Djævelen er årsag til al ondskab i verden, så naturligvis må vi tage afstand fra ham. Men hvad kan vi gøre imod ondskabens fyrste? Vi kan ikke bekæmpe ham med de begrænsede kræfter, vi er i besiddelse af. Netop derfor hører forsagelsen uløseligt sammen med tros-bekendelsen. Vi stiller os på samme side som den treenige Gud.
Gud fører kampen mod Djævelen. Langfredag troede den Onde, at han havde fået krammet på Jesus, og dermed os. Sådan så det ud, men påskemorgen viste det sig, at han havde taget fejl.
I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. (Jak 4,7-8)