At vokse op på Bornholm som bøsse var intet problem – men for nylig blev Per NØDT til at klippe en kunde for kort i nakken som straf

At vokse op på Bornholm som bøsse var intet problem – men for nylig blev Per NØDT til at klippe en kunde for kort i nakken som straf
Tre centimeter kortere end efterspurgt blev nakkehåret. Foto: Jacob Jepsen
KULTUR | TEJN | Lørdag 9. juli 2022 • 05:30

En religiøs kunde fra Rønne, som besøgte Klippestalden, forklarede Per Drejer, at bare ét besøg i menigheden kunne hjælpe ham ud af homofilien. Så klippede han hende lidt for kort i nakken.

 

Alf Hamre Isaksen, som er gift med frisør Per Drejer, havde for længst gennemskuet et spørgsmål, som han vidste ville blive stillet, da Tidende for nylig besøgte Klippestalden i Allinge:

Må vi høre, hvornår og hvordan I to mødte hinanden?

– Det vidste jeg kom, indskyder Alf om spørgsmålet.

Ja, naturligvis gjorde det dét.

– I 1998, siger Per.

– På Sebastian, en homo-café i indre København. Alf var på ferie fra Kristiansand i Norge, og jeg var i byen med en kammerat, og så mødtes vi der. Og vi har sådan set været sammen lige siden. Han flyttede ind hos mig på Åboulevarden på Frederiksberg. Siden flyttede vi til Nørrebro, Brønshøj – og Bornholm.

– For mig var det forelskelse fra første blik, siger Alf og sender Per et blik.

– Han var så smuk.

Per:

– Vi inviterede til bryllup efter fem måneder og blev gift 13 måneder efter, vi havde mødt hinanden.

I Kristiansand arbejdede Alf som blikkenslager, men havde også en homobar.

– Men så mødte jeg altså den der tosse, siger han med et kærligt nik til Per.

Og så var det farvel Norge?

– Ja, kort sagt, ler han.

Kiggede efter alle

Og om to år har parret altså sølvbryllup.

– Men jeg har også været gift med en pige i ni og et halvt år og har en datter, siger Alf.

Hvad med dig, Per, vidste du, da du boede på Bornholm, at du var homoseksuel?

– Jaja, men jeg sprang først ud, da jeg var 24 år. Der er jo ingen, der har lyst til ikke at være som alle andre.

Det er måske også svært i et lille samfund som Bornholm?

– Nej, der var ikke noget – jeg har aldrig mødt andet end forståelse. Og da jeg selv meldte det ud, sagde især mine forældres venner: Det har vi da altid vidst, vi har bare ventet på, at du selv skulle finde ud af det. Men jeg har aldrig mødt noget negativt.

Var det noget, du holdt nede, da du voksede op?

– Ja.

Var det hårdt?

– Næh, for du kender jo ikke andet, når du er teenager. Og du snakker jo ikke om det.

Det er vel også hårdt ikke at gøre det?

– Jamen, du ved ikke bedre som teenager og ved ikke, hvorfor du er anderledes.

Det vidste du vel godt?

– Nej, det gjorde jeg så ikke rigtig, før jeg var der midt i tyverne.

Det var først der, du erkendte, at det var mænd, du kiggede efter?

– Fordi jeg altid vidste, jeg skulle være frisør, har jeg jo altid set både efter piger og drenge, mænd og kvinder. Jeg har altid syntes, at mennesker var enormt interessante. Men ingen har gjort noget som helst negativt over for mig, der kunne tolkes som hate crime eller lignende. Men det er svært for alle unge mennesker, der går igennem et eller andet, fordi de ikke har et sammenligningsgrundlag. Så de prøver at indordne sig.

Alf:

– Selvmordsraten blandt homoseksuelle er meget stor. Og det er, som Per siger, man har ikke lyst til at være anderledes. Det er også derfor, det tog mig så mange år at finde ud af det, for egentlig burde jeg ha' erkendt det, da jeg var 13 år.

Snæversynet kunde

Men du holdt det nede i alle de år?

– Ja, det gjorde jeg.

Per:

– Mange siger, homoseksuelle er meget lettere at snakke med, vi har lidt bredere skuldre og er ikke så fordømmende, men det tror jeg gælder alle minoriteter. Lige så snart, du ikke er, som folk er flest, der hvor du bor i verden, bliver du en, som tilpasser sig på en lidt anden måde og ikke er så frembrusende. Det kan godt være, vi er det i vores påklædning, når vi går i byen og på restaurant og så videre, men som mennesker er vi ekstremt respektfulde over for alle, vi møder på vores vej.

Det giver en større rummelighed?

– Ja, sådan har det altid været i mit liv. Vi lever jo ikke inden for normen – og normen er heldigvis væk nu!

Der er trods alt sket noget i samfundet, der gør det nemmere?

– Ja, den dårligste historie, jeg har, handler faktisk om en af mine kunder fra sidste måned, som kommer fra en lille menighed i Rønne. Hun ville kun tale religion, hvilket jeg syntes var ret irriterende, fordi det virker snæversynet, når jeg ikke selv er ret religiøs. Hun endte faktisk med at sige, at ét møde hos dem, så kunne jeg slippe for at være homofil, det skulle de nok klare. Det er, synes jeg, et ret firkantet syn at have på det. Det er også første gang, jeg har mødt den holdning, og jeg syntes faktisk, det var ret irriterende.

Klippede du hende forkert i nakken så?

– Hahaha, ler Alf ved tanken.

Per med et uudgrundeligt smil:

– Tre centimeter kortere, end hun spurgte om. Men ellers mener jeg nu, man skal opføre sig ordentligt.



En sijllavitta



‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT