Alex Speed hylder bornholmer for rørende digt om hjemøen

Kendetegnende for de bornholmske dialektforfattere er en kærlighed til Bornholm og det bornholmske. Det ses tydeligt i mange af digtene, som gennem tiden har fundet vej til Bâgsian, men jeg tror ikke, at kærligheden kombineret med en tilsvarende stor længsel kommer tydeligere til udtryk end i Christian Stub-Jørgensens rørende digt “Mit Jemlans Minje”.

Stub-Jørgensen (1897–1988) var bibliotekar og forfatter og digtede på såvel rigsdansk som bornholmsk. Som tidligere nævnt her på Bâgsian, boede han langt størstedelen af livet uden for Bornholm, men interessen for Bornholm og alt bornholmsk varede ved hele livet. Mon ikke kærligheden til hjemøen blot forstærkedes af, at han levede det meste af livet udenøs. Efter sigende skulle det også være grunden til, at han aldrig vendte hjem. Han turde simpelthen ikke, fordi han indså, at det “gamle” Bornholm, han som ung forlod, naturligvis ikke var det samme Bornholm, han som gammel ville flytte tilbage til.

Som digter er han nok mest kendt for den meget velskrevne og morsomme sang om Kjestena, der under stormen i 1872 drev til søs på et lokum og vågnede op i Rusland, hvor hun blev gift og fik børn. “Mit Jemlans Minje”, som nedenfor gengives med originalens retstavning, viser imidlertid, at han beherskede andet end det morsomme og lette.

Mit Jemlans Minje

Vår Hawed rezer sinj vida Mânka

å Hawbårn dønnar i Østanvær,

mæns sjyen svårta i loften vânka,

å Sjønj går hårt âuer Sten å Sjær.

Dær møder kløppan me håra sier

mod Sjønj som vælter sit svårta van.

En Strân saj opâuer Hawed strier,

mit Jemlans Strân å mit Bælla-lan.

Å många komma hærhid å saja,

a dætta Lanned e hårt å vijlt,

mæn alri fânt jâ på mina Vaja

et Lan, som gjore mit Sinj så mijlt.

Ded e så stille, når Hawed taijer.

Dær sodd vi forra, når vi va små

å lydes ætte va Fâulinj sajer

å Vinjen sjunger i Læw å Strå.

Vi løv mæl Kløpper, vi språng på Stena,

vi kjænde Sjyl, som e glømda nu.

Vi hadde Hawa, så små å pena,

som nya Tider hâ trøtt itu.

Mæn Fâulasånginj jâ altid minjes,

å alt, va Blomstarna hâ fortallt.

Inu jâ lyes — jâ vedd, dær finjes

en liden Sansâga âueralt.

I Sång så lyzer, i Sång så morkjer

mit Jemlans Lajntan sin Tona fânt.

Å Vinjen sång dænj i Hyjl å Borkjer,

å Moer sång dænj ver Vaggans Kânt.

Å om jâ søjte på anra Vaja

mod nya Toner i långa År:

Når anra Vizer i Sinjed taija,

dænj Sånginj føller maj, vår jâ går.

Jâ hør dænj nuna inu dærinja.

Jâ bâr dænj me maj så lânt jâ for.

Å jâ hâr sport maj: Va vil du vinja?

Kansje en Graw i en frammad Jor.

Jâ fânt væll lid, vår jâ sin hâr vânkad,

mæn alt kanj møstes ijæn enj Dâ —

kons Minjed, som jâ hår jemma sânkad

i Bælladâna, kanj injinj tâ.

Mit Jemlans Minje! Bler Dâna tunga,

daj hâr jâ altid mit Sinj te Trøst,

for du bler hos maj, å du vil sjunga

dinj mijla Sång, når jâ alt hâr møst.

Å når jâ liggjer å alt ska glømma,

bler du de sista, dær svinjer hæn.

Mæn kanj jâ gjimder i Grawen drømma,

så vil jâ drømma maj jem ijæn.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk