Det er 38. gang, orkesteret samler publikum til jul, efter en afbrydelse under corona. Koncerten byder på et varieret program med klassiske julemelodier, nye numre – herunder en ukrainsk julesang – og populære stykker som "Nissernes Vagtparade", fortæller Kaj Erik Mortensen fra Rønne Byorkester.
– Byorkesteret er klar med fuld besætning og nypudsede instrumenter. Vi er for tiden 22 medlemmer, og selv om der er nogle, der er holdt op, kommer der stadig nye til. Vi har her for nylig fået en ny klarinettist, og vi venter også et medlem på trompet som forhåbentlig vil starte efter nytår, lyder det fra Kaj Erik Mortensen.
Dirigent Mikael Juul Hammarlund står for programmet, som også inkluderer en juletale ved Nicklas Fick (EL), forperson for fritids-, kultur- og lokalsamfundsudvalget.
Der er gratis adgang, og koncerten varer cirka en time. Publikum kan nyde gløgg og brune kager undervejs.