Vi hungrer efter anerkendelse, som vi blindt tror på findes i Likes. I dopamin. I rusen over, at hundreder af online bekendtskaber likede vores forevigede, tilrettelagte nu.
Likes, der tikker ind fra folk, som vi reelt ikke kender. De stjæler vores nærvær og vores nu. Den glæde vi burde føle i nuet udskydes og erstattes af de like-reaktioner, vi venter på. Det absurde er, at anerkendelse lever og ånder bedst i nære fysiske relationer. Lige her. Lige nu. Vi har skabt vores egen forsinkede behovspyramide.
Vi tror ikke på, at oplevelsen har fundet sted eller har værdi, hvis ikke vi tilrettelægger, foreviger og deler den. NU! Vores nu er blevet et tunnelsyn, som stjæler fokus fra det levede liv. Med dig som blind passager, som C.V. Jørgensen engang sang.