Dj og P3-vært fra Allinge: 'Luksus er at have tid til det, man elsker'

Som 18-årig fyldte Pelle Peter Jencel Villa Nova med festglade unge mennesker. Og fredag fik den nu landskendte radiovært og dj sin drengedrøm opfyldt, da han spillede i Store Vega i eget navn. Men han lærte at drømme stort på Bornholm.

Når Pelle Peter Jencel som ganske ung fik sneget sig ned i byen på de lokale diskoteker eller det årlige BM i mobildiskotek, blev den entusiastiske musiknørd ofte skuffet, når han hørte, hvilke sange højtalerne lod fylde rummet med.

– Jeg tænkte: Der er så meget god musik i verden, og I spiller så lidt af det.

Nu skulle der andre toner til. Den musikelskende bornholmer begyndte derfor tidligt at sætte sit eget præg på øens festlyd.

– Da jeg var 15 år, gik jeg i gang med selv at arrangere fester, og da jeg ikke kendte andre dj’s hjemme i Allinge, begyndte jeg selv at spille.

Det gjorde han også til sin egen 18 års fødselsdag, hvor han ville holde en fest i Nordskovens Villa Nova. Men en dj-pult var der ikke råd til. I stedet måtte han forlade sig på sin opfindsomhed.

– Så det, jeg gjorde, var at bruge min egen og min mors dvd-afspiller og en fjernbetjening til hver af dem. Og så havde jeg en rigtig dårlig dj-mixer og en stationær computer, en kæmpestor pc. Så lånte jeg min mors højtalere, som dog brændte sammen efter en time, så vi, midt i festen, måtte låne en af mine venners.

Pelle Peter Jencel smiler og lader ansigtsgrimassen glide over i bar forbavselse.

– Og så dukkede der 700 mennesker op!

Hvor mange havde du inviteret?

– Jeg havde inviteret alle mine venner, måske 200, og så løber rygtet jo på øen. Og folk gik amok, og der var kø udenfor, så jeg slet ikke forstår det, siger han og ryster let på hovedet.

– Folk brød ind gennem køkkenet for at komme ind. Til sidst var der så mange, at du heller ikke kunne komme ud igen.

De mange uventede og festglade gæster, der lod sig pakke som sild i en tønde til lyden og rytmerne fra fødselarens hjemmelavede dj-set up, blev dog en vigtig øjenåbner for den bornholmske musiknørd.

– Den store sejr for mig den aften var, at folk netop festede amok til den musik, som jeg altid havde fået at vide, på de førnævnte diskoteker, var mærkelig.

Hvad spillede du til fødselsdagen?

– Det var alt fra alternativt elektronisk housemusik til hiphop til rock. Alle mulige ting, som du aldrig ville høre på Den Røde Baron, som på den tid var stedet – og hvor jeg også har haft mange gode nætter. Men den aften viste mig, at selvom du kun står med to dvd-afspillere, så kan der dukke 700 mennesker op. Så den fest fik mig til at indse, at det er muligt, smiler han.

– Det er både muligt for en nørd som mig at dj’e, og der er nogle, der vil høre det her musik. De har måske bare ikke haft muligheden andre steder. Og det gav mig megameget blod på tanden, fortæller den nu 37-årige bornholmer, der i dag har fået en endnu større lytterskare som både dj og DR-vært.

En følelse af eurfori

Da Pelle Peter Jencel smilende træder ind ad svingdøren til DR-byen i København, er der larmende stille i bygningen. Selv larmer han i dag også kun på en underspillet måde med sit lyse og ensfarvede outfit.

– Ja, vi har det næsten for os selv, siger han med sin klare radiostemme på vej op ad rulletrapperne og forklarer, at når det er lørdag eftermiddag holder langt de fleste af husets medarbejdere jo weekend, på nær dem fra TV- og radioavisen.

Selv er han som radiovært dog også altid at finde på skansen om lørdagen, også selvom han i aftes spillede som dj til langt ud på natten ved P3 Gulds fest, DR’s årlige musikprisuddeling. Og om godt en time får han netop besøg af en af aftenens prisvindere, når han byder indenfor til Åbent Hus på P3, som eftermiddagens program hedder. Selv har han også vundet et hav af priser både som dj og radiovært og er blevet en kendt stemme i musikbranchen. Men kendisstatuen har dog aldrig været vigtig for ham, fortæller han, da vi har slået os ned ved et bord i det næsten tomme DR-hus.

– For mig har det aldrig været målet. Jeg har aldrig været passioneret omkring det at være kendt. Jeg har til gengæld været meget passioneret omkring musik. Men jeg tror bare, at mange tænker, at det er i den rækkefølge ting kommer, siger han.

– For mig er musikken et livsvilkår. Det er ikke sådan, at jeg har stået med tre karriereveje og tænkt ”nå men skal jeg være journalist eller advokat eller noget med musik”. For min passion ligger jo omkring musik. At formidle musik. At kunne spille og fortælle om musik på en måde, så dem der hører det, får den samme følelse indeni kroppen, som jeg gør, når jeg hører det. Det er det, jeg brænder for.

Hvad er det for en følelse?

– Det kilder i maven, man bliver varm i kroppen, det er en form for eufori, siger han og smiler begejstret.

– Det er en meget fysisk oplevelse, når man hører noget musik, der rammer en. Og man kan også blive rørt og overvældet. Så for mig har det altid handlet om at prøve at give den oplevelse videre. Helt tilbage fra at sætte musik på i frikvartererne i gymnasiet eller til håndboldtræningerne i Nordlandshallen. Jeg har lyst til at stå med et flag og sige: "Hey, hør lige det her", fortæller radioværten, som tidligt fik musikken som et hovedtema i sit liv.

Stak ud i Allinge

Som barn fik han også tidligt sanserne stimuleret med forældre, der begge var interesseret i kunst og musik. Faderen var uddannet fotograf og moderen var egentlig modist.

– Det er et pænt ord for hattemager, forklarer han smilende.

– Men på Bornholm kan man ikke leve af at designe hatte, så hun arbejdede ude på det, der hed Strandslottet, og min far flyttede til København, efter de blev skilt, da jeg var fire år.

Selv blev Pelle Peter boende i Allinge med sin mor og lillesøster i Nørregade 5, som nabo til Gæstgiveren, der dengang var et værtshus, som ikke havde mange koncerter. Alligevel voksede han op til lyden af musik.

– Min mor har altid spillet sindssygt meget musik for mig og præsenteret mig for film, kunst og design. Vi havde ingen penge, men vi havde et rigt kulturliv. Og min far boede i København, og så kunne jeg tage derover og tage til koncerter og festivaler fra en ret tidlig alder, fortæller Pelle Peter Jencel, som også godt kan huske fornemmelsen af at stikke ufrivilligt ud, fordi familien ikke havde råd til rejser og nyt tøj.

– Du oplever jo som barn ofte forskellen på de andre i forhold til, hvad du ikke har.

Så der var ikke uanede midler…?

– Nej. Vi har prøvet ikke at have strøm. Så er man fattig, ikke? Når køleskabet skal tømmes, fordi strømmen er taget, siger han.

– Men samtidig følte jeg ikke, jeg havde nogen dårlig barndom. Jeg var meget bevidst om, hvor heldig jeg var. Jeg kunne læse meget tidligt og elskede det, for det blev jeg inspireret til hjemmefra, og jeg havde en sindssyg kærlighed til musik, som jeg også fik hjemmefra, fortæller han.

– Mine forældre kunne jo ikke lige købe mig en lejlighed eller give mig noget fedt tøj, men de kunne give mig noget, der i mine øjne, var endnu vigtigere, nemlig muligheden for at drømme stort og sige, selvfølgelig skal du det. De syntes jo ikke, det var sindssygt, at jeg gerne ville lave noget med musik eller kunst. De har altid støttet mig, hvis der var en koncert, jeg ville til i København, så har min mor sparet op, så jeg kunne komme afsted.

Et vigtigt venskab

Drømmene og udsynet holdt han også i live sammen med barndomsvennen, Daniel Mühlendorph, som nu er filmproducer, medindehaver af Hyæne Film og medstifter af Wonderfestiwall.

– Daniel og jeg hang sammen. Vi lavede alt sammen i folkeskoleårene. Vi var fra samme årgang, samme klasse, sad ved samme bord og boede to minutter fra hinanden. Vi hed DOP, som stod for Daniel og Pelle. Mig og Daniel var ligesom en enhed. Og jeg tror, at det, vi så i hinanden, var, at her er der én, som også har planer, der i hvert fald er større end det, vores lærere præsenterede os for. Vi kunne for eksempel ikke få fransk som valgfag, fordi det var vigtigt at lære tysk, for du skulle jo kunne sælge pølser til tyskere. Som om det var vores forudbestemte skæbne, siger han og tilføjer:

– Der tror jeg, vi begge to tænkte: Vi har andre planer, siger han med et glimt i blikket.

– For vi drømte stort og delte en initiativrigdom, som gjorde, at vi for eksempel skrev teaterstykker og lavede film eller brændte hjemmelavede cd’er med vores yndlingsmusik og intakte sketches, som vi solgte i skolegården for 50 kroner stykket.

Sådan havde venneparret altid gang i alle mulige projekter, og i klassen blev de ofte sendt udenfor døren, husker han.

– Det var altid os, der blev smidt op på inspektørens kontor. Vi fungerede måske lidt mere kreativt, end den form den danske folkeskole var indrettet til, så vi kedede os hurtigt og fik i stedet gakkede idéer eller lavede sjov, som forstyrrede de andre. Og det går jo ikke.

Og blandt skolens ældre lærerstab var forhåbningerne til de to fyres fremtid heller ikke altid lige stor.

– Vi fik for eksempel engang at vide, at ”I to bliver ikke til noget, I ender nede på havnen.” Vi har siden mødt hinanden til et par prisuddelinger, hvor en af os eller begge har været nomineret for vores projekter. Og dér kan jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på de ord. Det er en god motivation, smiler han.

– Daniel var sindssyg vigtig for mig på den måde, at så følte jeg mig i hvert fald ikke alene om at have en passion for andet end at gå til håndbold, som var kæmpestort i Allinge. For uanset hvor gode mine venner og deres forældre var til at gribe sådan en som mig, og faktisk også mange af mine lærere, så var det jo svært, når man ikke følte, man helt passede ind.

– Det har nok også givet mig en styrke, der gør, at jeg sidenhen heller ikke har forsøgt at gå på kompromis med mig selv for at passe ind. Hvis jeg dengang havde forsøgt for hårdt at passe for meget ind, så havde jeg aldrig lavet det, jeg gør i dag.

Fandt sig selv i rappen

Musikken har været en passion for ham hele livet, men det blev ikke en succes, da han som 6-årig begyndte at gå til et instrument.

– Jeg sagde til min mor, at jeg ville spille trommer, det var min store drøm. Alt handlede for mig om at spille musik, men det eneste du kunne gå til i Allinge var akkordeon, altså klassisk harmonika.

Men musiklæreren var ikke den store pædagog.

– Jeg tror mere, at det var reglen end undtagelsen, at børnene gik grædende fra hans undervisning. Sådan var det også for mig, så jeg holdt kun et år, siger han og tilføjer, at musiklæreren dog også underviste en af hans andre klassekammerater, Bjarke Mogensen, som jo i dag er en af verdens bedste akkordeonister.

– Men for mig ødelagde den musiklærer det fuldstændig for mig. Jeg troede jo pludselig, at det at spille musik var lig med at sidde alene i et lokale og få skældud for hver eneste fejl, hvilket måske ikke er den rette måde at få en 6-årig til at blive forelsket i sit fag. Det gjorde i hvert fald, at jeg aldrig sidenhen samlede et instrument op. Det er jo trist, men det er jo gået okay alligevel, smiler han underspillet.

Som dreng blev rappen hurtigt hans foretrukne musikgenre, og skal han selv give et bud på hvorfor, hang det nok sammen med en søgen efter et mandligt modspil til den kvindelige energi, han voksede op med

– Min far boede jo i København, ham så jeg kun en gang om måneden, og så finder du jo lidt dine mandlige forbilleder i andre miljøer, og for mig var det meget i musikken. Så retrospektivt tror jeg, det var det, der gjorde, at jeg blev fanget af den energi, som rummer det lidt farlige, vilde og voldsomme, fortæller musikentusiasten, der også lod sine unge ører høre andre rytmer.

– Jeg hørte alle genrer, men det var rappen, som ramte mig hårdest.

Pludselig populær

Selv ramte han også øens musikliv med sin rappe musiksmag, så det kunne mærkes, da han som gymnasieelev både begyndte at arrangere koncerter, lave skoleradio og anmelde koncerter her i Bornholms Tidende.

– Alt, hvad der handlede om musik, ville jeg bare gerne lave.

Sådan skruede han tidligt op for sit musikmæssige engagement, og efter den overraskende succes som dj ved hans egen 18 års fødselsdag, begyndte han at arrangere fester fast i Villa Nova hver anden måned, og det blev fyldt op med mennesker hver gang.

– Det blev også en identitet for mig. For lige pludselig var jeg ham festarrangøren eller ham dj-typen. Nu var jeg ikke længere ham der virkelig var dårlig til sport og gik i genbrugstøj, som jeg jo virkelig var i folkeskolen. Fagligt set havde jeg været stærk og fik helt fine karakterer. Men på alle parametre, hvor du kan være lidt fed socialt set, der tabte jeg. Jeg var ikke sej, jeg gik ikke i det seje tøj, jeg så ikke sej ud, jeg var ikke god til sport. Jeg havde ikke nogen penge.

Sådan blev hans identitet på mange måder vendt på hovedet i gymnasiet.

– For lige pludselig var det også anerkendt at gå i noget andet tøj, at gå op i musik og at holde en fest eller tage til København for at se en koncert. Så alle de ting, jeg havde gjort helt naturligt hele mit liv og havde følt mig semiudskammet for, det var lige pludselig bare det mest coole. Det var et stort chok for mig.

Det gav dig mere selvtillid?

– Ja, helt vildt, smiler han.

– Jeg havde jo nok, uanset hvad taget den vej jeg har gjort. Jeg havde ikke stoppet med at elske musik og forsøge at lave fester eller koncerter, men det var da megadejligt at få den anerkendelse, som jeg oplevede det som. Og også en status og en opmærksomhed, jeg lige skulle vænne mig til, på godt og ondt.

En del af musikbranchen

Meget hurtigt fik han også venner i København, hvor han blev en del af musik- og klubmiljøet, og da han efter gymnasiet flyttede til storbyen, begyndte han at få opgaver for et pladeselskab og kom til at promovere og arrangere events.

Han var for eksempel med til at promovere Oh Lands første plade, ligesom han hjalp et andet band på en europaturné. Sådan kom han også ind på den ”lidt hemmelige” uddannelse, Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor kun seks personer kommer ind om året.

– Det er en uddannelse, som på en måde giver dig et grundkursus til musikbranchen. Du kan arbejde med musik på alle mulige måder, management, booking, pladeselskab, alt, hvad der i princippet har med musikbranchen at gøre, kan du ende i.

For at brødføde sig selv arbejdede han undervejs i Postdanmark, ligesom han sideløbende også holdt liv i sin passion for musik som dj.

– Men jeg har næsten aldrig haft dj-udstyr. Jeg har aldrig haft råd til det, så når jeg øvede, var det, når jeg stod og spillede på klubberne.

Alligevel blev han bemærket og spillede inden længe både på store klubber og festivaler.

– Men samtidig tænkte jeg: ”Hvad skal jeg sådan rigtigt leve af, hvis jeg skal have et voksenjob? Og jeg troede, jeg skulle arbejde på et pladeselskab, siger Pelle Peter Jencel, der dog først ville lære at spotte et hit. For det følte han ikke, han havde styr på.

– Jeg tænkte, at det, pladeselskaber gør, er, at de finder hits, og så udgiver de dem, og så er alle glade. Og jeg vidste, at de i hvert fald kan spotte hits på P3, så jeg tænkte, at det var et godt sted at få den kompetence med.

Pelle Peter Jencel føler sig hjemme i DR Byen, hvor han i dag er en af de mest populære radioværter på P3. Foto: Joan Øhrstrøm

Fik en chance

Planen var derfor slet ikke at blive radiovært, da han gennem en bekendt fik en praktikplads på landets største musikkanal, hvor han fik sin daglige gang som redaktionsmedlem på et musikprogram.

– Det var kun mig og en vært på det program. P3’s budgetter er ikke så store, så det var normalt, at der kun var en vært og en praktikant på et program. Men for mig var det fedt, for så fik jeg hurtigt lov til alt muligt. Det mindede mig på den måde lidt om Bornholm, hvor man også hurtigt kan blive kastet ud i tingene, så jeg fik meget hurtigt erfaring i alt fra at lave interviews og være med i planlægningen af et radioprogram på landets største musikkanal. Og da jeg havde været der i et halvt år, talte de om, at de gerne ville lave et program om ny rap-agtig musik.

Cheferne bad Pelle Peter give et bud på det nye program selv. For han kendte jo en del til den nye rap og kunne nu også lave radio. Og sådan blev han pludselig radiovært – som 24-årig.

Fra klubmiljøet kendte han en del artister, der aldrig blev spillet i radioen, men dem var han gennem sit nye program for ny rap og r’n’b med til at skubbe ud i verden. Og store rapnavne som Top Gun og Gilli fik på den måde deres første hits gennem hans program, der blev sendt på P6 Beat. Der viste han, at han var med på beatet med den nye musik, så han fik også et program på P3 – nu med medværten Nicholas Kawamura, der i sin tid havde lært ham op. Og sammen fik de stor succes.

– Vores program går rigtig godt og bliver udvidet og udvidet. Og siden dengang har det eventyr bare kørt derudaf for både mig og drengene. Det er vel 11-12 år siden.

Med succesen fulgte også chancen for at lave en podcast om rappens historie, og den fik både mange priser og lyttere.

Bomberne over Bornholm

Og nu blev der for eksempel også bud efter ham som vært på P3 Guld, ligesom han for tre år siden også blev vært på DR2-dokumentarserien ”Bomberne over Bornholm”, som blandt andet bygger på hans egen familiehistorie.

Det gav ham mulighed for at dykke ned i historien om hans egen oldefar, der var modstandsmand under krigen her på øen. Da dokumentaren løb over skærmen, var responsen overvældende, husker han.

– Den blev angiveligt set af rigtig mange, og de gav den vist en meget høj karakter, fortalte mine chefer, og jeg har heller aldrig før prøvet at få fem stjerner i Berlingske. Pludselig fik jeg i min indbakke ikke kun beskeder fra unge lyttere, der ville spørge til musik, men også beskeder fra folk som Kaj på 79 år, der bare ville fortælle, at han godt kunne huske min oldefar, siger han og fortæller, at mange faktisk bliver overraskede, når han fortæller, han er fra Bornholm.

– Det, synes jeg, er lidt trist, for jeg er megastolt over at være fra Bornholm. Så det var rigtig fedt for mig at kunne bruge min identitet som bornholmer til at belyse en historie, som også er meget større og vigtigere end bare min familiehistorie. Den tager udgangspunkt i min oldefars fortælling, men det er jo et fælles traume for hele øen, siger han.

Krølle Bølle-mentalitet

Hvordan tror du ellers, det har formet dig at komme fra Bornholm?

– Jeg tror, det har givet mig en kæmpe initiativrigdom. For på Bornholm er der sådan en lidt krøllebølle-mentalitet. Du har kun det sjov, du selv laver. Så du kan enten sætte dig tilbage og brokke dig over, at der ikke sker noget, eller også kan du sige, jeg vil gerne have det her sker, og så kan du på sygt kort tid få de ting til at ske.

Det er den gastronomiske omvæltning sammen med de mange små initiativer, butikker, festivaler og events glimrende eksempler på, mener han.

– Initiativlysten, synes jeg, er sindssygt sigende for min opvækst på Bornholm. For du lærer, at der sker måske ikke så meget. Omvendt kan du få ting til at ske, hvis du bare griber chancen. Og det er jo en evne, der er megafed, uanset om du sidder i København, på Bornholm eller i New York.

For det gør, at du selv kan forme din skæbne, mener han.

– Min karriere har heller aldrig været planlagt. Jeg har aldrig siddet og tænkt ”jeg skal være P3-vært” eller ”jeg skal på festivalturné”, som jeg får lov til nu. Men hvis der er noget, jeg vil eller har lyst til, så forsøger jeg på en eller anden måde at få det til at ske. Og det tror jeg kommer meget af min tid på Bornholm.

Et vanvittigt år

Men har den succesfulde DJ og radiovært aldrig oplevet modgang? Jo, svarer han hurtigt. Ikke mindst det seneste år.

– Begge mine forældre døde sidste år – de havde levet lidt for stærkt, og så døde de lidt for unge. Med et halvt års mellemrum, siger han og ser til siden.

– Sidste år var et fuldstændig sindssygt år, hvor jeg havde en baby og bliver far igen. Min mor dør så imellem min datter og min søn bliver født, siger han.

– Så dør min far, men jeg vinder også EN (nogle) store priser, og vi flytter, fordi der er kommet et til barn, så vi kan ikke længere bo i en toværelses, som vi har gjort tidligere. Så sidste år var bare sådan et fuldstændigt vanvittigt år.

Han tier lidt, før en lille latter slippes løs.

– Det er også bare nærmest tragikomisk, siger han så.

– Det var sgu bims. Det er jo hårdt. Det er både hårdt at blive forælder og miste mine egen forældre. Men det var noget, jeg ret hurtigt sluttede fred med.

Hvordan?

– Det, der skete ret hurtigt, var, at sorgen blev vekslet til en kæmpe taknemmelighed og stolthed, faktisk, over hvor fede de var. Over hvor sindssygt heldig jeg er over at være deres søn, at jeg har fået den nysgerrighed og kærlighed og passion med. På den måde er jeg en meget koncentreret udgave af de to mennesker, og så måske med lidt færre brister end de begge to havde, siger han og smiler, mens han et øjeblik lader øjnene glide ud i de røde og hvide DR-lokale.

– Når jeg kigger udover mit liv i dag, lever jeg jo på mange måder også lidt deres drøm. Jeg kan leve af min interesse og min passion for det kreative og for det tossede og vilde og smukke i livet. Og det kunne de jo aldrig. Men når det er sagt, så har de jo forløst deres børn ud over alle evner, især min mor, siger han og fortæller, at morens begravelse blev holdt i Allinge Kirke, hvor han selv blev gift tre år forinden.

– På den måde var det også meget fint. For Allinge var vitterligt der, hvor jeg løb rundt, indtil jeg var 18 år. Men også meget fint at se, hvordan kirken var fuldstændig proppet med blomster. Du kan jo aldrig vide, om der kommer nogen,…

Men den dag var der et fantastisk fremmøde, fortæller han. Mange af hans venner i København tog hjem for at være en del af dagen, ligesom Gæsten lagde hus til.

– Vi skulle ikke tænke på noget. Så på den måde bliver din begravelse også et tilsagn om, hvad for et aftryk du har sat. Det var også sindssygt rørende… for hun havde sat et aftryk, siger han, mens blikket et kort øjeblik bliver blankt.

– Ikke bare i mig eller mine søstre eller min familie. Så det synes jeg var rigtig fint.

112 for knuste hjerter

Pelle Peter Jencel sidder lidt uden at sige noget. Tænksom. Som graver han lidt i hukommelsen.

– En anden ting… siger han så.

– … som uden tvivl – når du nu spørger - har været det hårdeste i mit liv indtil videre, var bruddet med min tidligere kæreste.

Dengang havde han ellers i anledning af sin 30 års fødselsdag holdt en kæmpefest på sin fødeø, men dagen efter fik han et opkald med en kold besked.

– Min daværende kæreste tog hjem lidt før mig selv. Og så ringer hun og siger, at hun skal til Australien næste dag, for hun har mødt en fyr, der bor dernede. Vi havde været sammen i 4 år og havde lige droppet p-pillerne, og jeg troede, at nu skulle vi… nå ikke alligevel, siger han og ser ned.

– Det gode, der kom af det var, at jeg på en eller anden måde fandt ud af, hvem jeg var. For når du er, så langt nede som jeg var, så sker der jo noget med dig, når du skal bygge dig selv op igen. Og der tror jeg, at jeg sådan lidt frygtløst besluttede mig for at gå efter mine mål og sige: Jeg vil det her og det her og det her. Jeg bliver nødt til at gøre noget, der gør mig glad igen. Du har intet at tabe, så du må bare gå for det.

Han smiler.

– Så det gav mig nok et øget fokus, men så gjorde det også, at da jeg mødte min kone, som også havde været igennem et kæmpe brud, så skrev vi faktisk en bog sammen som hedder ”112 for knuste hjerter”. Bogen blev vores bud på, hvordan man nemmest kommer igennem et knust hjerte, ligesom det også blev fødslen på min kones podcast, der hedder det samme, og som bare er blevet det vildeste imperium, siger han stolt.

– Ud af det kom der mange gode ting. Både at hun også kan leve af sin passion. Men måske vigtigst, at vi kan mærke, at bogen og podcasten hjælper rigtig mange unge med hjertesorg, siger han og smiler.

Fans af hinanden

Sammen har parret ikke kun skabt en bestseller, men også deres helt eget fælles efternavn Jencel af deres forhenværende efternavne Jensen og Arcel, ligesom de altså nu er forældre til pseudotvillingerne Penelope på 2 år og Bobby på 1 år.

Men selvom småbørnsfamlielivet ikke har gjort hverdagen mindre travl, insisterer Jencel-parret stadig på at give plads til hinandens lykke og drømme. Derfor tager de også uden sure miner børnene, når de på skift må være væk hjemmefra. og det er ifølge den bornholmske radiovært en del af opskriften på et lykkeligt parforhold med småbørn.

– Vi hepper på hinanden og er meget store fans af hinanden. Vi vil gerne se hinanden lykkes. Min kone gør rigtig meget for, at jeg kan gøre det, jeg elsker. Og for mig er det meget meningsfuldt at stille mig op på en scene og spille musik for folk. Det er det absolut sjoveste i hele mit liv, og jeg gør det så meget, som jeg overhovedet kan, fortæller den populære dj to uger før, han fredag den 3. november kunne fylde Store Vega i sit eget navn for første gang.

– Det er rigtig sygt. Det er en kæmpe drøm, smiler dj’en, som stadig har uindfriede musikdrømme. For de hører aldrig op, mener han.

– Nu er jeg 37, men nu kan jeg forløse min drengedrøm i Vega, og det viser, at du bliver aldrig færdig, du når aldrig i mål og kan sige, nu har jeg også gjort det hele. Det synes jeg også er vildt inspirerende. At man kan blive ved med at udvikle sig og definere nye mål. Også definere sig selv på ny. Det synes jeg er fucking fedt. Det er dejligt, siger han og smiler nærmest lykkelig.

Den sande luksus

Selv vil han også gerne lære sine børn at holde liv i drømmene og drømme stort, som han selv blev tilskyndet til at gøre gennem sine forældre.

– Jeg vil gerne vise dem, at de til en vis udstrækning kan blive dem, de gerne vil være, hvis de kæmper for det og har nogle, der også hjælper dem på vejen. Og det tror jeg da også er grunden til, at jeg står, hvor jeg gør i dag. Det er, at der var folk, der så mig og greb mig. Venners forældre, skolelærere, folk der åbnede døren eller tog telefonen, når en 15-årig dreng spurgte, om han måtte hjælpe til. Mere end man måske ville kunne forvente af et lille bysamfund, som jeg kommer fra.

Og selvom den bornholmske dj og radiovært i dag har råd til den luksus, han ikke fik som barn, har han nu sin egen definition og stavemåde af ”lågsus”.

– Luksus med ’uk’ er guldure, diamanter, dyre ting, kaviar. Men ’lågsus’ med ’åg’ er alt det, der ikke koster penge. Det er kærlighed, det er venner, det er sjove aftener. Og for mig er den største luksus faktisk at give sig selv lov til at have de gode aftener med vennerne eller de sene nætter med min passion eller den gode familiemiddag.

Betyder det materielle ikke noget for dig?

– Ikke særlig meget. Jeg har prøvet at eje et Rolex ur og en dyr diamanthalskæde. Men det er ikke det, der har gjort mig lykkelig. For jeg kunne sagtens tjene flere penge og have det meget værre. Det er ikke pengene, der gør det. Det er det at have tid til at gøre, det der gør dig glad, siger han, inden han hjemmevant betræder P3-afdelingen og energisk siger hej til eftermiddagens radiogæst. Og så går han i luften, mens en rød lampe viser, at han sender live.

Blå bog

Pelle Peter Jencel. Født 1986 på Bornholms hospital.

P3 vært på blandt andet ”Den nye stil”, ”Hvem er the minds of 99”, ”Lågsus” med flere. Har desuden lavet en række prisvindende podcasts, ligesom han har været vært på en række DR1 og DR2 programmer - deriblandt ”Bomberne over Bornholm".

Udgiver musik sammen med venner Nicholas Kawamura og har turneret i hele landet med blandt andet Lågsus, Grøn Koncert og Nephew.

Forfatter til bogen ”112 For Knuste Hjerter”.