Første sag om koranloven skal afgøres på Bornholm

NOTITS | 24. JAN 2025 • 12:23
Af:
Ritzau
NOTITS
24. JAN 2025 • 12:23

Statsadvokat kræver to personer idømt bødestraf for utilbørlig behandling af muslimernes hellige bog.


Den første straffesag om overtrædelse af koranloven er nu blevet sendt til retten.

To personer anklages for utilbørlig behandling af en koran ved Folkemødet i juni sidste år, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse fredag.

Ifølge Statsadvokaten i København blev den påståede utilbørlige behandling af muslimernes hellige bog overværet af flere personer. Handlingen blev også udbredt, da den blev filmet og livestreamet via Facebook.

Sagen skal afgøres af Retten på Bornholm. De to tiltalte bør idømmes en bødestraf, lyder oplægget fra statsadvokaten.

Hvilken bødestørrelse, som anklagemyndigheden går efter, fremgår ikke af fredagens pressemeddelelse.

Ændringen af straffeloven om utilbørlig behandling af et religiøst skrift udløste en stor debat og har altså været omstridt. Kritikere har talt om et for stort indgreb i ytringsfriheden.

Netop fordi der er tale om den første sag, har anklagemyndigheden bedt om, at den afgøres af en domsmandsret.

Det vil sige, at en juridisk dommer skal vurdere sagen sammen med to lægdommere. Ifølge de almindelige regler kan en dommer alene tage stilling. Endnu har Retten på Bornholm ikke fastsat en dato.

I slutningen af december skrev Politiken, at seks personer var blevet sigtet for at have overtrådt den nye bestemmelse i straffeloven.

Afgørelsen om at rejse tiltale er truffet af justitsminister Peter Hummelgaard (S). Han har tiltrådt en indstilling fra anklagemyndigheden, står der i fredagens pressemeddelelse.

Rasmus Paludan har i en mail til Justitsministeriet tidligere i januar skrevet, at han er advokat "for alle, undtagen mig selv, der er sigtet for overtrædelse af koranloven".

I mailen, som han også sendte til Ritzau, bad han om mulighed for at udtale sig om indstillingen fra anklagemyndigheden.

Den nye bestemmelse i straffeloven rammer den, "der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift."

FÅ ABONNEMENT