Per og Alf sætter kulør på Tejn: Der er et halvt års ventetid til deres salon

Per Drejer har så mange kunder i Klippestalden, at han helst ikke vil i avisen – "vi har et halvt års ventetid!" – men her er han altså sammen med sin mand, norske Alf, som tidligere har været gift med en kvinde og også har en datter. Tejn er verdens bedste sted at bo, mener parret, som er et aktiv for byen. Men Alf havde faktisk en lille skideballe til reporteren ...

Møder man denne telefonsvarer, når man ringer til en frisør, ved man, at forretningen går så ganske udmærket:

"Hej og tak, fordi du ringer til Klippestalden. Vi har fuldt hus, det betyder, vi har ingen ledige klippetider. Hvis du har en tid, vi skal snakke om, så send mig lige en sms, så skal jeg nok ringe tilbage så hurtigt som muligt. Hej – duuut".

Og sender man som journalist en sms til Klippestalden med en forespørgsel om et interview, men får et svar tilbage, som siger, at det ikke giver nogen mening med omtale, eftersom frisøren er fuldt booket året ud, bliver man da for alvor overbevist om, at det går aldeles fremragende.

Men lover journalisten så, at han på det nærmeste ikke vil nævne, at der i Klippestalden bliver foretaget regulering af hårlængder og hårfarver, at hår bliver glattet og krøllet og vasket og fønnet – for nejnej, vi skal da mest tale om Tejn som en by på vej ud af dvalen, hvor der sker en masse vidunderlige ting, og lokalsamfundet skal være vores fokus i interviewet – ja, så bukker Per Drejer under, og det samme gør hans mand, Alf.

Okay, så kig da bare forbi.

Det gør Tidende derfor og indfinder sig en eftermiddag i Klippestalden, hvor et par tomme frisørstole vidner om, at lige nu holder parret siesta, sådan som det sker hver dag klokken 14-15.30.

I samme moment kigger også en lokal håndværker inden for i salonen, hvor altså hår bliver glattet og krøllet og ...

Undskyld.

Og lad os nu slå fast, så læseren forstår det: Klippestalden er fuldt booket, her kommer ud over bornholmere også kunder fra København, Sverige og Norge, og Per kan ikke tage flere ind.

Beklager.

– Hej Jesper, siger Per straks til håndværkeren og fortsætter:

– Nåeh, så du lige Tidendes bil udenfor? Medieluder!

Det ler Jesper naturligvis af, og de to taler håndværk og laver en aftale, som Per synes ligger lige lovlig langt ude i fremtiden.

– Det er næsten lige så svært som at få en frisørtid her, sukker han, inden han atter giver Tidende sin fulde opmærksomhed.

– Hvad kunne du tænke dig, spørger han.

– Hvidvin, rødvin, en almindelig øl, en classic, en drink ... eller verdens bedste kop kaffe?

Det er rent faktisk et fast ritual, for kunderne bliver altid mødt af samme spørgsmål.

Også hans gemal, Alf, hilser på. Parret er iklædt tøj, som må få enhver gæst til at føle sig underdressed, altså kedeligt påklædt. De er i strålende, farverigt tøj, som var de på vej til fest, og så står man selv der i leverpostejsforklædning.

De er dagligt klædt på til spas, forstår man.

– Jeg har 23 forskellige uniformer, siger Per, da vi er på vej ud i loungen eller gårdhaven, om man vil, her på gården Vennersly, som er placeret lige ud til rundkørslen downtown Tejn.

 

De er stamgæster

Christian Skovdal Andersen, ejer af Penyllan Brewery, om Alf og Per:

– Det er rigtigt, hvis du har fået indtryk af, at de bidrager til lokalsamfundet. De er for eksempel stamgæster hos os og kommer her hver lørdag ved 14-tiden, når de lukker Klippestalden både sommer og vinter og drikker nogle fyraftensøl og markerer, at det er weekend. De holder jo ikke ret meget fri og har lange ventelister. Min kone prøvede at få tid hos dem, men kan først komme til i oktober.

– De deltager på mange måder, Alf er med i borgerforeningen, og så er de jo også et par spændende karakterer, kan man sige, haha. De repræsenterer i hvert fald ikke den gængse leverpostejsdansker – eller leverpostejsnordmand i Alfs tilfælde. De tager del i det sociale liv i byen, det er mit klare indtryk. 

En skideballe

Her ligger flere gule bygninger omkring gårdhaven, og parret har da også hele vejen igennem haft en intention om, at her skulle være plads til oldekolle til vennerne i de to tilknyttede lejligheder, hvor der lige nu bor et par og en enlig. Nemlig Annette samt parret Vibeke og Per, hvor sidstnævnte kaldes Lille Per. Det skyldes alene, at han er yngste mand på gården, for fysisk er han den største, viser det sig da han senere kigger forbi gårdhaven. Han er faktisk en kæmpe mand.

Vi sætter os omkring bordet ude under halvtaget med lidt øl, vin og kaffe, og mens journalisten synker dybt ned i den bløde sofa, hiver Alf sin mobil frem og beder ham på norsk om at se de beskeder, han har fundet frem på sin skærm.

Det er et Facebook-opslag, han selv har skrevet, hvorpå der står:

"Reporteren kommer på torsdag, så får han en lille skideballe".

Uha.

Der er flere, der har responderet på hans opslag, blandt andet er der en, der skriver:

"Hvis jeg kender dig ret Alf, så drikker du ikke rosé".

Nu går der en prås op for reporteren. Weekenden før var han til åbning af Smedjen i Tejn, hvor han tog et billede af Alf sammen med noget af hans norske familie, som var på besøg, og Per, "skænkede rosé til selskabet", stod der i billedteksten.

Men nej! Alf drikker absolut ikke rosé, kun øl.

"Kender de dig ik'?", er der en, der spørger på Facebook.

Nej. Ikke på det tidspunkt i hvert fald.

Men nu nærmer vi os jo noget af det, vi egentlig skulle tale om, for naturligvis mødte Alf Hamre Isaksen og Per Drejer op til åbningen af Smedjen. De to elsker nemlig at deltage, når der sker noget positivt i lokalsamfundet. Og som det også vil fremgå i forbindelse med denne artikel, bliver de rundt omkring selv opfattet som et samlingspunkt og et aktiv i Tejn.

Det er faktisk her i byen, Per voksede op, inden han drog over og i 1998 helt tilfældigt mødte Alf på et udskænkningssted i København.

– Det var forelskelse ved første blik, siger Alf og sender Per et blik, som tydeligt demonstrerer, at det også er både forelskelse og kærlighed ved seneste blik, selv om de to snart kan holde sølvbryllup.

Per er født i Aakirkeby, men familien flyttede senere til Nexø, da hans salig fars job som sparekassemand krævede det. Da han blev chef i Tejn, flyttede familien hertil.

– Jeg var fem år, da vi flyttede til Tejn, og det er derfor, jeg kalder mig en Tejnedreng, siger Per.

Hans storebror, Steffen, er, påpeger han, en meget populær herre på Bornholm, fordi:

– Han er specialisten ude på Lilliendal Plantecenter Planteskole. Han er et omvandrende vidunder, når det handler om grønne fingre.

De to har en også en lillesøster, som er statsautoriseret revisor i København.

Og jeres mor?

– Hun har faktisk lige været forbi, hun er vores patriark, siger Per.

Du mener vel matriark?

– Patri-, matriark. Hun bliver snart 78 år, men er lige som fresh som en på 50-60 år, så der er fart på hende. Hun bor med sin samlever, Arne, i Aakirkeby.

Herfra Alfs og Pers verden går, Klippestalden i Tejn. Den ligger i en tidligere kostald. Foto: Jacob Jepsen

Malersyndrom

Per gik på Olsker Centralskole og senere Allinge Sandvig Borgerskabsskole, nu Kongeskærskolen. Efter folkeskolen flyttede han til Rønne på Østervang Kollegium og kom i lære som frisør på Lille Torv hos Lone Sjøstrøm.

– Jeg startede med at klippe derhjemme, da jeg var 12-13 år, men jeg har da også spillet fodbold og badminton, og jeg var meget god til løb. Specielt fem kilometer, siger han.

– Men jeg begyndte altså at klippe alle de hoveder, jeg kunne slippe af sted med.

Det var tidligt, du fandt din vej frem rent erhvervsmæssigt?

– Ja, jeg har aldrig været i tvivl. Jeg har prøvet mange andre ting også, men jeg er altid faldet tilbage til frisørdelen. Det er godt at kunne et håndværk. Men mine forældre blev kaldt til møde på skolen, fordi de mente, jeg havde for godt et hoved på mine skuldre til at blive frisør. Jeg skulle da på gymnasiet, men mine forældre bakkede heldigvis op og sagde, at det kunne ikke komme på tale, for de havde altid vidst, jeg skulle være frisør, siger Per.

I 1987 flyttede han som nyudlært frisør til Roskilde.

Vidste du hele tiden, at du skulle forlade Bornholm?

– Nej, men jeg tror, at mange gerne vil prøve noget, der er lidt større end der, hvor de kommer fra. Jeg fik arbejde i en kæde, Klippoteket, hvor jeg senere arbejdede både på Strøget og oppe i Hørsholm. Jeg kan skrive under på, at bornholmere i København er en meget skattet arbejdskraft.

Et lille nips af en hund hopper op i sofaen.

– Det er vores lejers. Hun er vores plejehund, mens de er på arbejde. Hun er en af racen Shih Tzu, en tempelhund, så hun kan kun gi' kærlighed, beroliger Per, så gæsten ikke bliver bange for den lille uldtot.

Han returnerede allerede i slutningen af 1988 til Bornholm og blev daglig leder hos Lone Sjøstrøm, som "betalte bedre".

– Men dengang var der ikke udsugning i frisørsaloner, så jeg fik det, der populært kaldes malersyndrom på grund af de giftige kemikalier, vi brugte, siger han.

– Jeg kunne ikke få vejret.

 

De er gode venner

Tue Seifert Boeskov, medindehaver af Smedjen, om Alf og Per:

– De er gode venner.

Det er mit indtryk, at de er gode til at samle byen?

– Det er de nemlig. De deler alt og opfordrer folk til at støtte op, når der foregår noget, og i det hele taget bakke op om det lokale. Det gør de også i forhold til restaurationer rundt omkring, som holder vinteråbent, dem går de ud og spiser på for at støtte dem.

Og inviterer venner med?

– Ja, præcis.

Og går på Penyllan hver uge?

– Ja, de skaber liv. Og Per får jo besøg af så mange forskellige i salonen, så han er på en måde Tejns arbejdsformidling, han skaber forbindelser mellem folk.

De er et aktiv for byen på den måde?

– Ja, det er de jo. I det hele taget for Bornholm.

I udlandet

Farvel frisørfag, goddag guideskole i Spanien i Fuengirola nær Malaga.

– I syv år arbejdede jeg i udlandet for Dansk Folkeferie. Jeg blev også destinationschef og åbnede og lukkede destinationer rundt omkring. Jeg boede både i Thailand, Irland, på Tenerife, arbejdede for eksempel med psoriasispatienter i Det Døde Hav i Israel og boede i fire år i Tyrkiet.

Var det hårdt arbejde, eller var der plads til fest og ballade?

– Der var det hele. Uanset, hvad jeg har lavet, har jeg aldrig haft hårdt arbejde, men jeg har arbejdet i mange timer.

Hvad betyder det?

– I rejsebranchen arbejdede vi seks dage om ugen, 12 timer om dagen. Det er 72 timer. Men for mit vedkommende flyder arbejde og fritid ud i én pærevælling. Så længe det er sjovt at gå på arbejde, og det giver noget – både økonomisk og menneskeligt – så synes jeg ikke, man skal opdele det og stå hårdt på de 37 timers arbejdsuge. Men arbejder du mere en 37 timer og får kun din løn for det, så er det op til lederen eller direktøren at påskønne, at man har gode medarbejdere. Det kan man gøre med penge eller ved at lade de ansatte gå ud og spise en middag med deres bedre halvdel til 1.000-1.500 kroner. Det har jeg prøvet rigtig mange gange, siger Per.

– Men som det er blevet nu, savner jeg lidt, at man passer ordenligt på sine medarbejdere med enten løn eller ekstra goder. Det er det, der skaber de gode og stabile medarbejdere, så jeg vil gerne tilbage til de værdier, hvor vi behandler hinanden – både chefer og deres medarbejdere – med respekt.

Når du siger "tilbage til", mener du så, det var bedre tidligere?

– Ja!

På grund af en generel effektivisering i samfundet?

– Jeg synes generelt, der er rigtig mange dårlige ledere i Danmark, som forventer, at medarbejderne lægger de interessetimer i virksomheden, som de selv vil, fordi det er deres virksomhed. Sådan funker det altså ikke mere – kun hvis man behandler sine medarbejdere godt.

I løbet af de syv år i udlandet klippede Per naturligvis det bedste, han havde lært, når lejlighed bød sig, hvilket den ofte gjorde.

– Jeg lånte bare en salon, og de lokale frisører ville gerne se, hvordan jeg gjorde, fordi de ikke var uddannet som mig. De var selvlærte. Så jeg har aldrig sluppet saksen, og der var altid frisører, der gerne ville lære noget, siger han.

Hjemvendt i efteråret 1996 fortsatte Per i rejsebranchen, nemlig hos Star Tour på Rådhuspladsen, men skiftede til det daværende 65 Ferie.

– At arbejde med folk, som skal på ferie eller er på ferie, er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har lavet, forklarer han.

– For det er som udgangspunkt ualmindeligt taknemmelige kunder at arbejde sammen med.

Per er opvokset i Tejn, og hans familie var på et tidspunkt nabo til huset, han og Alf nu bor i. Foto: Jacob Jepsen 

Mellem job

Imidlertid lod hans leder ham ikke udvikle sig, som han ville, og i den situation reagerer Per straks: 

– Så siger jeg op. Det har jeg altid gjort, hvis jeg oplever dårlig ledelse, siger han.

– Jeg kan altid finde et eller andet arbejde.

Alf morer sig ovre i sin stol. Han gnækker og ryster lidt på hovedet.

Hvorfor er det morsomt, Alf?

– Fordi vi altid har fundet på tåbelige ting, når Per har været arbejdsløs, siger han.

Per:

– Ja, der sker altid noget mærkeligt, når jeg er imellem jobs. Det har jeg været nogle gange, siger han og smiler fornøjet ved tanken.

Lige om lidt kan vi tage en impulshandling fra Pers side "mellem jobs", men først skal vi sende ham videre til Mostrup, Den Grønne Vejviser, som var i hele Danmark, inklusive Bornholm, undtagen storbyerne.

– Jeg tænkte, jeg ville finde ud af, hvordan sælgere fungerer. For i frisørverdenen kommer de gerne bare brasende ind, når man står midt i en kundebehandling, og det har jeg aldrig helt forstået, forklarer han.

Så han startede på gulvet som annoncesælger, efter halvandet år var han teamleder og efter endnu et år salgschef for alle kørende sælgere i landet.

– Jeg sad også i København og lavede den sidste Mostrup for Bornholm. Jeg snakkede meget med annoncesælgerne her og kunne på den måde bibeholde mit bornholmske sprog, og det var jo også meget sjovt, siger han og lyder ikke særlig bornholmsk.

Formentlig grundet internettet døde annoncesalget dog ud.

– Så min stilling blev skåret fra, siger Per.

– Og så gik jeg hjemme, og det er nok derfor, Alf griner, for så keder jeg mig, og jeg opdagede, at der er noget, der hedder e-bay, som laver auktioner i USA. Dem sad jeg på om natten, når det var dag derovre, og jeg vækkede Alf en nat klokken 2, fordi jeg havde fundet en Al Capone-bil, en Escalibur hedder den. Den er håndlavet fra Wisconsin i 70'erne.

Alf:

– Arnold Schwarzenegger havde en.

Per:

– Ja, det her var bare den store til fire personer. Men jeg spurgte Alf, om ikke jeg kunne få lov til at købe den, når nu jeg gik hjemme, og det fik jeg lov til.

Alf – igen med en fornøjet klukken:

– For helvede, han kommer midt om natten og spørger om sådan noget!

Per:

– Så kørte vi lidt rundt i den, det var meget sjovt. Fra tanke til handling tager det ikke lang tid. Det var en otte cylindret djævel, som går fra 0 til 100 km/t på syv sekunder. Den var cool at køre i.

I kolonihaven

Bilen solgte parret dog efter syv år – faktisk til en mand på Bornholm – da Per igen var mellem job, og der var brug for penge.

På et tidspunkt oplevede Alf dårlig ledelse på en stor skole i Ballerup, hvor han var driftsleder, gik ned med stress og blev sygemeldt i to år.

– Så fandt han på, at vi skulle flytte til Bornholm og åbne frisørsalon. For hvorfor skulle jeg ikke begynde at tjene penge på det, jeg alligevel altid foretog mig, at klippe folk, siger Per.

Parret havde jo et indgående kendskab til øen, som det var kommet jævnligt på, og hvor Per stadig har masser af familie.

Men alligevel, København med gang i den, fest og ballade til den lyse morgen, vil I ikke savne det?

– Jamen, vi brugte ikke København så meget, vi var blevet lidt satte, siger Per.

– Vi boede mest oppe i vores kolonihave i Hørsholm. Og som nævnt havde Alf det ikke så godt og foreslog, at vi flyttede. Det røg ud af munden på mig: Vil du gerne flytte over til din svigermor?! Dét havde han ikke lige tænkt over, men det ville han altså gerne, og så solgte vi alt, hvad vi havde, puttede vores to små hunde i bilen sammen med lidt tøj, opmagasinerede 110 flyttekasser og vores møbler og fik heldigvis lov til at bo i min mors sommerhus ved Boderne. Så vi kom hertil uden job og bolig. Altså, vi skulle jo heller ikke have et job, men være selvstændige.

Alf:

– Han skulle arbejde, jeg skulle fise husleje af.

Per:

– Ja, det var faktisk det, han spurgte om. Kan du ikke bare åbne en forretning og lave penge, og så kan jeg gå hjemme og fise husleje af. Jeg sagde, at det kan vi godt, så længe jeg får lov at arbejde det, jeg vil.

Parret kørte rundt på hele Bornholm og så på store ejendomme, som både kunne rumme deres eget hjem, en frisørforretning og et oldekolle til vennerne, når de kommer i den alder.

Det skulle der være plads til?

– Ja, det aftalte vi allerede i København. Og så var vi så heldige, at den her ejendom kom til salg. Og det pudsige er, at jeg tidligere har været nabo til den, for inden jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, boede min familie på den anden side af hækken. Så jeg har bare haft en lille detour på 28 år. Det her er fjerde sted, jeg bor i Tejn.

 

De snakker med alle

Brita Hansen, Tejn Borgerforening, om Alf og Per:

– De kender jo alle mennesker i Tejn og snakker med alle. Også med de forskellige nye erhvervsdrivende på Tejn Havn.

De er udadvendte?

– Ja, meget. Absolut. De har virkelig formået at komme ind under huden på alle og er vellidte af alle. Og vi prøver jo også alle sammen ihærdigt at få en tid i salonen. Alf sidder også i bestyrelsen i borgerforeningen og møder frem og yder det stykke arbejde, han har tid til. Og så sidder de gerne efter arbejdstid lørdag på Penyllan, og det er jo der, de lokale kigger forbi på havnen, og hvor der også ind imellem bliver lavet nogle aftaler på kryds og tværs. Så de er et stort aktiv for byen.

Man fornemmer, at de vil lokalsamfundet?

– Helt sikkert, det vil de i hvert fald. Og når der er så travlt i salonen, så er det dels, fordi Per er dygtig, men også fordi de er de personer, de er. Man får lyst til at komme igen. Og de vil begge to gerne det bedste for Tejn og lokker gerne folk hertil.

Og pynter vældig meget op til jul?

– Ja, de har jo slået sig på den der amerikanske julepynt, som de også sælger, ligesom de også sælger lidt lokale varer fra forskellige steder. Det er de ikke blege for, så folk kommer også gerne i salonen for at handle forskellige ting. Jeg talte for eksempel med en dansk turist på havnen, som spurgte mig, om der var et sted i byen, hvor man kunne købe solcreme, for de havde ikke mere i Brugsen. Det eneste, jeg kunne finde på at foreslå, var at gå op til Per og Alf, for de har så mange sjove ting. Så snakkede jeg med Per bagefter, og han fortalte, at de godt nok ikke sælger solcreme, men de havde været inde at hente en tube af deres egen, som hende, jeg havde talt med, så havde fået, haha.

Danmarks bedste kunder

Kunne I med det samme, I kom her, se, at det var præcis det, I søgte efter?

– Jep. Det er en perle. Og mægleren havde kun haft ejendommen til salg i en time, inden vi så den. Vi holdt familieråd med mor og Arne i Døndalen med en kop kaffe, og så slog vi til. Men derefter startede balladen også, for vi skulle jo søge om lov til at lave erhverv i den tidligere kostald, som ligger til grund for navnet Klippestalden. Her har været landejendom med køer.

Lad os springe let og elegant hen over den ballade og blot konstatere, at månederne gik, mens parret måtte trække på reserven, men omsider – og med en ihærdig indsats fra venstremanden Carsten Scheibye, som parret i desperation kontaktede – lykkedes det.

– Og jeg har haft fuldt hus i salonen lige siden, slår Per fast.

Du afslog jo faktisk dette interviewe, fordi du ikke ønskede omtale, som kunne give yderligere opmærksomhed om din salon?

– Jeg har hele tiden haft fuldt booket. I starten arbejdede jeg 80 timer om ugen, alene med kundebehandlingstimer. Klokken 8 til 21 i løbet af ugen og 8-16 om lørdagen, men det er skide sjovt, virkelig sjovt. Først havde vi 14 dages ventetid, så blev det to måneder og tre måneder, og nu har vi seks måneders ventetid, men nu er jeg også gået lidt ned i tid, så nu har jeg kun 65 timers kundebehandlingstid.

– Mange synes stadig, det lyder af mange timer, men man skal tænke på, at jeg er fritaget for alt andet. Jeg skal ikke handle ind, lave mad, slå græs, vaske tøj, rydde op, det klarer Alf. Jeg skal kun sørge for at tjene penge, så Alf kan bruge dem. Han siger også, at alt jo er lukket, når jeg holder fri, så der er ingen grund til, at jeg får løn, det har jeg ikke fået i fem år. Han får løn. Han er medhjælpende ægtefælle.

Og fiser altså ikke kun husleje af?

– Nej! Han laver da lidt ind imellem.

Det lyder nu stadig af meget med dine 65 timer?

– Ikke i forhold til folk, der har en 37 timers arbejdsuge og børn med alt, hvad der følger med. De sætter sig måske først i sofaen klokken otte om aftenen. Jeg har fri klokken 21, men jeg skal ikke tænke på noget som helst. Så jeg har faktisk lavet den bedste deal, for jeg leger jo kun.

Er det sådan, du opfatter dit arbejde?

– Ja, jeg har en fest hver dag. Jeg leger mig gennem hele arbejdslivet, og det gælder også her i butikken. Det kan ikke være hårdt at gå på arbejde, når det er så skidesjovt, som det er.

Det lyder misundelsesværdigt?

– Ja, der er mange, der er misundelige over, at man kan ha' det så sjovt.

Lige nu, hvor jeg sidder her og får øl og smøger med jer, har jeg det sådan set også ret sjovt.

– Jamen, skriv du bare det, siger Per.

Alf:

– Per hygger sig i salonen, og han har kun dejlige kunder, det er helt vildt, så søde de er. Det må være Danmarks bedste kunder, vi har.

Vrikker med rumpetten

Per, får du ikke myoser af de mange timer med saksen?

– Nej, jeg er heldigvis skabt, så jeg har en forholdsvis god krop, jeg lider ikke af skavanker. Men jeg går til fysioterapi hver uge og får arbejdet kroppen igennem, og det er alle pengene værd. Jeg har også en klippestol og sidder rigtig meget ned, men står jo op, når jeg skal. Og vi har musik i salonen, så det er meget let, for når kunderne vrikker med fødderne, vrikker jeg med rumpetten, så får vi taget lænden lidt på den måde. Du kan arbejdsmæssigt skubbe nogle øvelser ind, så du beskytter dig selv, men hvor det stadig er sjovt. Og med lidt vin eller øl til kunderne, bliver det godt.

Der bliver vel snakket meget i sådan en salon, så du ved alt, hvad der sker?

– Nej, ikke alt, men jeg ved meget. Til gengæld siger jeg til kunderne, at jeg har tavshedspligt, så det, de fortæller, kommer ikke videre, ikke engang til Alf. Er han selv til stede, hører han det, men jeg holder alt for mig selv. Der er jo folk, der fortæller, at de vil være selvstændige, vil flytte, gå fra manden eller konen, har mistet en ægtefælle, har børn med psykiske problemer, nogen glæder sig over, de skal giftes næste år, der er alle aspekter af livet. Jeg får mange fortællinger, og vi vender rigtig meget, både godt og skidt, og jeg har jo kun faste kunder, som jeg kender, og ikke plads til nye, så når jeg spørger, hvordan folk har det, skal jeg også være klar til at lytte, og der kommer mange fantastiske historier. Ellers skal jeg ikke spørge. Der er også mange, der siger "jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fortæller dig det", og jeg siger nej, men det kommer ikke videre.

Alf kommer fra Norge, hvor han også har været gift med en kvinde og fået en datter, som siden har givet ham to børnebørn. Foto: Jacob Jepsen

Alf, er du introvert?

– Ja, på mange måder.

Og Per er ekstrovert?

– Ja.

Modsætninger mødes?

– Ja. Og vi har det godt.

Per:

– Sådan skal det være.

Jeg har talt med flere personer, som siger, at I to har lyst til at bidrage til lokalsamfundet og er et aktiv i forhold til at få ting til at ske i Tejn?

– Det prøver vi på, siger Per.

Alf:

– Vi prøver at støtte op om de lokale ting, og der er et meget godt sammenhold i Tejn. Når der sker noget i byen, forsøger vi at reklamere for det. Her bor skidesøde mennesker, som gerne vil Tejn, og vi vil gerne støtte op om det hele.

Var det noget, I bevidst havde besluttet, inden I kom hertil?

– Nej, det kommer naturligt.

Per:

– Da vi flyttede til Tejn i 2017, var bageren lige lukket, men Sommersted-butikken var her, og Penyllan lå på havnen, men havde ikke særlig meget åbent for publikum, fordi de eksporterede alt deres øl. Der var også de maskinelle erhverv og Skipperkroen, som blev drevet alternativt – men nu drives topprofessionelt af Margrethe Kjellberg. Der var ikke så meget andet, men så genåbnede bageren sidste år med nogle unge iværksættere, og vi åbnede salonen og trak heldigvis mange til Tejn. Vi fik også i starten meget skæld ud, for hvorfor lå vi i Tejn, det er bare et sted, man kører igennem. Men det er dumt at sige til en Tejnedreng, for sådan har jeg aldrig opfattet Tejn. Jeg synes, her altid har været et ekstremt højt aktivitetsniveau, men det er rigtigt, at det har været lokalt funderet, og interesserer man sig ikke for det, kører man bare igennem. Og det kan man fortsætte med for min skyld.

Bedste bedstefar

– Men så kom coronaen, og Penyllan mistede deres eksport, så de åbnede for, at vi andre kunne kommer dernede, og det er blevet et tilløbsstykke, for så mødtes vi jo med alverdens mennesker fra dels Tejn, men også med virksomhedsejere, hotelejere, butiksejere fra Allinge og Sandvig, som også kom derned, fordi man pludselig kunne komme på bryggeriet og stå og snakke. Så hver eneste lørdag, når vi lukker salonen, går Alf og jeg derned og får vendt Nordbornholm. Hvad sker der rundt omkring? Er der noget, vi kan gøre, mangler I medarbejdere og så videre. Jeg får jo besøg af masser af håndværkere og forretningsforbindelser i salonen, og så kan jeg sige til dem, at dét her sted mangler lige at få løst en opgave, tror du, det er noget, du kan klare? Så kan du ringe og bare henvise til, at du har snakket med mig, og at jeg hørte om det i lørdags, siger Per.

– Vi skal bruge det lokale, og vi går også som regel selv ud og spiser lokalt hver lørdag, det er min præmie fra direktøren, siger han og sender Alf et blik.

– Fordi jeg gider arbejde så meget, vil han gerne give en middag ude i byen. Jeg har også lært hjemmefra at for at tjene penge, skal man bruge penge, og det skal helst være lokalt. Det var det også, da vi satte huset her i stand, det samme gælder, når vi køber tøj og gaver og så videre. Men når for eksempel børnebørnene på et og tre år er på besøg, går vi måske ikke lige på bryggeriet, så finder vi på noget andet.

Er det Alfs børnebørn?

– Det er vores.

Alf:

– Ja, det er vores. Per den bedste bedstefar, som findes.

Når jeg lige ser jeres tøj nu, så tænker jeg, at den jakke og de bukser er ikke købt på Bornholm?

– Nej, det er fra et dansk firma, der hedder Fest & Farver, siger Per.

Alf:

– Jeg har 10 andre sæt, og Per har flere end 20.

Per:

– På Sjælland var det vores festsæt, nu er det vores uniform. Til gengæld er det også blevet sådan, at mine kunder kommer i mere og mere farverigt tøj til ære for mig. Specielt mændene er blevet ekstremt dygtige til at komme i totalt flower power-skjorter og sætter faktisk en ære i at købe skjorter, som de kan have på, når de kommer til frisøren, og det er dæleme da sjovt, for jo flere farver, vi får i Tejn, jo festligere bliver det.

Alf:

– Lille Per, som bor her, købte på et tidspunkt en skjorte, som var en typisk Alf-skjorte. Da blev jeg fanme stolt, ler han.

Nu er Smedjen også åbnet på havnen?

– Ja, vi har være nede at spise der nogle gange, og vi skal også ned og prøve diller-banko, for der har været folk i salonen, som siger, at det er ret sjovt. Og når vi får gæster fra København, vil vi tage dem med på Tejn Havn hele aftenen. Nu hvor Smedjen er åbnet, er det vores ønske, at de skal ha' succes, men vi skal jo også prøve det af, for ellers kan vi ikke fortælle om det. Det er også derfor, vi i det hele taget går meget ud og spiser de forskellige steder. Vi kan jo ikke fortælle om noget, vi ikke har prøvet, siger Per og fortsætter:

– Her i Tejn oplever vi, at sammenhold virker. Det kunne de større byer nok lære noget af. I Tejn stiller folk frivilligt op, og det fungerer vanvittig godt.

Har I på noget tidspunkt, siden i flyttede hertil, kigget hinanden i øjnene sagt. Hvad har vi dog gjort, skal vi ikke hjem til København?

– Nej, vi har tvært imod sagt, at det nok var det eneste rigtige, vi gjorde, siger Per.

Alf:

– Jeg kan af og til ønske mig tilbage til fest og ballade i København, for inden vi flyttede, kunne jeg godt være flyttet lige ind i Pisserenden i centrum af København, men siden vi kom her, er der ikke noget. Det er fantastisk at bo i Tejn.

Per:

– Jeg savner ikke København og har ikke gjort det, siden vi flyttede. Vi prøver at komme til udlandet hvert år, men om sommeren er det fedeste sted jo Bornholm. Så tager vi måske i stedet til Kuşadası i Tyrkiet, hvor jeg har boet, om efteråret.

Alf:

– En god sommer her på Bornholm er det bedste, man kan få.