– Vi har sendt nogle bønner, siger Tina Hansen fra Østerlars Sport, da hun bliver spurgt om, hvilke tanker arrangørerne har haft om varslerne om skybrud samtidig med, at idrætsforeningen søndag skulle holde loppemarked på Østerlars Stadion.
Bønnerne hjalp åbenbart. Det bornholmske loppemarkedspublikum lod sig ikke skræmme af de mørke skyer, og snart brød solen endda igennem
– Vi blev i torsdags enige om, at vi var nødt til at gennemføre. For det bliver jo ikke bedre senere på året, siger Tina Hansen.
– Alt er kommet frem, og vi har vores nye hal, en lille maskinlænge, som vi har sat op. Den fik vi doneret af menighedsrådet for et par år siden. Derinde har vi bøger, billeder, elektronik og køkkenting. Alt det, der er lidt sart, siger Tina Hansen.