gangforeningen fylder 50 år, og det fejres med spisning, musik og dans i Nyvest Centret lørdag den 15. februar. Og så skal søndagen altså bruges til at hvile ud.

Men ellers bliver der gået året rundt hver eneste søndag klokken 9 et eller andet sted på Bornholm. Det er "korte ture" på 8-10 kilometer.

Hver anden lørdag – undtagen i juli og august – bliver der gået længere ture, hvilket vil sige 15 kilometer, hvor tempoet også er hurtigere.

Man er som regel 20-30 deltagere på de korte ture, og mellem tre og otte på de lange ture.

En turleder går i spidsen. Der er ikke tale om en guidet tur, hvor der bliver fortalt om stedet.

– Vi går for at gå. Men er der en, der ved noget om stedet, kan man sagtens fortælle om det, siger foreningens formand siden 2014, Lisa Drejer.

Mange marcher

Da gangforeningen blev stiftet i 1975, var det med militærfolk fra Almegårds Kaserne i spidsen – Kjeld Kraul Jensen som den første formand og Christian Stentoft. De stod også bag Bornholm Rundt Marchen, som blev holdt første gang i 1976.

Kraul Jensen stod også bag det motto, som Lisa Drejer gerne tilslutter sig:

"Lad vognen stå, kom ud at gå, nyd naturen, nyd kammeratskabet, meld dig til "fodfolket", bliv medlem af Gangforeningen Bornholm".

Lisa Drejer har været formand for Gangforeningen Bornholm siden 2014. Hun var turleder for søndagens tur. Foto: Holger Larsen

– I gamle dage havde man mange marcher, hvor man fik medaljer. Man havde otte marcher på et år, og nogle af medlemmerne tog af sted og gik Nijmegen-marchen i Holland. De arrangerede blandt andet Rønne Bymarch ved Rønnes 650 års byjubilæum i 1977 med 460 deltagere, fortæller Lisa Drejer.

Gangforeningen har ikke længere tilknytningen til forsvaret, og det er længe siden, at der blev stiftet en anden forening, Gangforeningen Rotna, til at arrangere Bornholm Rundt-marchen.

Det er efterhånden også en del år siden, at gangforeningen har trukket sig ud af arrangementet af den store kvindegåtur, ladywalk.

78 medlemmer

De store arrangementers tid er forbi for gangforeningen, hvor medlemstallet var oppe på 303 i 1986.

– Så højt kommer vi aldrig op igen, mener Lisa Drejer, som dog gerne ser, at man bliver flere end de nuværende 78.

– Foreningen har det fint, men det er svært af rekruttere nye medlemmer, især unge mennesker, som har så meget andet i forvejen, siger hun.

Gangforeningen var søndag ude på en tur på cirka 10 kilometer. Foto: Holger Larsen

Gangforeningen slås med at par andre faktorer. Dels et højt aldersgennemsnit. Et "ungt medlem" i foreningen er 55-56 år. Alderspræsidenterne har passeret de 80.

Så er der kønsfordelingen, hvor kvinderne udgør et markant flertal.

– Jeg ved ikke, hvorfor mændene ikke vil med ud at gå. Jeg har været så heldig, at Arne, som jeg bor sammen med, gerne vil, og det er jeg glad for, siger Lisa Drejer.

Det kan godt være, at medlemstallet er for nedadgående, men alligevel er der en klar tendens til, at mange kommer ud at gå, men bare ikke bliver medlemmer af gangforeningen.

– Mange har fundet sammen i vandregrupper. Det er også fint, siger Lisa Drejer.

Man ser nye steder

Hvad kan være fordelen ved at melde sig ind i gangforeningen?

– Man kommer ud hver søndag formiddag, og så har man gjort noget rigtig godt for sig selv. Der er også sammenholdet. Der opstår kammeratskaber, og nogle møder en partner. Det er heller ikke så ringe.

– Man kommer ud at nyde naturen, får frisk luft, motion, ser nye steder. Går man for sig selv, kommer man nemt til at gå de samme steder. Her kommer man ud over hele øen. Selv som gammel bornholmer, der har været med på rigtig mange ture, kan man komme ud i afkroge, hvor man aldrig har været før.

Som medlem af gangforeningen kommer man rundt på hele Bornholm. Foto: Holger Larsen

Lisa Drejer er især glad, når gangforeningen får nye turledere, for så kommer der også nye ture på programmet.

En gang imellem går turen også udenøs for at se noget andet. Sidste år tog man færgen for at gå en tur i omegnen af Ystad.

Skal I finde på nye aktiviteter for at få flere medlemmer?

– Det har vi diskuteret meget, men vi er ikke kommet frem til, hvad det skulle være, siger hun.

Foreningen har et aktivt festudvalg, som står for de sociale aktiviteter – som fastelavn, en grillfest, en løvfaldstur med efterfølgende spisning og en gløggtur og helt aktuelt jubilæumsfesten.

Og dagen efter er der altså ingen tur. Men inden da skal "fodfolket" de kommende søndage gå ved Snorrebakkesøen og ved Jons Kapel.

Gangforeningen

Gangforeningen Bornholms formål, som det står beskrevet i foreningens vedtægter:

Foreningen formål er under kammeratlige former at fremme medlemmernes interesse for gangsport gennem regelmæssige træningsture af varierende længde, samt fællesture til udenøs arrangementer.



Følg debatten på facebook!

TANDLÆGEMANGEL PÅ BORNHOLM

Ny tandlægeklinik: Præcis som jeg havde tænkt mig
NYHED | ABONNENT

Ny tandlægeklinik: Præcis som jeg havde tænkt mig

Ibh & Holmberg – Øens Tandlæger er flyttet ind i det tidligere AMU-Center i Aakirkeby.
Ingen specialtandlæge: 'Behandlingerne kan blive længere, men også dyrere'
NYHED | ABONNENT

Ingen specialtandlæge: 'Behandlingerne kan blive længere, men også dyrere'

Bornholms Regionskommune er ikke lykkedes med at rekruttere en specialtandlæge til tandregulering. Derfor er der nu ingen, og det gør, at der opstår en venteliste. Det kan have konsekvenser på længere sigt, advarer Tandlægeforeningen.
FÅ ABONNEMENT