Energiprofessor: Lad store projekter starte hos naboerne

Energiprofessor: Lad store projekter starte hos naboerne
Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen og Odders borgmester Lone Jakobi leverer perspektiv på Bornholms aktuelle debat om energianlæg torsdag formiddag på Folkemødet. Foto: Jakob Marschner
ERHVERV | Torsdag 15. juni 2023 • 13:18
Jakob Marschner
Journalist
ERHVERV | Torsdag 15. juni 2023 • 13:18

Gør det attraktivt at bo tæt på store energianlæg, og beløn folk for deres klimaindsats. Ideerne bliver bedre, når de starter det sted, hvor folk bor, siger professor i energiplanlægning på Folkemødet.

Tæt på energiøens kommende landanlæg ved naboerne ikke, om de er købt eller solgt. For loven om vedvarende energi er i dag skrevet sådan, at de ikke er garanteret nogen kompensation.

Store energiprojekter som power-to-x, der også er i spil på Bornholm, vil blive bedre, hvis projekterne starter de steder, hvor anlæggene skal ligge. Og hvis i hvert fald nogle af dem starter på initiativ fra naboer, der ved, at de bliver ikke bare kompenseret og belønnet.

Det sagde Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet, torsdag i en paneldebat på Folkemødet. På et tidspunkt, hvor Folketinget arbejder med at revidere loven om vedvarende energi, men hvor der ikke er sluppet noget ud om hvilken vej arbejdet går.

– Vi har en lov om vedvarende energi, der kompenserer for en gene i stedet for at belønne for en indsats, sagde Brian Vad Mathiesen.

– Det er der brug for at lave om på, for vi har behov for at udbygge med mere vedvarende energi, men samtidig betyder den lokale modstand, at mulighederne for at bygge ud bliver mindre. Det er jo paradoksalt, sagde han.

Brian Vad Mathiesen tror på, at Danmark kan tiltrække endnu flere investeringer i vedvarende energi om få år, hvis man sætter tempoet lidt ned i dag og i stedet prioriterer at få et bedre lokalt grundlag på plads.

– Vi har brug for at få tempoet sat en lille smule ned for at kunne have et større marked om 3-4 år. Vi får et meget bedre marked, hvis ideerne opstår der, hvor folk bor. Det synes jeg, at vi skal animere til, sagde han.

Gode råd fra Odder

Odder Kommune kan inden længe blive hjemsted for et stort biogasanlæg. Men anlægget kan ikke ligge mange steder i kommunen, der har en lang kystlinje.

Borgmester Lone Jakobi (S) fortalte i det samme panel, at et biogasanlæg vil være attraktivt for kommunen, fordi det vil kunne stå for en tredjedel af den CO2-reduktion, som Odder Kommune skal levere. Men hun kunne også fortælle om naboer, der ikke fandt projektet spor attraktivt.

– Vi fik en konkret ansøgning om at opføre et biogasanlæg og var så ude i det pågældende område. Her viste det sig, at folk ikke ønskede et biogasanlæg. Befolkningen derude blev mere og mere utryg, og tonen i debatten blev dermed også skarpere og skarpere, fortalte Lone Jakobi.

– Vi afviste den første ansøgning og iværksatte en fuld screening af kommunen. Her spiller vores lange kystlinje ind på, at der ikke er mange mulige placeringer. Vi kom frem til tre muligheder.

Høringsfasen har sat Odders politikere under endnu mere pres. Også kommunalbestyrelsen i Odder har denne gang en del nyvalgte, dog ikke så stor en andel som Bornholm, hvor mere end hver anden er nyvalgt i denne periode.

– Det var en relativt nyvalgt kommunalbestyrelse, da ansøgningen kom. Så det er første gang, at vores nyvalgte oplever utilfredse borgere i større stil, fortalte Lone Jakobi.

– Da vi sendte projektet i høring, kom der 200 svar. Der var én, der syntes, at et biogasanlæg var en god idé. Efter sommerferien skal vi så beslutte, om vi skal have et biogasanlæg, sagde hun.

Lone Jakobi fortalte også, at Odder Kommune har lært flere ting af forløbet.

– Tid er en faktor. Jeg tror ikke, at sagen fik bred nok opmærksomhed. Hvis kommunen havde mere tid, ville det hjælpe noget. Men samtidig har vi også de røster, der siger "Gør nu noget!", sagde hun.

– I bagklogskabens lys kunne vi også godt have haft en retningslinje over for investorerne, der hed "Gå ud i området og mærk efter". Det er jo dem, der kommer med investeringen. Og senere i forløbet var det faktisk umuligt for dem at komme ud og præsentere deres projekt.

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT