Da Kærulf så lyset i kunsten

Lars Kærulf Møller blev allerede museumsansat som 12-årig i Randers, og som mangeårig direktør for Bornholms Kunstmuseum stod han i spidsen for at etablere museet i Rø og de tilbagevendende glas- og keramikbiennaler. Men han har også mødt modstand. Senest for sin idé om det kommende lysmuseum.

Lars Kærulf Møller fik sin interesse for kunst fra sin far, som om søndagen tog sin søn med ud i naturen sammen med alt sit malergrej.

– Så stillede han staffeliet op som gammeldags landskabsmaler, fortæller Bornholms Kunstmuseums tidligere direktør, der også husker, hvordan en familieferie til storbyen tidligt stimulerede hans nysgerrighed for malerkunsten. – – Dengang jeg var otte år, tog vi i efterårsferien til København. Og hver morgen stod vi klar foran Statens Museum for Kunst, når de åbnede.

Han smiler, stadig begejstret.

– Og så gik vi ind og snakkede om kunst hele dagen. Det, synes jeg, var spændende.

Museumsløn som 12-årig

Lars Kærulf Møller er født og opvokset i Randers, hvor moderen var sygehjælper, og faderen arbejdede som slagteriarbejder. Faderen kunne sikkert have drevet det til mere med maleriet, for han havde egentlig talent nok til i 1949 at komme med på Den Frie, der nok var tidens mest prestigefulde censurerede udstilling.

– Men jeg tror ikke, han turde springe ud som maler for alvor. Han skulle jo også forsørge familien, og det gjorde han på slagteriet, men du kan se et af hans billeder der, siger han og peger på det største af billederne på væggen bag ham, da vi sidder i den bageste stue i hans hjem i Allinge, hvor billeder og bøger maler rummet fuld af farver og ånd.

Billedet, malet af faderen, er i guldramme og forestiller Golgata. For faderens motiver bredte sig til andet end danske udendørs landskaber, og selv prøvede hans søn også at brede penslerne ud på lærredet.

– Jeg prøvede jo også at male selv, men det gik jo slet ikke, smiler han og ryster roligt på hovedet.

Du havde ikke hans talent?

– Nej, det kunne jeg godt se. Det skulle jeg holde mig fra, siger han og tilføjer i et smil:

– Men interessen for kunst smittede af på mig.

Hvad interesserede du dig ellers for som barn?

– Jeg var jo nok det der lille nørdede barn, som blev drillet i skolen.

Havde du venner dengang?

– Ja, men de var alle sammen en del ældre end mig selv, siger han og slipper en lille latter ud i sit bogkabinet, der også er indrettet som kontor.

– Men jeg fik min egen verden, da jeg blev 12 år. For en af min fars malerkammerater var amatørarkæolog. Og ham var jeg sommetider på otte dages sommerferie eller efterårsferie hos, hvor jeg kom med ham ud at grave. På den måde fik jeg også en interesse for arkæologi, fortæller Lars Kærulf Møller, der allerede som 12-årig fik 'gravet' sig vej ind i museumsverdenen, da det lokale museum skulle pakkes ned, mens der blev bygget et nyt kulturhus i hjembyen.

– Jeg troppede så op på Randers Museum og sagde, at jeg gerne ville hjælpe dem med at pakke museet ned. Og så blev jeg budt indenfor, fortæller han med lys i øjnene.

Og blandt bunkerne af papkasser og kulturhistoriske museumsgenstande fandt han også de venner, han aldrig fandt i skolegården.

– Jeg fik nærmest en familie der. For jeg levede og åndede for det museum. Lederen syntes, at jeg skulle have penge for det, jeg lavede, så jeg tror allerede, at jeg fik min første lønseddel som 12-årig. Så jeg var med på udgravninger om sommeren. Og så gik man jo der og pakkede skeletter ned. Det var jo grave og bopladser, vi gravede ud.

– Flere af de værker, der hænger her, har også hængt i mit barndomshjem, så derfor er de vigtige for mig. Men det er jo ikke ting, jeg nogensinde kunne finde på at putte ind på et museum, siger Lars Kærulf Møller. Foto: Joan Øhrstrøm

Underviste i stilhistorie som teenager

Om aftenen tog han på museumslederens aftenskole i arkæologi. Kurset var egentlig beregnet til voksne over 18 år, men Lars Kærulf Møller, der nu var en del af museumsfamilien, fik lov at komme som det passede ham.

– Og i 1965 var der en af kursisterne, der efterlyste et kursus i nyere historie. Jeg var bare mødt op for at kunne følge holdet, som jeg plejede. Og så siger min chef, Bjørn: 'Jo, det kan vi godt lave. Det står Lars for,' og så pegede han over på mig. Der var jeg 15 år, siger Lars Kærulf Møller og griner stille.

Sådan begyndte han allerede som teenager at undervise i stilhistorie og nyere tids kulturhistorie. Da det nye kulturhus var klar til at genåbne i 1968, var han i mellemtiden også begyndt i gymnasiet, og det bekymrede den daværende leder af museet, som ikke var sen til at skrive et brev til gymnasiets rektor.

– Jeg har stadigvæk det brev, hvor der blandt andet står, om ikke jeg kunne få lidt ekstra frie tøjler. For der arbejdede jeg allerede fuld tid på museet.

Hvornår lavede du lektier så?

– Jamen, det gjorde jeg så ikke, vel? siger han og griner igen, så øjnene forsvinder i ansigtet.

– Det var altså også et problem, så jeg måtte bruge fire år på gymnasiet, erkender han. For mens gymnasieklassekammeraterne svedte over studierne, havde han selv travlt med at tegne en fjerdedel af den nye kulturhistoriske udstilling med tilhørende tekster, der skulle stå klar til museets åbning i 1968.

– Og noget af den udstilling, jeg lavede dengang, står der faktisk endnu.

Nøglen til at se på kunst

Lars Kærulf Møller var nu ikke i tvivl om, at det var i museumsverdenen, at han ville lægge sit arbejdsliv, og det farvede også hans valg af studie.

– Så fik jeg det dårlige råd, at de bedste inden for museumsverdenen var generalister, så det snedigste var, hvis man tog tre bifag, som for eksempel kunsthistorie, historie og arkæologi. Så det var planen. Jeg startede med at læse kunsthistorie i Aarhus. Men jeg kom aldrig videre end kunsthistorie, fordi det var så spændende. For når man først begynder at få nogle af nøglerne til at se på kunst, så kan et enkelt billede rumme lige så meget som én stor, tyk roman, siger han og lader et øjeblik øjnene hvile på et af kunstværkerne i rummet.

– Jeg er ligeglad med, om det er et 1500-talsbillede eller et moderne billede. Det, det handler om, det er, om det bevæger én. Jeg behøver ikke blive rørt over det, jeg kan også blive provokeret over det, jeg ser, men det skal sætte en reaktion i gang, fordi det prøver at kommunikere med mig. Og det, synes jeg, er det helt afgørende, forklarer han.

– Jeg kunne aldrig finde på at tale med folk om de billeder, de har hjemme. For de har måske en affektionsværdi, der rækker ud over de kunstneriske kvaliteter, siger han og ser mod billedvæggen bag ham.

– Flere af de værker, der hænger her, har også hængt i mit barndomshjem, så derfor er de vigtige for mig. Men det er jo ikke ting, jeg nogensinde kunne finde på at putte ind på et museum. Men her er der ingenting på væggene, der ikke har en særlig historie for mig, smiler han varmt.

Blev ansat på teologistudiet

Lars Kærulf Møller har været gift to gange og har for nylig kunnet fejre sølvbryllup med sin kone, Margit, men hans første kone mødte han allerede i gymnasiet, fordi hun var storesøster til en af hans klassekammerater. Og da han begyndte at læse kunsthistorie, havde parret allerede fået deres første barn. Med tiden fik de fire børn sammen, så han glædede sig over, at det straks lykkedes ham at tjene penge på sit fag. Som nyuddannet kunsthistoriker kom han endda ad lidt uransagelige karriereveje til at undervise i kirkehistorie på teologistudiet. For sit speciale havde han skrevet om armenisk kirkekunst. Og den eneste, der vidste noget om den armeniske kirke i Danmark på det tidspunkt, var den senere universitetsrektor Henning Lehmann, som var professor i kirkehistorie. Ham fik Lars Kærulf Møller derfor som censor på sit speciale. Og teologiprofessoren blev så overbevist af Lars Kærulf Møllers speciale, at han spurgte, om han ikke ville undervise i kirkehistorie på teologistudiet i Aarhus.

– Jeg overtog endda den berømte professor P.G. Lindhardts kontor, efter han gik på pension. Men han mente nu stadig, at han havde ret til kontoret, så når han skulle på statsbiblioteket, hvor han stadig kom hver dag, åbnede han døren på klem og lukkede sin store hund ind til mig, og så sad jeg der med hans store savlende kæledyr, griner han.

Fik tilbudt job på Bornholm

Med tiden fik han både nok af hunden og teologiuddannelsen, så efter sin ansættelse på Teologisk Fakultet blev han først ansat på Randers Kunstmuseum og siden Silkeborg Kunstmuseum som museumsinspektør, inden han kom tilbage til Randers Kunstmuseum for at lede det midlertidigt, mens lederen var på orlov. Derefter så han et hul i markedet til at lave et firma, der stod for faglige udstillinger til alle de museer, der ikke havde nogen faglige ledelser dengang.

– Sådan sad jeg hjemmefra og søgte fonde og skrev til museer om at låne billeder til mine udstillinger. Sammen med en kammerat lejede vi en 3x35-vogn, og så tog vi bare rundt og hentede billederne. Det ville jo ikke have kunnet lade sig gøre i dag. Men en af de udstillinger, jeg lavede, var en udstilling med Olaf Rude i 1986, fordi han ville være fyldt 100 år det år. Og der skulle jeg jo også låne nogle billeder fra Bornholm, fordi der var nogle ting i samlingen, som var ret gode. Samtidig var jeg formand for et kulturhus og en kunstforening, hvor vi havde en udstilling med Helge Ernst.

Kunstneren kom kørende med alle sine billeder i en gammel Volvo stationcar og bad Lars Kærulf Møller om at hænge kunstværkerne op, da han selv havde så travlt med en udsendelse, han skulle lave til DR.

– Så sad han hjemme i min stue og skrev sit manuskript, mens jeg hængte billeder op, men hvad jeg ikke vidste var, at han også skrev et brev til Bornholm, hvor han var kunstfaglig rådgiver på Bornholm Museum. Og han skrev til Bornholms Museum, at han egentlig gerne ville trække sig som rådgiver, men havde fundet en ung kunsthistoriker over i det mørke Jylland, som ville være god som afløser. Fordi loven var sådan, at hvis man ikke havde faglig ledelse, så skulle man have en kunstfaglig rådgiver. Så det blev jeg.

Og fra 86-88 rejste han troligt frem og tilbage mellem Jylland og Bornholm mange gange om året. I 1988 blev han dog tilbudt en fuldtidsstilling på et andet kunstmuseum.

– Så jeg ringede til formanden for Bornholms Museum for at sige, at jeg desværre ikke kunne være kunstfaglig rådgiver for dem længere. 'Nej,' sagde han. 'For De skal jo begynde på fuld tid hos os fra den 1.', ler han med lys i blikket.

– Jeg var jo nok det der lille nørdede barn, som blev drillet i skolen, siger Lars Kæulf Møller, der stadig elsker at læse. Foto: Joan Øhrstrøm

Syg midt i arkitektkonkurrence

Det takkede Lars Kærulf Møller ja til, selvom det ikke var populært derhjemme, at familien, der nu også havde teenagebørn i gymnasiet, skulle flytte helt til Bornholm.

– Det var i 1988, så der har jeg selv været 38 år. Men vi sagde til hinanden, at vi gav det fem år. Fem år blev så til livstid for mit vedkommende, da det jo faktisk mod alle odds lykkedes at etablere kunstmuseet, der åbnede i 1993. Dengang var der jo heller ikke noget rigtigt kunstmuseum. Der var en samling og to sale i Sankt Mortens Gade. Det var, hvad der var dengang. Og når man ser tilbage på det, så er det jo ubegribeligt, at det lykkedes at lave et nyt kunstmuseum, siger han og sender brynene på himmelflugt.

– Fiskeriet var jo i krise, så Bornholm var på vej ned i et dybt hul, men alligevel lykkedes det at få afsat en million kroner til en arkitektkonkurrence.

Dagen, hvor konkurrence blev udskrevet, forløb dog anderledes end ventet.

– Pludselig kunne jeg mærke, at mit ene ben sov. Så jeg rejste mig jo op, men fandt ud af, at den var gal, fortæller den tidligere direktør, der hoppede på ét ben ned ad Lille Madsegade til han fandt en barmhjertig bornholmer, der kørte ham på hospitalet.

– Jeg lå to dage på sygehuset i Rønne, hvor de troede, at det var en diskusprolaps, men det viste sig at være en hjerneblødning, så jeg blev overflyttet til rigshospitalet, hvor den første læge, der mødte mig, kiggede kort i min journal og sagde: 'Jeg kan se, at De har overlevet to dage i Rønne, så skal det sgu nok gå'. Det var så heller ikke nogen stor hjerneblødning, men lægen forklarede mig, at den del af hjernen var død. Han sagde, at jeg skulle forestille mig, at jeg havde en skuffe, der havde sat sig fast i en kommode, så alle de ting, jeg havde haft liggende i den skuffe, skulle flyttes til en anden skuffe, for der var plads nok i hjernen. Det billede forstod jeg. Og det betød jo så, at jeg meget hurtigt fik gang i min genoptræningsproces.

Men fik det dig til at passe lidt på dig selv?

– Det havde jeg nok for travlt til.

Hvor mange timer arbejdede du om ugen som museumschef?

– Jamen, der arbejder man jo næsten i døgndrift, siger den tidligere direktør.

Det bedste projekt

Efter sin hjerneblødning genoptog Lars Kærulf Møller faktisk allerede arbejdet efter 12 dage.

– Det var også lige på det tidspunkt, hvor Østblokken var ved at falde sammen, og hvor Bornholm jo prøvede at placere sig som nyt centrum i Østersøen. Og der var en delegationsrejse til de baltiske lande lige før, de blev selvstændige. Kulturen var som ofte i diplomatiet med som spydspids, så der skulle jeg også med. Og det ville man jo ikke gå glip af, siger han og tænder en smøg, før han vender tilbage til oprettelsen af museet.

– Det startede egentlig med, at Jens Brandt, der var amtsborgmester, købte Hotel Helligdommen. Jens var et utroligt behageligt menneske, men jeg tror, at hans tanke var, at hvis man nu købte Hotel Helligdommen, så kunne man sende et hold langtidsledige op med et par paller hvid maling og så havde man et kunstmuseum, ikke? forklarer han.

– Og det gjorde han egentlig ret enerådigt. Til sit allersidste møde som amtsborgmester rejste han sig op og meddelte, at han i øvrigt havde købt Hotel Helligdommen med henblik på at oprette et kunstmuseum der. Men det var egentlig ikke museumsforeningens drøm. Dengang havde man mere blik på Galløkken.

Og hvad var din drøm?

– Jeg var sådan set glad, hvis vi bare kunne lave museet. Men så lykkedes det altså at få afsat en million til en arkitektkonkurrence. Der kom 187 forslag til, hvordan man kunne lave museet. Og vi havde lejet hele Hotel Helligdommen til at bedømme alle forslagene, fortæller han og tilføjer:

– Jeg kan huske, at Knud Andersen, der nu var amtsborgmester og formand for dommerkomiteen, på det første møde sagde, at hvis vi valgte et projekt, der betød, at hotellet skulle rives ned i stedet for at blive ombygget, så havde vi samtidig sagt nej til et nyt kunstmuseum. Men en måned efter var det ham, der overrakte 1. præmien til Fogh og Følner, som ville bygge et nyt museum lige der, hvor hotellet lå.

En kilde til kunst

Lars Kærulf Møller støttede selv vinderprojektet.

– Det skilte sig også ud ved at have tænkt over arbejdsgangen i et museum, i magasiner og værksteder og alt sådan noget. Det var gennemtænkt.

Det er jo også smukt med kilden, der løber igennem hele bygningen...

– Ja, men den kom faktisk ind ved et tilfælde. Den var ikke med i det oprindelige projekt. Men da man gravede ud til museet, væltede vandet op af undergrunden, siger han og tilføjer spøgefuldt:

– Så sagde vi, at det måtte jo være Helligdomskilden, der var genopstået, og så blev det tænkt ind i bygningen, smiler han og asker cigaretten.

Dengang var der dog mange bornholmere, der gjorde sit for at få byggeriet til at gå op i røg.

– Over halvdelen af befolkningen skrev faktisk under på en protest. Og jeg blev selv truet med at blive smidt i Østersøen og alt muligt, så de sidste dage inden åbningen måtte jeg have politiovervågning.

Hvorfor var folk så sure?

– De syntes ikke, at man skulle bruge penge på det kunstpjat, når man kunne bruge dem på hjemmehjælp. Men for det første er der jo forskel på driftspenge og anlægspenge, og for det andet er det jo svært at tiltrække folk til at bo i et kulturløst samfund, siger Lars Kærulf Møller, som stadig tydeligt husker, hvordan han sammen med en lille gruppe nyansatte kolleger stod på den anden ende, da museumsbygningen stod færdig i 1993.

– Fra vi fik nøglerne, til Dronningen skulle komme og indvie det, havde vi 18 dage til at indrette museet, så der blev der arbejdet i døgndrift. For Dronningen var jo inviteret til at klippe snoren over den 2. juli, så det kunne der ikke laves om på.

En lys idé

Siden fik han mange år til at fylde kunstmuseet med kunst og skiftende udstillinger. Under hans ledelse er kunstmuseet ikke alene oprettet, men også udvidet, ligesom han har været med til at søsætte biennaler for glas og keramik.

– Jeg tror, at vi har lavet tæt på 200 særudstillinger, siden jeg kom til i 1988. Og noget af det, jeg har været mest glad for, er de internationale samarbejder. Og jeg er stolt af, at det er lykkes at lave glas- og keramikbiennalerne, som nu har kørt i snart 20 år. Det har været med til at gøre Bornholm til centrum for kunsthåndværk i verden, og var også medvirkende til at Glas- og Keramikskolen – nu Danmarks Designskole – blev etableret i Nexø. Og egentlig har jeg altid drømt om, at designskolen også ville tage imod elever, der arbejdede med ædelmetal og træ, siger Lars Kærulf Møller, som allerede for mange år siden fik en idé til at lave et lysmuseum på øen.

– Det var også det særlige bornholmske lys, der fra begyndelsen af det 20. århundrede tiltrak de allerbedste danske kunstnere til Bornholm og til Christiansø. Kunstnere som Høst, Isakson, Weie og Olaf Rude har alle arbejdet meget med lys her på øen. Lyset er i sig selv også en fascinerende størrelse. Naturvidenskabsfolk kan dårligt nok forklare det. Med den viden de har i dag, taler de om lys som partikler uden masse, men den fysiske forklaring har jo varieret de seneste 400 år. Men uanset det skal vi huske, at alle farver skabes inde i vores hjerner på grund af lys.

Hvordan kan man se det bornholmske lys i et maleri?

– Hvis kunstneren har været god nok til at fange det, så har det jo noget at gøre med den tone og klarhed, der kommer i farverne. Og hvis de maler havet med, så er den høje horisont karakteristisk for de bornholmske billeder. Skagensmalerne har derimod altid en meget lav horisont. Men de fleste steder på Bornholm, hvor du kigger ud over havet, der er du jo højt oppe. Og det betyder, at horisonten kommer op. Det er også derfor, Leergaard siger, at havet er som en mur, der står derude, fortæller Lars Kærulf Møller, som med sin stigende interesse for lys også øjnede etableringen af et lysmuseum ude i horisonten.

Lysets nobelprismodtager

Da Lars Kærulf Møller for alvor begyndte at interessere sig for kunstnere, der arbejder med lys, faldt han også over den internationalt anerkendte amerikanske lyskunstner James Carpenter, der har tegnet det kommende lysmuseum. James Carpenter har siden modtaget 'lysets nobelpris', Velux Daylight Award, for sin arkitektur, så Lars Kærulf Møller syntes, at det var et scoop, da amerikaneren sagde ja til at tegne et lysmuseum på Bornholm.

– James Carpenter er simpelthen i en klasse, så han aldrig ville have deltaget i en arkitektkonkurrence, hvis vi i stedet havde udskrevet sådan én, som nogle tilsyneladende ønskede sig. Men det er fuldstændig ligesom med pavillonen for Sonja Ferlov, som kommer her i Allinge. Den japanske stjernearkitekt Tadao Ando ville jo heller aldrig nogensinde deltage i en dansk konkurrence. Man skal være taknemmelig, hvis han vil bygge noget. Og det er samme med James Carpenter.

Og et lysmuseum med en verdensklassearkitekt vil samtidig kunne tiltrække andre store kunstnere, mener den erfarne museumsleder.

– I Danmark er vi så heldige, at nogle af de, også internationalt, største kunstnere, er danske og arbejder med lys. F.eks. Olafur Eliasson og Jeppe Hein arbejder med lys. De er nogle virkelig store fyrtårne i international kunst. Og lysmuseet vil også i almindelighed kunne bruges til at forklare, hvorfor kunsten ser ud, som den gør. Og hvor vigtigt lys er, siger han og læner sig frem.

– Der er jo en grund til, at skabelsesberetningen begynder med lys, for uden lys ville der ikke være nogen farver eller noget lys i det hele taget. Alle religioner er derfor godt klar over, at lyset er den helt afgørende forudsætning for, at vi er her.

Han og ser mod lyset fra stuens vinduer.

– Der er også en dansk forsker, der har påvist, at psykiatriske patienter, der ligger på nordvendte værelser, er dobbelt så lang tid om at blive udskrevet som patienter, der ligger på sydvendte værelser. For vi er også mentalt afhængige af lys.

'Et grotesk forløb'

I Bibelen omtaler Jesus sig også som 'verdens lys', men selv blev Lars Kærulf Møller tidligt sikker på, at han var ateist, og i dag har han meldt sig ud af folkekirken, selvom han egentlig gerne ville støtte de smukke bygninger.

– Mine forældre var i begyndelsen troende, men de forlod også troen, selvom en stor del af vores familie på begge sider var troende. En del kom endda i pinsekirken og Jehovas Vidner, men når især dem fra Jehovas Vidner begyndte at tale om, at Jorden var 6.000 år gammel, kunne jeg ikke få det til at passe med, hvad jeg vidste fra arkæologien, så det havde vi nogle diskussioner om...

I stuen har Jesus dog fået lov at hænge på faderens maleri af Golgata, og sommetider har hans eget arbejdsliv da heller ikke været uden torne på vejen – især når han ser tilbage på forløbet med at få etableret det kommende lysmuseum.

– Det har jo været et fuldstændigt grotesk forløb. Det er privatfolk, som på alle mulige måder har prøvet på at stoppe byggeriet ved at gå til alle tænkelige klageinstanser. Der har været arkitekter, der har været sure over, at det ikke har været i konkurrence. Der har været nogle tidligere politikere, der har ment, at det monument, der stod, var et monument over deres tid. Og så skulle det ikke forandres. Og så er der jo nogen, der har argumenteret med, at Helligdommen hedder Helligdommen, fordi det nærmest er et helligt sted.

Han ryster let på hovedet.

– Men det er altså en flad mark! udbryder han så.

– Du kan ikke engang se klipperne oppe fra vejen, når du er på Helligdommen, og en bygning på 30 meter ødelægger ikke udsigten til Østersøen på hele strækningen fra Gudhjem til Allinge, ler den tidligere museumsdirektør, som nu han se frem til, at vejen 'via dolorosa' nu omsider ser ud til at bære frugt. For til september starter byggeriet af lysmuseet. Tre år efter han ikke helt frivilligt stoppede som direktør efter mere end 30 år på posten.

Hvordan følte du dig behandlet dengang, da du måtte stoppe som direktør?

– Altså, jeg var ikke enig med bestyrelsen i den måde, det blev gjort på. Men så skal vi nok lade det blive ved det, siger han og lader tavsheden hænge i stuen.

– Selvfølgelig ville jeg gerne have gjort lysmuseet færdigt, men på et tidspunkt skal man jo alligevel stoppe, og jeg har jo så valgt at sige, at jeg blander mig ikke i, hvad de foretager sig.

Men du har da blandet dig i debatten?

– Jo, men det var alligevel meget lidt. Grunden til, at jeg blandede mig her sidst, det var fordi jeg synes, det var så hårrejsende tåbeligt, det Knud Andersen gjorde. Og at skrive til fondene, at han synes, de skulle genoverveje deres beslutninger, når de har bevilget pengene til Bornholm. Altså, det svarer jo til, at jeg skulle sidde og skrive til Landbrugsministeriet, at jeg synes, de skulle overveje, om Knud skal have landbrugsstøtte. Det gør jeg jo ikke, siger han og hæver stemmen en smule.

– Det er overhovedet ikke hans bord. Og når Knud skriver sådan nogle breve, gør han skade på Bornholm. For selvom han ikke får standset lysmuseet, gør han det jo sværere for bornholmske kulturinstitutioner at søge om noget en anden gang, siger Lars Kærulf Møller, der nu selv er optaget af andre projekter.

Tidens ubarmhjertige si

– Jeg sidder blandt andet i bestyrelsen for nationalgalleriet i Grønland, hvor vi planlægger at bygge et nyt museum til 260 millioner kroner, og så sidder jeg i juryen for Larnacabiennalen på Cypern. Der er 285, der lige har sendt ind til den biennale, og de bliver bedømt fuldstændig anonymt, kun på deres værker. Vi aner ikke, hvem det er, ikke engang deres nationalitet. Vi ved, der er fra hele verden. Og det er spændende. Der taler kunsten helt for sig selv, forklarer han og uddyber kunstkyndigt:

– God kunst er jo i princippet også helt udemokratisk. For man kan jo ikke stemme om, hvad god kunst er, for det er jo ikke sikkert, at de fem millioner fluer har ret, vel? siger han og smågriner.

– Men tidens ubarmhjertige si skal nok alligevel sortere det dårlige fra, så det kun er den kunst, der står tilbage, som fortjener at blive husket.

Det lyder som om du stadig har nok at se til....

– Ja, jeg rejser stadig en del. Men da jeg stoppede som direktør, troede jeg bare, jeg skulle sætte mig ned og skrive en bog om Lars Hansen, siger han og kaster blikket mod skrivebordet, hvor eftermiddagens lys falder blødt gennem vinduerne.

– Lars Hansen grundlagde jo Bornholms Kunstmuseums samling, så han er museets egentlige grundlægger. Jeg har samlet en masse materiale om ham. Før det kulturhistoriske museum blev etableret, snakkede Lars Hansen allerede om behovet for et museum. Så han fortjener... en bog.

Hvordan vil du selv gerne huskes?

– Det ved jeg såmænd ikke, men i forhold til museet er jeg da stolt af, at jeg var med til at få det op at stå og fik sat nogle ting i gang, siger han og slutter leende:

– Som andre nu må tage bøvlet med.

 

Blå bog

Lars Kærulf Møller (f. 1950) er uddannet mag.art. i kunsthistorie og blev ansat ved Bornholms Museum i 1986 og fungerede fra 1988 som leder af Bornholms Kunstmuseum i over 30 år, hvor han bl.a. stod for opførelsen og udvidelsen af museumsbygningen på Helligdommen, inden han i oktober 2020 gik på pension. Han har tidligere bl.a. været formand for Foreningen af Danske Kunstmuseer, været formand for Det Kunstfaglige råd under Kulturarvsstyrelsen, og er stadig i bestyrelsen for Skulpturparken i Olsker og Kunst- og kulturhistorisk råd på Christiansø, ligesom han er bestyrelsesmedlem i Grønlands Nationalgalleri samt i fonde i Italien og i Nordmakedonien. Han er ridder af Dannebrog og har modtaget flere hæderspriser, f.eks. Ole Haslunds hæderslegat, Eigil H. Brünniches rejselegat og Albertsen Fondens pris for fremragende formidling af kunsthåndværk. Privat er han gift og far til fire børn fra et tidligere forhold.ingen måtte jeg have politiovervågning