Med Bornholms placering midt i Østersøen har der dengang været mulighed for ekstra handel, men dermed også en risiko for, at man kunne bliver overfaldet, forklarer han. Han mener derfor, at der er tale om en tilflugtsborg.
Museet har før forsøgt at få Michael Thorsens fund fra 2010 undersøgt, men det gik i vasken, da instrumentet, der skulle bruges til undersøgelsen, gik itu. Og så har der været for travlt hos turistattraktionen. Derfor er Michael Thorsen også glad for, at der nu sættes fut i projektet, og at arkæologerne graver ned til det, der endnu har været ukendt.
– De prøver at finde jordlag, som i princippet matcher dem, der blev fundet i 2010. Det er egentlig mine konklusioner, som de lever på endnu. Vi kan blive klogere af deres undersøgelser.
– De prøver at finde borgens reelle alder ud fra fakta og ikke ud fra, hvad man bare plejer at fortælle, og det er det, der er rigtig vigtigt, så vi får vores forhistorie så korrekt, som vi kan.
Det er netop det, som Laurine Albris og Andreas Schäfler er i fuld gang med den kommende uge, nemlig at lede efter jordlag, der er fra den samme periode som Michael Thorsens fund i 2010, fortæller Laurine Albris.