Folkemødet melder udsolgt

Folkemødet melder udsolgt
Folkemødet opstiller i år 500 tipier med plads til to overnattende i hver. Eget foto
Mandag 19. maj 2025 • 16:02
Mandag 19. maj 2025 • 16:02

De 500 glampingtelte bag Nordlandshallen blev revet væk.

Med mindre end en måned til årets folkemøde begynder det at snerpe til med overnatningstilbud i Allinge. I hvert fald hvis man gerne vil bo 500 meter fra Cirkuspladsen, og have adgang til bad og toilet.

Folkemødet melder således alt udsolgt i de tre glampinglejre, som Foreningen Folkemødet selv organiserer bag Nordlandshallen.

– Vi har i alt 500 glampingtelte med plads til to overnattende i hver, og de sidste billetter blev solgt i sidste uge, siger Dennis Nyman, souschef på Folkemødet. Glamping-lejrene har fået navnet Camp Drømmeland.

Med i de 500 tæller han 192 nye tipier, som opstilles på Kajbjerg et hak længere oppe af Stadionvej. Det er første gang, Folkemødet etablerer teltlejr her, og alle tilladelser er i hus, forsikrer Dennis Nyman.

Men det betyder ikke, at antallet af glampingtelte stiger tilsvarende, for en tidligere glampingplads for enden af Pileløkken er ikke til disposition for Folkemødet i år.

Her skal kommunen nemlig genhuse børnene fra Allinge Børnehus, og det skal ske i pavilloner, der opsættes i det område, hvor Folkemødet havde parkering og glamping-camp sidste år.

Kapaciteten er dog udvidet en smule, siger Nyman.

– Vi har udvidet med 50 glampingtelte i år, og så har vi jo også teltpladsen Folkemindet, hvor folk kan slå telte op. Men de billetter er også næsten udsolgt.

Tipierne har plads til to og koster 8.375 for fem dage. Teltpladser i Camp Folkemindet koster 1.000 kroner for fem dage plus gebyr.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT