Tidligere har en enkelt person stået for programmet alene, men Robin Hounisen har et team til at hjælpe, og det sætter han stor pris på.
– Det er svært at være objektiv og se bort fra sin egen musiksmag, så vi har faktisk valgt at nedsætte et musikråd, så vi nu er fire der snakker sammen om, hvordan vi skal sammensætte programmet, og så er det mig, der booker, forklarer han.
Det er først og fremmest vigtigt at hyre nogle store navne ind, der sælger billetter, fortæller Robin Hounisen.
Som eksempler nævner han, at man på festivalen i år kan høre både DAD, Aqua, Andreas Odbjerg, Saveus og Drew Sycamore.
– Jeg er stolt af, at vi har fået store navne som DAD og Aqua med på programmet i år. Vi går nogle gange og glemmer, hvor store Aqua faktisk er og hvor store scener, de har stået på rundt omkring i verden. Jeg synes, det er så vildt, at de kommer, fortæller han.